
Folkelisten er en tværpolitisk protestliste mod det bestående. Vi tror på, at der kan skabes forandring, men den kan kun komme nedefra.
– SVM-regeringen vil investere knap 150 milliarder kroner om året i våbenindustri og militære tiltag. – Vi siger nej. Brug pengene til at sikre den kollektive velfærd.
– Den danske regering og EU er gået i selvsving i krigshysteri. Nu skal der skæres endnu dybere i børnehaver, plejehjem og busser for at vi kan bygge en stærk krigsindustri. Men det er ikke en vej, der fører til fred. Tværtimod. Det er med til at skærpe faren for en storkrig her i vores område.
– For 150 milliarder kroner om året kunne vi i stedet give den kollektive velfærd i Danmark et ordentligt løft. Og det er der akut brug for. – Vi skal investere i velfærden i kommuner og regioner og bekæmpe den voksende ulighed. Lige velfærd til alle, uanset pengepung og geografisk placering.
Stop den sundhedsmæssige ulighed
En af de vigtigste konsekvenser af de voldsomme nedskæringer i den kollektive velfærd, er, at uligheden eksploderer fra alle sider i samfundet. Danmark er ved at knække midt over. Tag blot den sundhedsmæssige ulighed.
I dag er det din pengepung, der bestemmer, hvor længe du skal vente på behandling på et sygehus. Har du en sundhedsforsikring via din arbejdsgiver, eller som du selv har haft råd til at betale, ja, så er du forrest i køen. Er du førtidspensionist, så må du vente.
Siden sundhedsvæsenet blev åbnet for markedsmekanismer, “frit valg”-ordninger og behandlingsgarantier, har private selskaber kunnet tjene fedt på folks sygdomme, og den sundhedsmæssige ulighed er eksploderet. Privathospitaler har snablen nede i de offentlige kasser. Men de tager kun de lette patienter, de skummer fløden, mens det offentlige står med alle de svære og tunge patienter.
Folkelisten vil genetablere et offentligt sygehusvæsen, som er lige for alle. Og hvor pengene ikke kan tages med over i private klinikker. Stop for at vores skattekroner kan bruges til, at privathospitaler tjener fedt på folks sygdomme. – Det kræver, at modige politikere bryder budgetloven. Pengene er der. 2% nedskæringer kræver denne lov hvert eneste år, og det kan mærkes. Sundhedsvæsenet er ved at gå op i limningen, folkeskoler forfalder. Personalet i ældreplejen slides op, og ny arbejdskraft er svær at rekruttere.
– Stop privatisering og udlicitering af offentlige opgaver.
– Bryd til budgetloven. EU skal ikke styre kommunernes og regionernes økonomi.
Man skal ikke tjene på velfærd!
Borgere i udkantsområder skal have samme kollektive velfærd til rådighed som borgere i storbyerne. De store byer vokser, udkantsområder affolkes. I Aarhus er boligmarkedet glohedt, ingen almindelige mennesker har råd til at bo inde i selve byen mere. I udkantsområder kan husene ikke sælges. Ingen af os, bortset fra byggematadorerne, har gavn af, at denne udvikling fortsætter. Vi kan stoppe det. Men det kræver, at den kollektive velfærd er lige så god i udkantsområder som i byerne.
Effektiv og stabil kollektiv trafik skal ikke være et spørgsmål om rentabilitet. Det er en politisk prioritering. Kollektiv trafik skal tilbage på offentlige hænder. Stop for udbudsrunder og udliciteringer til private selskaber. – Gør kollektiv transport gratis i alle landdistrikter.
Høfde 42 og Nordic Waste: Oprydning – ikke undskyldninger
Vi kræver fuld oprensning af Høfde 42 og en ansvarlig håndtering af skandalen omkring Nordic Waste. Forurening skal ikke pakkes ind i lange rapporter og forsøgsprojekter – den skal fjernes, og regningen skal betales af de ansvarlige, ikke af borgerne. Staten og kapitalen har svigtet – vi kræver handling nu. Stop rovdrift på naturen, beskyt vores drikkevand.
Genbrug i stedet for gravearbejde
Vi stiller os kritiske overfor den stadig mere voldsomme udvinding af sand, grus og sten fra både land og havbund. Hver ny grusgrav og havindvinding truer drikkevand, biodiversitet og nærområder.
Fremtiden ligger i at genbruge byggematerialer og en cirkulær økonomi – ikke i at grave huller i Danmark for at fylde dem med affald. –
Vi vil sætte miljøet før profit. Brug det, vi har. Beskyt det, vi elsker.
Region som krigsmål
Den danske regering har sagt ja til etablering af tre USA-militærbaser i Danmark. Den ene skal ligge i Karup. – Vi siger nej til USA-baser i Karup!
Aftalen tillader USA-militær fri brug af vores infrastruktur, veje og havne, ligesom USA-soldater vil være en permanent del af gadebilledet. De kan ikke retsforfølges i Danmark, hvis de begår forbrydelser. De er alene underlagt USA’s militærlovgivning. – Vi siger nej til fremmede soldater på dansk jord!
USA-baser i Danmark vil betyde, at Danmark er et oplagt bombemål, hvis der udbryder krig i Europa. Vi siger JA til fred, velfærd og selvbestemmelse.
DKP stiller fire kandidater op på Folkelisten R
Tommy Christensen, Struer, Region + kommune
Inge Høgh, Silkeborg, Region
Henrik Stamer Hedin, Ry, Region
Johannes Pilgaard, Region
