90 året for den russiske revolution

Tale af Betty Frydensbjerg Carlsson, formand Kommunistisk Parti i Danmark

Kommunisme betyder fællesskab. Kommunisternes mål er et samfund hvor alle yder efter evne og nyder efter behov. Dette kan synes alenlangt fra der, hvor vi står i dag, men i dette smukke grundbegreb ligger også grundlaget for det som vi i det danske samfund kalder velfærd: Et samfund hvor fællesskabet træder til når behovet for hjælp er der. Det handler om at alle børn skal gives en tryg opvækst med de bedste muligheder for udvikling og uddannelse uanset forældrenes økonomiske formåen, at fællesskabet træder til ved sygdom, nedslidning, alderdom, at alle sikres mulighed for kulturel udvikling, at alle sikres bedst mulige boligforhold og at det er fællesskabets opgave at sikre samfundets infrastruktur. Vi kalder det også kollektive rettigheder.

Det var den type rettigheder og muligheder den russiske socialistiske revolution opbyggede fra sin start, og som inspirerede arbejderne i hele verden til at kæmpe for i deres egne lande. I Danmark tilkæmpede vi os gennem generationer flere og stadig bedre kollektive rettigheder. Det blev kaldt den nordiske velfærdsmodel. I liberalismens hovedland USA blev det nærmest kaldt den skinbarlige socialisme. For liberalismens hovedregel er den stærkes ret, det enkelte individs ret til at udbytte andre individer og dermed også retten til at lade mennesker gå til grunde.

Imod dette står socialismens ideologi med fællesskabets omsorg for den enkelte og muligheden for at udvikle sig i fællesskabet.

Så begrebet kommunisme, fællesskab er såmænd helt aktuelt. Når den valgkamp vi står i nu, handler om hvem der er bedst til at sikre velfærd i Danmark, er det et opgør mellem liberalismens ideologi om at enhver er sin egen lykkes smed, og socialismens omsorg for hele fællesskabet. Det er klart at partier der er tilhængere af liberalismen, det kapitalistiske samfundssystem, ikke vil sikre nogen form for kollektive rettigheder. De forsøger da også hele tiden at manipulere med ord, tal og begreber. Når de borgerlige partier f.eks. siger, at det er nødvendigt at flere førtidspensionister, efterlønsmodtagere og pensionister skal give et nap med på arbejdsmarkedet hvis velfærden skal fremtidssikres, så er det netop et brud på den kollektive ret til at trække sig tilbage når man ikke kan mere. Vores opfattelse er naturligvis at så skal fællesskabet træde til og sikre trygheden i dagligdagen. Ydelsen bliver naturligvis efter samfundets økonomiske formåen, men princippet er ufravigeligt og uafhængigt af dette.

Når de borgerlige i deres såkaldte kvalitetsreform mener at udvidet fritvalgsordninger på f.eks. ældreområdet vil højne kvaliteten, er det et angreb på fællesskabets omsorgsprincip. Vi ved jo hvor handikappet og hjælpeløst et menneske skal være for blot at få tildelt f.eks. hjemmehjælp, for ikke at tale om at få plads på et plejehjem Kan nogen forestille sig sådanne ældre sidde hver dag og surfe rundt på Internettet for at sammenligne firmatilbud? – eller plejehjem som man gør med telefonselskaber? Nej vel? Eller de som ligger på hospitalsgangene, får de med kvalitetsreformen daglige besøg af agitatorer med tilbud om andre og bedre hospitaler? Nej vel, frit valgs ordninger er  et angreb på den kollektive ret til maksimal behandling vi har betalt vores skat til at have.

Vores nedskårede og nedslidte sygehusvæsen diskuteres meget i disse tider, og regeringens opreklamerede redningsplan er afsløret som værende langt fra tilstrækkelig for bare at holde status quo. I valgdebatten har sundhedsministeren nu igen været ude med sin behandlingsgaranti. Hvis man ikke kan komme til på de offentlige hospitaler, kan man få plads på inden eller udenlandske privathospitaler. Det er sundt med lidt konkurrence siger han i Politiken. Han vil med behandlingsgarantien rette op på den uligevægt, som han siger, at der kun behandles 1 på et privathospital for hver hundrede der behandles på de offentlige sygehuse. Man må spørge hvordan den samlede kapacitet vil blive udvidet med dette, for det melder historien ikke noget om, men hvis det drejer sig om at kunne stå i privathospitalets kø samtidig med i den offentlige kø, så er der selvfølgelig håb for de rige. I en kø til privathospital kan man købe sig til at komme forrest. Det er rendyrket liberalisme som Sundhedsministeren her fremlægger, helt bogstaveligt vil det betyde den økonomisk stærkestes overlevelse.  Fortjenesten på hospitalsdrift overstiger alle andre investeringer. Så når sygehusene nu er overgået til 5 regioner direkte finansieret af statskassen, skal vi være på vagt overfor udviklingen som sundhedsministeren tegner op. Alle regner med at de 5 regioner kun er en overgangsordning, så Danmark inden længe bliver én region i EU. Ved at overføre sygehusene fra kommuner og amter til stat og regioner, er der gjort de nødvendige forberedelser til et samlet salg af alle offentlige sygehuse, som jo snart er de eneste store virksomheder der er tilbage som rene offentlige institutioner.

