Demokratiet er under pres. Verden over vokser højreekstremismen frem på illiberale ideer. Sociale medier og kunstig intelligens giver os alle forskellige opfattelser af vores fælles virkelighed. Udfordringerne er mange. Netop derfor bør vi herhjemme være meget opmærksomme på, at vores institutioner fungerer som bolværk for åbenhed, ansvarlighed og tillid.
Det ansvar ligger både i Folketinget og hos vores lokale demokratier. Det ligger i den grad også hos EU, hvor størstedelen af vores lovgivning udspringer fra.
Kigger vi på den mest magtfulde institution i EU, nemlig EU-Kommissionen, ser vi dog en trist tendens. Selv i disse meget alvorlige tider bevæger EU-Kommissionen sig stadig mod mere lukkethed.
Når adgangen til indsigt begrænses, svækkes ikke blot pressens mulighed for at forstå magten, men også borgernes mulighed for at kontrollere den.
Slettede sms’er
Et vigtigt eksempel på EU-Kommissionens lukkethed er den såkaldte “Pfizergate”-skandale. Kommissionsformand Ursula von der Leyen forhandlede vaccinekontrakter for milliarder af euro over sms. Når journalister siden bad om aktindsigt i sms-korrespondancen, blev det nægtet. Den amerikanske avis New York Times anlagde og vandt en sag mod EU-Kommissionen for at få fremlagt sms’erne om milliardprojektet. Det kom sidenhen frem, at EU-Kommissionen havde slettet sms’erne.
Man kan fristes til at drage paralleller til den danske debat om “Slette-Mette”. Men hvor sagen om statsministeren stadig fylder i mediebilledet og alverdens analyser af socialdemokratiets deroute, er der bekymrende stille om den langt større sms-sag i EU.
En række nyere sager viser nemlig, at problemerne ikke er enkeltstående. I slutningen af 2024 vedtog EU-Kommissionen nemlig nye regler der begrænser aktindsigt i deres arbejde, herunder i deres sms’er. De nye regler har fået en række forskere og NGO’er til at stævne EU-Kommissionen i to forskellige retssager.
Derudover har EU’s egen Ombudsmand gentagne gange rettet kritik mod Kommissionen for manglende åbenhed, manglende dialog og utilstrækkelig inddragelse. Det tegner et mønster. Et mønster, hvor hensynet til EU-Kommissionens egen kontrol med information vejer tungere end hensynet til offentlighedens ret til indsigt.
I en tid, hvor demokratiet globalt er på tilbagetog, burde de institutioner, vi er en del af, gå forrest som et eksempel. I stedet ser vi et EU, der lukker sig om sig selv.
Vi får magthavere, som mange ikke føler, de kan stole på. En befolkning, der føler afmagt. Vi behøver ikke kigge længere end til USA for at se, hvad det kan føre til.
Det er på høje tid, at EU-Kommissionen ændrer kurs.