ØMU krisen og velfærd

Grækenland reddede Løkke Rasmussen, lød det i går. Det fiaskoramte klimatopmøde i København skulle have været diskuteret på EU topmødet, men måtte udsættes pga. EU's problemer med Grækenland.

For EU består problemet i at Grækenland har et budgetunderskud på ca. 12 %. Det må man jo ikke have når man er med i ØMU’en, for meningen er jo at der skal være mindst mulig stat – mest mulig marked i EU landene. Undtaget selvfølgelig når kapitalen kommer til at spille pengene væk, så skal staten være der til at kræve de nødvendige støttebeløb op hos borgerne.

Problemet for grækerne er, at den EU tro regering vil nedsætte budgetunderskuddet gennem store nedskæringer i den offentlige sektor og i løn og pension hos de ansatte der bliver tilbage.

Det vil de ikke finde sig i. ”Det er ikke os der er skyld i krisen” siger de, og fagoppositionen PAME fik stor og bred opslutning til generalstrejken i onsdags. Der var massedemonstrationer i 67 byer, og deltagerne var både fra det offentlige og det private arbejdsmarked. ”Vi vil ikke betale for kapitalismens krise” råbte de taktfast. Den socialdemokratisk dominerede del af fagbevægelsen støttede - ikke overraskende - ikke demonstrationen mod regeringens planer, for som de sagde: ”Det er ikke regeringens skyld, men EU's skyld.”.

Vores kammerater dernede er meget tilfredse med opslutningen til generalstrejken, for dens omfang tydede på at medlemmerne af fagbevægelsen ikke støttede den socialdemokratisk dominerede fagbevægelses afstandtagen fra generalstrejken. Dertil blev det fra den side jo også slået fast at EU medlemskabet og Eurolænken har hovedskylden. Så EU modstanden fik også en tur opad.

Der er planlagt ny generalstrejke den 24. februar.

Men EU gik som bekendt ind og ”reddede Grækenland for bankerot” som det dramatisk siges. Vi skal her lægge mærke til denne pludselige dramatik der er kommet omkring statsgæld og budgetunderskud, som bliver fulgt op af vurderinger om at det samme jo kunne ramme Spanien, Italien, Tyskland m.fl. Men virkeligheden er, at en lang række lande i mange mange år har levet med store budgetunderskud og låntagning, ligesom Danmark gjorde det i mange år. Forskellen på Danmark, som indtil bankpakkerne havde fået overskud på budgettet, og de andre lande er kun, at danskerne fandt sig i en bomhård nedskæringspolitik overfor den offentlige sektor – velfærd om man vil, som begyndte allerede i 80’erne og forstærkedes i 90’erne og fremefter. Det har befolkningen ikke fundet sig i, i de nævnte lande. – og vil heller ikke finde sig i det nu.

Skrækpolitikken begyndte her med at sætte tal på hvad hver enkelt dansker skylder – inkl. babyer. Men som vi altid har sagt, den offentlige sektor er også investeringer. Bygger vi f.eks. en ny skole skal den gerne stå i 50 år (mange af vores skoler har stået i mere end 100 år) eller et nyt hospital, så er det sådan, at lige så lidt som man køber et nyt hus kontant, er det også ok at der betales af på en skole, et hospital, broer, veje osv. i de år de står og fungerer. Men en sådan økonomisk politik passede jo ikke godt med at man var på vej med at sælge arvesølvet og privatisere det hele. Danmark har haft travlt med at få afviklet den såkaldt nordiske velfærdsmodel med skattebetalte fælles rettigheder, så travlt, at vi i velfærd halter bagud for andre EU lande nu.

De græske arbejdere og den græske befolkning er nu og i fremtidige kampe i åben konfrontation med EU på baggrund af at de er med i ØMU /Europolitikken med dens såkaldte konvergenskrav, som de har accepteret ved indgåelsen i dette økonomisk-monetære samarbejde. Den situation står vi danskere ikke i, i og med at vi nedstemte forslaget. Det betyder ikke alene at vi har beholdt vores egen valuta, men også at vi ikke er bundet af konvergenskravet.  

Danmark og ØMU nedskæringer

Alligevel turer vores regering frem med at også Danmark på grund af konvergenskravene skal nedbringe det underskud på statsbudgettet som først og fremmest er opstået med de 2 bankpakker. Det skal så ske gennem en ny hestekur mod velfærdsområder. Kommuner og regioner, som er sat til at administrere dette for beløb bestemt af staten, skal holde status quo i økonomien. Da inflationen stiger, ikke mindst på grund af nye afgifter, vil det betyde både nedskæringer og prisforhøjelser på de kollektive velfærdsydelser. Det vil sige færre nyanlæg og renoveringer, ringere undervisning og mere selvbetaling, ringere ældrepleje, og dyrere børneinstitutioner, busser osv.

