Danmarks Kommunistiske Parti fordømmer på det kraftigste de nylige handlinger og trusler fra USA under ledelse af Donald Trump over for Cuba. De aggressive udmeldinger kommer direkte i kølvandet på USA’s militære angreb og bortførelse af Venezuelas præsident Nicolás Maduro, som har rystet regionen.
Disse handlinger udgør en klar krænkelse af national suverænitet og folkeretten. Cuba har historisk stået fast på sin uafhængighed og solidaritet med andre folk i Latinamerika, og det er netop denne solidaritet, der nu straffes gennem trusler og politisk pres.
Støt Cubas og Venezuelas ret til selvbestemmelse
DKP står fast på, at respekt for suverænitet, international solidaritet og fredelig sameksistens er grundlæggende for internationale relationer.
Vi opfordrer til øget global modstand mod imperialistisk dominans og til støtte for Cubas og Venezuelas ret til selvbestemmelse uden udenlandsk indblanding.