Den såkaldte nordiske samfundsmodel er uacceptabel i EU's samfundsmodel. Det er derfor bemærkelsesværdigt så lidt EU afhængigheden har præget valgkampen. For når velfærden er blevet hoveddagsordenen er det jo fordi den danske befolkning klart har sagt fra overfor de årelange angreb og nedskæringer på den tidligere så berømte nordiske velfærdsmodel. Det er jo ikke fordi Danmark ikke har råd til det, tværtimod. Nej det er et led i samfundsforandringen frem mod det rene liberalistiske samfund. Nøje planlagt og dikteret af EU. Nu i ny og stærkere udgave med en forfatningstraktat.

Så der er 10 dage til at sætte EU i fokus i valgkampen. 10 dage til at sætte forfatningstraktaten og kravet om folkeafstemning i fokus. 10 dage til at sætte fokus på social- og arbejdsministrenes aftale fra Juli i Portugal, der lagde en nøje plan for hvordan EU kunne gennemføre Lissabon aftalen om ophør af kollektive sociale og arbejdsmæssige aftaler i medlemslandene. 10 dage til at fokusere på EU aftalen om at ændre uddannelserne til groft sagt uddannelse af arbejdsbier og eliter. Det er bare om at komme i gang og blande sig.

Vi står midt i en politisk og ideologisk kamp. Det gælder både den aktuelle valgkamp og den aktuelle samfundskamp. Det er kampen for fællesskabets tryghed mod den rå egoistiske kapitalisme. Det er en kamp om hvilket samfundssystem vi vil leve i.

Vores svaghed som kommunister og arbejderklasse er, at vi er oppe imod et etableret stærkt magtsystem, som med stor dygtighed forplumrer og slører virkeligheden både nationalt og internationalt Som skaber kunstige fjendebilleder for at splitte arbejderklassen, og som gør det svært at komme til orde i den ideologiske kamp, trods alle de mange ord om vigtigheden af ytringsfriheden.

Men vi har som arbejdere også stor styrke. Den ligger i vores fælles klasseinteresser. Den gør at vi har et fællesskab. Gennem generationer har vi lært, at kun i fællesskab kan vi få opfyldt vores krav til livet og arbejdslivet. Det fællesskab har vi set blomstre op gennem de seneste år. Det har vokset sig stærkere og stærkere, og er årsagen til at netop velfærd er hovedemnet i denne valgkamp.  Det er udtryk for vores fælles klasseinteresser. Når den liberalistiske borgerlige regering vil manipulere kravet om flere hænder i den offentlige sektor over i et tilbud om stressbehandling, så signalerer de klart deres menneskeforagt. For dem skal folk bare arbejde. Slides de ned, kommer der ny arbejdskraft til fra nye generationer, mens de udslidte må klare sig som de nu bedst kan, eller har forsikret sig til.

For mange år siden besøgte jeg en fabrik i det daværende Sovjetunionen. Jeg selv kom fra en fabrik i metalindustrien. Selv om jeg var meget ung var jeg allerede så mentalt ødelagt, at jeg næsten blev syg af at se det langsomme tempo på de sovjetiske fabrikker. Jeg påtalte tempoet overfor fagforeningen ved mødet bagefter, og sagde at de ville dø af sult ude i den omliggende verden med det tempo. De svarede at de ikke havde gennemført en revolution for at de fortsat skulle dø af nedslides i produktionen, og hvis den omliggende verden krævede det af sine arbejdere, så syntes de at vi skulle lave den verden om!

Det er lige præcis det vi kommunister vil. Det er jo også det som de strejkende og protesterende arbejdere vil. Det er hele fællesskabets kamp, og i den kamp skal vi alle gi en hånd med. For at det kan lade sig gøre at lave samfundet om, viste arbejderne i Rusland os for 90 år siden. Andre lande er kommet efter og fastholder sin udviklingsvej under svære internationale betingelser. Over hele denne udvikling lyser de to vigtige begreber i arbejderklassens kamp for socialisme og fællesskab: Solidaritet og proletarisk internationalisme.