Altså, det er velfærden her, som i Grækenland og andre steder, der skal betale for kapitalens grådighed og sammenbrud, og for at de kan fortsætte med det! Men det skal vi ikke finde os i. De kolde fakta er, at Danmark sammen med kun 5 andre lande ligger under den grænse EU har sat med hensyn til at gælden ikke må overstige 60 % af BNP.

Vort sygehusvæsen

For vores offentlige sygehusvæsen er angrebet allerede sat ind. Massefyringerne rundt omkring på vores regionshospitaler ruller nu, og personalerne krydser fingre for vores helbred. Meget andet kan de ikke. Det har længe stået klart, at budgetoverskridelserne på hospitalerne havde baggrund i både de beslutninger regeringen har truffet om ventetidsgaranti, tvunget brug af privathospitalerne, der får overbetaling for de samme ydelser, og de mange strukturomlægninger der har været truffet politisk beslutning om. Med tanke på dette, og med tanke på at personalerne har knoklet ekstra meget for at undgå at skulle videresende patienter til de dyre privathospitaler på grund af ventelistegarantien, må vi sige at budgetoverskridelserne er beskedne.

Alligevel er regeringen helt kold, og fra oppositionen lyder der kun ord. Fra befolkningens side er der stor forargelse og fuld opbakning til at tilbagekalde fyringerne og sikre gode offentlige hospitaler med top behandling. Alligevel sender regeringen midt i denne skandale sin Sundhedsstyrelse i byen med en plan for at nedlægge Aalborg sygehus som specialsygehus for hjertesygdomme, og at lade dette og fedmeoperationer foregå på privathospitaler. Det har skabt et ramaskrig, og alt tyder på at det foreløbigt kun fremkom som en prøveballon. Men hvis ikke der holdes fast i hele problematikken om vores offentlige sygehuse, bliver det en realitet. Vi skal gøre os meget klart, at hele denne manøvre går ud på at få privatiseret sygehusvæsenet. Vores helbred er en vare, der skal handles på markedet. Danmark er bare lidt foran med at ville realisere dette, ligesom vi var og er med offentlige nedskæringer i almindelighed. Vi er nødt til at gentage igen og igen: Vi har haft 20 år med markedet som styringsmekanisme, med Friedmanns nyliberalistiske teori, som han fik Nobelpris for. Det system duer ikke, Det brød totalt sammen lidt før jul 2008, og vi er i fuld gang med at betale regningen.

Arbejdsløshed og forbrug

En af regningerne er en stadig stigende arbejdsløshed. Som tallene ser ud lige nu er der 15.000 jobs til rådighed for små 150.000 arbejdsløse. Og det er jo jobs med revl og krat. Industrien lukker ned og flytter, byggeriet er gået i stå, og det offentlige fyrer og erstatter med arbejdsløse på løntilskud. Om det sidstnævnte nytter det ikke at arbejdsministeren understreger at det er forbudt. Forbuddet er alt for nemt at omgå.

Forbruget er gået i stå, og det merforbrug som skattereformens fortalere påstod, skulle sætte gang i, er ikke kommet. For de meget rige er der jo grænser for hvor meget man kan forbruge mere, for mellemindkomsterne er der begrundet frygt for arbejdsløshed og stor gæld man gerne vil afdrage, og for den største samlede gruppe af befolkningen på ca. 1½ million, har der ikke været nogen skattelettelse med tværtimod en forhøjelse på grund af de nye afgifter, forhøjede daginstitutionspriser og lignende.

For de mange der er blevet arbejdsløs er der sket en halvering af indtægten.

For at afhjælpe deres situation og samtidig hjælpe med at holde forbruget i gang, satte den progressive del af fagbevægelsen gang i underskriftsindsamlingen om 25 % forhøjelse af dagpengene. Det svarer til det, de har tabt i værdi efter satspuljeordningens indførelse om ikke at regulere fuldt ud efter løn - og prisudviklingen. Selvom LO formanden har været meget positiv overfor dette forslag, har det ikke vundet Socialdemokratiets opbakning, og helt galt bliver det da, når vi fredag kunne høre at den kommende formand for Kommunernes Landsforening, socialdemokraten Jan Trøjborg, borgmester og tidligere minister, har udtalt at han ikke vil modsætte sig at man på grund af krisen kan røre ved dagpenge og efterløn. Det er pinligt at være vidne til at venstre skal sidde og håne det gamle tidligere arbejderparti for en sådan udmelding, men værre er, at det signalerer at socialdemokratiet ikke har forstået hvor det er, der skal investeres, for at skabe mulighed for at fastholde det forbrug der kan sikre aftagning af produktionen, og dermed sikre arbejdspladserne.

Krav til virksomhederne

Men selvom forudsætningen for at sikre arbejdspladser i produktionen og i byggeriet er, at der er aftagere, så spiller også helt andre faktorer ind. Her tænkes på kapitalens dræbende grådighed. Produktionsvirksomhederne i Danmark flytter i stigende grad ud af landet til områder hvor der kan opnås højere profit. Det er lande med lav skat, dårligere miljøkrav, dårligere løn og arbejdsforhold. For byggeriets vedkommende handler det om at ansætte billigere arbejdskraft end den danske. Begge brancher udnytter til fulde EU's friheder for kapitalen med fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft, understreget af op til flere domme. Dette kan vi ikke bare sidde og se på. Der må stilles krav.

Ugeskriftet Mandag Morgen har lige opgjort, at vi som skatteborgere yder det såkaldte erhvervsliv 21 milliarder kroner om året i direkte eller indirekte tilskud. Et oplagt krav må være, at hvis en virksomhed lukker eller flytter af profithensyn, skal de betale de tilskud – direkte eller indirekte – tilbage til statskassen. Dernæst, at de pålægges at betale en lige så stor andel til arbejdsløshedsdagpenge og efterløn, som arbejderne selv betaler over bruttoskatten og A-kassekontingentet. Det er urimeligt at en virksomhed kan flytte ud af landet og efterlade byrden med arbejdsløshed til den enkelte, til by - og region og staten.

For byggeriets vedkommende er det meget enkelt. Hvis der ansættes en udenlandsk bygningsarbejder medens der går danske bygningsarbejdere arbejdsløse, betaler arbejdsgiveren en afgift for udstedelse af arbejdstilladelse. Afgiften skal modsvare den omkostning vedkommende sparer i forhold til den gennemsnitlige løn i Danmark for faget. Det med afgifter er regeringen jo verdensmestre i, så det er bare at stile kravet og komme i gang.

Storforbrug i militæret

Andre krav stikker os lige i øjnene. Lang tid før krisen brød ud, bandt Danmark sig til at købe nye jagerfly for flercifrede milliardbeløb. Vi havde en forsideartikel i Kommunist om et møde mellem USA's forsvarsministerium, USA fly producenter og dansk industri og anden dansk økonomisk elite. Der blev lavet lokumsaftaler, og nu er det kommet frem, at den daværende erhvervsminister Bendt Bendtsen lovede USA selskabet der producerer en af de tre flytyper der har budt sig ind, (joint Fight Strikers) at de kunne få ordren uden at skulle lave modkøb, som er normen med så store indkøb. Trods krise og kæmpe budgetunderskud, tillader regeringen – og folketinget med – sig at fastholde at Danmark skal smide op mod 100 milliarder kr. ud. Oprindeligt er prisen 40 milliarder, men det er netop afsløret fra ekspertside, at der ingen fastpris er, og at det snildt kan løbe op på 100 mia inden alle fly er leveret og funktionsdygtige. Det er næsten lige så eget som Danmarks budgetunderskud lige nu. Dette skandaløse projekt fastholdes trods krisen, og Forsvarsminister Gade er endda gået ud med krav om at der her og nu i marts senest, skal træffes beslutning om at det bliver JFS der købes. Ved siden af denne skandale, indløber meddelelser om at Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan dagligt bliver dyrere end budgetteret. Åbenbart overraskende for budgetlæggerne, fordi dyre kampvogne bliver sprængt i krig, våben ødelægges, folk dør osv. Militæret kræver derfor forøgelse af deres budget udover inddækning af allerede foretagne budgetoverskridelser. Oven i dette kommer vores tidligere statsminister Fogh og kræver at NATO medlemslandene forhøjer deres medlemskontingent, så NATO kan gennemføre deres krige.

Afghanistan

Til alt dette toner der ikke en alvorsfuld statsminister og vicestatsminister frem og taler om sparekniv, om at overholde budgetter, og om at skulle betale sin gæld.

Selvom vi ikke har nogen stærk fredsbevægelse her i Danmark, i modsætning til andre krigsførende lande, så ved alle, at det ikke går godt i Afghanistan rent krigsmæssigt for krigsherrerne. Hvorfor trækker de sig så ikke pænt og høfligt tilbage, kunne man med rette spørge. Desværre er det nok sådan, at der lige nu forsøges lavet nye lokumsaftaler med den påståede ærkefjende, Taleban. Det er jo lige nu blevet klart, at der er fundet ikke kun olie, men også guld og andre ædle grundstoffer i Afghanistan. Umiddelbart efter disse fund, lancerer Talebans ærkefjende, NATOs Anders Fogh Rasmussen, forslaget om at krigsstyrken skal forhandle med Taleban om en fredsløsning. Sagt på godt dansk, købmandshandles der med de mest grusomme reaktionære og voldelige diktatorer Afghanistan har haft, om at give dem magten mod at krigsherrerne kan tilegne sig hovedparten af udbyttet fra de rige kilder i jorden – selvfølgelig mod en vis betaling. Formentlig for at styrke forhandlingspositionen er der indledt en storoffensiv i det Taleban styrede Helman provins

Det er afskyeligt og kynisk, præcis som imperialismen altid har været, og med fuld bedrag om formålet med krigen overfor den befolkning der har ladet sig bedrage til at både støtte og betale rovdriften i demokratiets navn.

Militær kontra velfærd

Vores parti har længe sat disse to sager, social tryghed og velfærd op mod krig og militær. Nu er det ved at slå igennem folkeligt. Der er igangsat en underskriftsindsamling mod fyringerne i sygehusene og der er lige nu igangsat en underskriftsindsamling mod Jagerfly købene af fredsbevægelsen. Vi vil støtte dem begge, men sagen reddes ikke kun af underskrifter, der skal også arbejdes agitatorisk for det, og ikke kun på nettet.

Vi skal stille vores krav, som de nævnte, men vi skal også i gang med at mobilisere til kamp for dem. Vi har tit talt om at vi er for små, for få medlemmer. Vi har også været stolte over at vi alligevel kan og gør så meget. Det er der også mange der misunder os. Vi vedtog på vores kongres at vi ville organisere en medlemskampagne. Efter kommunevalget kunne vi konstatere at ca. 2000 vælgere udenfor partiet har stemt på os, og at vi skal i kontakt med disse mennesker. Jeg vil give to eksempler på at der er et potentiale.  I København holdt vi et udvidet møde mellem sekretariatet og den kommunistiske fraktion i JBMF, forstået at fraktionen havde inviteret gode tillidsfolk og kolleger til at deltage. Der kom en del, og vi havde et rigtigt godt møde, hvor der kom masser af gode forslag til den fremtidige kamp fra alle. Et andet eksempel:

Vores nystartede afdeling i Vest Himmerland har fem medlemmer, heraf tre nye. De stillede op til kommunevalget og fik 72 stemmer. Efter stiftelsen arrangerede de derfor et offentligt møde om hvad vi står for og dagens problemer. Det fandt sted i lørdags, og der var 25 tilstede. De af jer der kender den del af landet ved, at der er langt mellem husene i den landsdel. Det blev et kanon godt møde med god pressedækning af både lokalpressen og en lokal tv producent, der sender landsdækkende. Så det er bare at gå i gang med kampagnen.

Lad mig derfor slutte med en lille beretning fra klassefjenden: En kammerat skal med sin kone på ferie i New York. Imidlertid viser det sig at kun hans kone kan få visum. Ved fornyet ansøgning skal han fortælle hvad han lavede i Sovjetunionen fra 1971 til 1972. (Han var på partiskole) og man kan selv svare på spørgsmålet om hvordan USA kan vide at han har været ude at rejse i det år. Men den historien viser er, at nu, er vi igen blevet farlige. Da vi i starten af halvfemserne sendte en ung kammerat til kongres i USA's ungdomsforbund, var der ingen problemer. Da gik visumansøgningen mest op i om man var medlem af en særlig religiøs sekt/retning, var bøsse eller erklæret terrorist. Nu er vi tilbage på listen. Det kan jeg godt forstå. Kapitalismen hænger i en tynd tråd, men den bliver hængende så længe folket ikke klipper den over.

 

Landsledelsesmødet den 5. september 2009. Den politiske situation

EU

Sommeren er blevet en tid hvor man skal være opmærksom på politik. Ikke kun prøveballoner, men alvorlige beslutninger. På EU og G8 topmødet bliver der truffet beslutninger med alvorlige konsekvenser. I år blev det igen Lissabontraktaten – forfatningen – der stod i fokus på EU topmødet. Irland skal have om-afstemning, og det bliver som bekendt den 2. oktober – Danmarks skæbnedag.

Irland har fået en aftale - som vores undtagelser - på nogle punkter om skattepolitik og lignende, men man skal lægge mærke til, at der intet kom igennem på det væsentlige krav der lå – ikke mindst fra Irsk fagbevægelse og bakket op af hele EU's fagbevægelse – omkring en såkaldt social protokol. Det var den som skulle indeholde og sikre faglige, sociale rettigheder, strejkeret osv.

Vi har hele tiden sagt at LO og den samlede EU / LO var naive, når de troede at noget sådan kan komme igennem, da kapitalens 4 rettigheder står over alt andet i EU. Sådanne arbejderrettigheder sætter netop begrænsninger op for kapitalen, og giver konkurrenceforvridning osv. Nu kan fagbevægelsen godt stoppe med at gå og bilde medlemmerne ind at noget sådan kan ske indenfor EU's rammer. Fagbevægelsen kan ikke gøre andet end at bekæmpe selve institutionen EU, og med Lissabontraktaten er Unionen endnu mere fasttømret og overstatslig.

Det har store dele af fagbevægelsen i Irland da også set, og bruger i kampen for et nej, og det skal vi fremhæve i den kamp vi nu må forstærke – ikke mindst i vores faglige kamp – for at bekæmpe EU, få os ud af EU, og få en folkeafstemning om forfatningsaftalen i Lissabontraktaten, såfremt Irland ikke endnu engang stemmer nej, og dermed statuerer deres veto. Partiet er medunderskriver af en fælles støtte udtalelse fra den internationale kommunistiske bevægelse om at fastholde nejét til Lissabontraktaten.

Arbejdsmarkedet

Sommerperioden har også været præget af at arbejdsløsheden fortsætter sin stigning.

Den ene meddelelse efter den anden, om nye massefyringer på store virksomheder, virksomhedslukninger, her ikke mindst meddelelsen om lukningen af Lindøværftet, er kommet dumpende. Dette er fulgt op af historier om de personlige tragedier for folk, der er blevet fyret og ikke er forsikret i A-kasse. Folk som så opdager at illusionerne om velfærdssamfundet bliver skudt ned, når de oplever Bistandshjælpens virkelighed - for de få der kan få den. Der har ligeledes været historier om folk der er i A-kasse, og som for første gang oplever at blive arbejdsløs og ikke hurtigt selv kan finde et nyt arbejde. De bliver så rasende over at opdage hvor utilstrækkelig understøttelsen er, hvor ydmygende arbejdsløshedslovgivningen er, og hvor vanvittigt Jobcentrenes tvangsforanstaltninger virker på deltagerne. Det er der dog ikke noget nyt i. Det har fagbevægelsen længe råbt op om. Pressens historier går nu på at en ”ny type” bliver arbejdsløse, og at de ikke vil finde sig i sådan noget. Hvad de vil gøre ved det, melder historierne ikke noget om, og den såkaldte nye type arbejdsløse har da heller ikke kunnet forandre en tøddel ved reglerne. Det er en politisk kamp, der kræver sammenhold og målrettethed.

I denne situation fremkom regeringens nedsatte arbejdsmarkedskommission med en række forslag der gør det hele værre. Det var lidt af en rød klud at smide ud i hovedet på den arbejdsløse og arbejdsløshedstruede befolkning. Regeringen skyndte sig da også at skyde dens rapport og forslag ned. De er lagt i en skuffe til bedre tider, siger de. Det var da også tragikomisk at komme med forslag til hvordan man gennem nye stramninger i arbejdsmarkedslovgivning og pensionslovgivning kan skaffe mere arbejdskraft til arbejdsmarkedet.

Kun de radikale fortsætter tappert med at påstå at manglen på arbejdskraft snart vender tilbage, og så skal man have vedtaget de mange gebrækkeligheder som kommissionen foreslår med kortere dagpengeperiode, nul efterløn, højere pensionsalder osv. nu.

Krisen

Selvom de radikale har mange folketingsmedlemmer med en hel - eller halvfærdig uddannelse indenfor statsøkonomi, har de i hvert fald ikke læst deres Marx, og har ligesom de mange ligesindede i de andre partier ikke forstået hvad det er der er sket, og hvorfor. Både de borgerlige og de radikale har været friværdiernes parti, cafe og samtalekøkkenernes parti. Den ballon er revnet, og gæld har det jo med at skulle betales, når det ikke mere bare kan konverteres til nye lån i ny kunstig værdistigning af boligen. Denne økonomiske krise for befolkningen har været selvforstærkende, og er gået hårdt ud over bilindustrien, brancherne der levede af køkken- og badeværelsesfornyelser, designer og modebranchen og lignende forbrugsbrancher. Det forstærker arbejdsløsheden.  Når hundrede tusinder bliver arbejdsløse og får deres indtægt halveret eller mere, falder forbruget også, og forstærker dermed arbejdsløsheden. Når der ikke er afsætning, falder behovet for at transportere varer – Cargo – rundt i verden. Det går ud over transportsektoren, herunder skibsfarten osv. osv.

Den manglende forståelse af denne krises alvor og dybde har ført til nogle virkningsløse tiltag: Udsættelse af momsbetaling, skattelettelser og lignende, som måske kunne hjælpe i en kort midlertidig krise, men det var ikke der, skoen trykkede. Frigivelsen af den tvungne SP opsparing skulle så sætte lidt gang i forbruget og dermed hjulene, men med de daglige tal for voksende arbejdsløshed og med en voldsom privat gæld, måtte det da ikke undre politikere og økonomer, at pengene blev enten gemt eller brugt til at betale af på gælden til banker og andre kreditforretninger. Og den gæld er jo af en sådan samlet størrelse, at den flere steder samlet overstiger bruttonationalproduktet. Kapitalismen har ladet arbejdende mennesker ride på en bølge af kredit, i stedet for at sikre dem en løn der kunne bære det forbrug kapitalismen havde brug for. Og det er jo selve kapitalismens paradoks, at producere mest muligt til lavest mulige løn. Derfor er krisen en systemkrise, og det er for os tiden at sætte det socialistiske samfundssystem op som alternativet.

Oprustning og krige

Det dybt alvorlige er, at kapitalismen i sine helt store kriser tyr til oprustning og krige. Det reddede dem ud af kriser op til 1. og 2. verdenskrig. Herhjemme har vi allerede set en voldsom vækst i det de kalder forsvarsbudgettet, sidst her i sommer med forsvarsforliget, som også SF var med i. Forliget var baseret på en krigsførende nation, og vi vil se det igen her i efteråret, når der skal træffes beslutning om indkøb af nye angrebsfly, Joint Strike flyene. Som I kan se i sidste nummer af Kommunist, er det dog ikke den danske befolkning der får gavn ud af dette, vi skal bare betale. Til gengæld får Mærsk noget ud af det, med kontrakten på at sejle rundt med flyene til de forskellige bestemmelsessteder. Det er takken til ”Danmark” for vores deltagelse i krigen i Irak og Afghanistan, som ikke er nogen succeshistorie for krigspropagandisterne. Det er fuldstændigt som når journalisterne glad meddeler at nu, går det bedre med økonomien, for nu er der nogle aktier der er i stigning (?) Nå, hvad skulle det så gavne almindelige menneskers økonomiske krise?

For at imødegå den uro der forventes fra folket, oprustes politiet også, så de kan slå ned på tendenser til folkelig uro. Jeg ser dem dagligt på deres uhyggelige træning i borgerkrig ude ved siden af min haveforening, hvor de træner på en nedlagt byggemastodonts grund. Men det sorteste har vi dog lige oplevet med stormen på Brorson Kirken.

Asylafvisning

Denne forfærdelige handling med det natlige overfald på bange, sagesløse flygtninge, der havde søgt tilflugt i en kirke, som skulle være symbolet på de påståede ”danske værdier” med demokrati og humanisme, har omsider fået det føjelige danske folk op af sofaen. Fra de første dages forsøg fra regeringens side på at slå protesterne hen med at regler er regler, og at de ”autonome” bare kunne holde sig væk, men altid skal lave ballade, er tonen blevet mere spag. Også blandt de alt for mange, der inficeret af DF´s fremmedhad, bare råbte med i koret om at flygtningene bare skal ud. Mange af os har oplevet stemningen om at nu, er det nok, når vi har stået blandt de mange tusinde demonstrerende mennesker fra alle generationer. Det er disse mange mennesker over hele landet som Birthe Rønn dog dum-stædigt omtaler som autonome, i sit pinlige forsvar for at også bortførelsen fra fængslet til selve udvisningen med fly skulle foregå i nattens mulm og mørke.

Den natlige hjemsendelse onsdag af de 22 tilfangetagne irakere har fået et tragisk, men også politisk efterspil. Konsekvenserne for de tvangs hjemsendte blev netop de, som vi advarede om. Nu har regeringen, Dansk Folkeparti, socialdemokraterne og SF fået blod på hænderne. Vi har derfor lavet forslaget til udtalelse om ”Stop udvisningerne”.

Hele denne sag har vist, at det statslige flygtningenævn, der skal behandle sagerne for de flygtninge der søger asyl, ikke følger FNs retningslinier og de humanistiske menneskerettighedsregler, men lader sig politisk diktere af regeringens politik. Den er underlagt den hadske stemning som Dansk Folkeparti til stadighed lader hagle ned over befolkningen, villigt fulgt op af mikrofonholdere, formiddagsblade og reaktionære aviser.

Hjemsendelsen af torturofre til ny fængsling og tortur er nu indklaget for FN, men det var dog uhyggeligt at høre gruppeformand Henriette Kjær fra Konservative slå det hen med et: -- Nå ja, så må den sag gå sin gang, og så kommer der vel en afgørelse… underforstået at der er nogle mennesker vi slår ihjel undervejs, men det er uinteressant. Til gengæld ville det have klædt Socialdemokraterne og SF at de havde råbt op – og fra starten. I stedet har de populistisk, i deres regeringsiver, gentaget regeringens argumenter om at regler er regler. Nej det er det ikke. Regler er politisk bestemt, og kan laves om. Og dertil kommer, at der også er regler om humanistisk ophold, som bare ikke blev benyttet – og ikke blev krævet benyttet af hverken Soc. eller SF. I øvrigt ville det nok have været klogt af dem at stikke en finger i jorden. Mange af de fremmed- frygtere, som de vil tiltrække, eller rettere sagt, trække fra DF til dem, skammer sig også nu, hvor sandheden om asylansøgernes skæbner er kommet frem. Det danske magtsystem gik langt over stregen, og det vil blive husket, hvem der ikke sagde fra.

Fair forandring

Stikke fingeren i jorden og kende virkeligheden havde også været en god ide, inden de to partimakkere fremlagde deres fælles regeringsalternativ – ”Fair forandring” til den borgerlige regerings politik. Forslaget lægger op til en større investering i offentlige arbejdspladser, som fagbevægelsen længe har krævet, og som er yderst påkrævet. Ikke alene på grund af nedslidte bygninger og faciliteter og konsekvenser af nedskæringer, men lige så meget for at skabe beskæftigelse. Til gengæld har de ikke fattet problemet med den manglende økonomiske forbrugsevne hos store dele af befolkningen.

Det lyder selvfølgeligt smart at nu skal millionærerne beskattes med 6 % mere. Folk jubler at det var da på tide. Men som vi skriver i udtalelsen, så giver det ikke mange penge i statskassen, for dem er der ikke så mange af. At de vil fastholde skattestoppet, er også dødbringende for samfundet. Ikke mindst kommuner og regioner. Langt den største gruppe mennesker her i landet er meget lavtlønnede. Det gælder især de offentlige ansatte, og uden klækkelige lønløft sker der ikke nogen forbedring i omsætningen. Det samme gælder i endnu større grad for de mange på overførselsindkomst. Det er nærmest en hån at love 2000 og 5000 kroner mere om året – før skat - til arbejdsløse på dagpenge, kontanthjælpsmodtagere og folkepensionister. 3-4 kr. mere om dagen hjælper ikke på fattigdomsproblemet. Det hjælper intet når overførselsindtægter stadig ikke skal reguleres fuldt ud, det hjælper ikke på at der lige er vedtaget nye såkaldt grønne afgifter på basale nødvendigheder som varme, vand og strøm, hjælper ikke på at de to partier foreslår nye afgifter, der som altid rammer de fattigste hårdest.

Finansloven

At regeringen har stukket fingrene i jorden tyder fremlæggelsen af deres finanslovsforslag for 2010 på. Det bliver slået stort op, at de føler sig nødsaget til at lave et underskud nu på hele 85 milliarder kroner, for at få sat gang i hjulene og gøre alting bedre. Det diskuteres så flittigt, om ikke det er farligt at budgettere med et så stort underskud. Men det er jo bluf det hele. Investeringerne i de offentlige beskæftigelsesfremmende foranstaltninger er for store deles vedkommende projekter, der fremrykkes. Og som det kan ses af udtalelsen, sker der en lang række nye nedskæringer. Det gælder vores bundskraber af et sundhedsvæsen, vores sygehuse, og ikke mindst investeringen i vores alles fremtid: De unges uddannelser. Bestræbelserne på at få slået kulturlivet ihjel fortsætter med fornyet styrke. Kultur skal være Tv’s kommercielle genudsendte underholdnings og sportsaktieselskabernes opgave. En god sygdomsbehandling, uddannelse og kultur er noget de velhavende kan få for de mange milliarder regeringen og DF har givet dem i skattelettelse, som vi så mangler i vores offentlige budgetter.

Vi har i vores kongresudtalelse peget på de tiltag der er nødvendige her og nu, og vi har alternativet i det socialistiske samfundssystem, der ikke som det kapitalistiske samfundssystem, har kriser indbygget i sit samfundssystem. Der ikke har krige, men fred og solidaritet indbygget i systemet. Der har uddannelse, sundhed og retfærdighed indbygget i systemet. Det er ikke populistisk nej, men det er hvad der er brug for. Det er det krav til forandring kapitalismen frygter så meget, at de overalt uddanner politiet til kamp mod såkaldt uro, at de danner hjemmestyrker, at de så massivt sætter historikere og medierne til at forvanske historien og kommunisternes indsats gennem vores historie, at de i EU og Europarådet vedtager antikommunistiske tiltag.

Men hverken vi, eller den internationale kommunistiske bevægelse ligger på den lade side i denne kamp. EU's seneste beslutning om at sidestille nazisme og kommunisme er så uhyrlig, at vi i den internationale bevægelse har lavet en skarp protest, som er underskrevet af en lang række kommunistiske og progressive parlamentarikere og forbundsformænd i EU. Tjekkiets kommunistiske ungdomsforbund, som af byretten i Prag, hvor de har hovedsæde, blev forbudt og gjort illegale, har kæmpet en hård kamp, også i retssystemets forskellige instanser. De har nu endelig vundet sejr i højesteret, der ikke kan finde belæg for byrettens dom, og har ladet sagen gå tilbage. Og som en lille nyhed kan jeg berette fra det japanske valg, hvor den mangeårige regeringskoalition endelig er faldet med et brag, at på trods af at Japans Kommunistiske Parti var en aktiv del af en samlet opposition for at vælte regeringen, har fået 4,94 millioner stemmer, en fremgang på 300.000 stemmer, svarende til 7,03 % og ni af parlamentets 119 pladser.

Nu står vi så overfor at gå ud i valgkampen til kommune- og regionsvalget den 17. november. Der er nok at slås for der, for det er der, vi alle kommer til at føle konsekvenserne af massefyringer, nedskæringer i ældreplejen, børneinstitutionerne, på erhvervsskolerne og gymnasierne, og i regionerne handler det om nedskæringerne på sundhedsvæsenet med hospitalslukninger, og om nedskæringer og nedlæggelser af kollektiv trafik til yderområderne.

Der er brug for os derude.

Landsledelsesmødet de 27. juni 2009. Den politiske situation

PET kommissionens rapport

Så kom den omsider. Rapporten fra den nedsatte kommission der skulle kulegrave PET's virksomhed under den såkaldt kolde krig og undersøge om PET havde begået brud på love, beslutninger og retningslinjer. På nuværende tidspunkt har kun ganske få haft lejlighed til at læse hele det digre værk, men det har naturligvis allerede skabt en del røre og i øvrigt reaktioner af vidt forskellig art. En sag står imidlertid helt klart: PET overvågede i al hemmelighed lovlige danske borgere på baggrund af deres helt legale og grundlovssikrede politiske opfattelse og/eller tilhørsforhold til et lovligt politisk parti, der ikke faldt i PET's smag.

En af de hidsige kritikere er den PET embedsmand som var chef for spionafdelingen det meste af tiden, som er blevet undersøgt. Han beskriver sin kritik i en kronik, og uddybede den i DR2´s Deadline. Et af hans kritikpunkter er, at alt for få blev indkaldt til ”afhøring” af kommissionen, og at afhøringen af de – som f.eks. ham selv – der blev indkaldt var både overfladisk og skete i en ubehagelig tone.

Nu kan afhøringer ofte være ubehagelige for den afhørte, som altid vil være den svage part i en sådan situation, så medlidenheden med en tidligere politichef kan ligge på et meget lille sted, men bør mane til eftertanke for de nuværende super borgerspioner, der afhører. Alt tyder da på, at PETs afhøringer af f.eks. den af PET mordmistænkte tuneser ikke ligefrem har været behagelig eller grundig for den sags skyld, når de ikke vil fremlægge dokumentation overfor offentligheden der begrunder såvel mistanken eller den efterfølgende administrative egenrådige ”dom” med de forfærdende konsekvenser for tuneseren og andre der har været offer for samme behandling.

Da jeg selv som 19-årig blev afhørt af PET var afhøringsteknikken den venlige ”Vil de ha´ en cigaret Hr. Karelius” som Scherfig beskriver, men det mildt sagt ubehagelige var opdagelsen af at der fandtes en sagsmappe på mig af enormt omfang, fyldt med overvågningsbilleder af mig. Det var også dengang ulovligt, og PET's ulovlige overvågning blev senere afsløret. Det var den såkaldte ”Kejsergade sag”. Denne afsløring afstedkom den bekendte regerings- og folketingsbeslutning, som nu igen afsløres som overtrådt af PET.

Under interviewet med den tidligere spionchef i Deadline gør han meget ud af, at det uretfærdige i anklagerne mod PET er begrundet i at alle andre, inklusive kommissionen, ikke fatter at det var nødvendigt at overvåge danske borgere på grund af den kolde krig og dermed den sovjetiske fare (!) Det er sludder og bortforklaringer på højt niveau. Sovjetunionen har aldrig truet Danmark, har aldrig invaderet Danmark og var endda en af de allierede styrker der befriede Danmark fra den tyske besættelse. Endnu mere rystende er det, at vi i dag ved, at den militære efterretningstjeneste sammen med prominente socialdemokratiske topledere underhånden aftalte med den tyske besættelsesmagt, at de ikke skulle overgive sig til de sovjetiske styrker, men kun til de engelske. Det kom som bekendt til at koste dyrt på Bornholm, som englænderne glemte at befri, og som de sovjetiske tropper derfor befriede under hård kamp mod tyskerne der.

I dag ved vi historisk også, at det ikke kun var dårlig forvaltning af socialismen i det tidligere Sovjetunionen der var skyld i kontrarevolutionen og tilbagegangen til det kapitalistiske samfundssystem. CIA med deres allierede såkaldt vestlige spiontjenester var særdeles aktive for at nedbryde det socialistiske samfundssystem for genindførelse af kapitalismen. Vi ved også, at det var de såkaldt demokratiske kapitalistiske stater der startede rustningskapløbet med dannelsen af NATO, opstilling af langdistanceraketter rettet mod Sovjetunionen, forberedelser til stjernekrigsprojekt osv. osv. og at det var Sovjetunionen der gang på gang fremsatte forslag til nedrustning og atomfrie zoner m.m. Men de tabte den kolde krig. Hele den internationale arbejderklasse tabte den internationale klassekamp dengang. Resultatet ser vi med al ønskelig tydelighed i dag, hvor krig og nedbrydning af faglige rettigheder er hverdagens dagsorden.

Men uanset disse historiske fakta, gav det ikke nogen hemmelig spiontjeneste ret til at overvåge borgere der udøvede grundlovssikret, politisk arbejde, uanset om det var vendt mod magtsystemet. I det omtalte interview sluttede eks spionen af med at sige, at det skam var et stort og vigtigt arbejde dengang, ”nu er det jo kun terrorisme, PET skal arbejde med”. JA tak, det var en grim nedvurderende bemærkning overfor de mange mennesker i Danmark der oplever PET's virksomhed med overvågning, døre til deres bolig blive sparket ind midt om natten, fængslinger uden dom, udvisning, fodlænker, retsløshed og andre grusomheder. Følgerne af retsløsheden og umenneskeligheden ses af tallene på de mange såkaldt forsvundne og ikke mindst i dag i Brorson kirken, hvor skræmte udviste irakere har søgt hjælp, mens bomberne hærger med massedrab dagligt i Irak.

Tilbage til rapporten, står der åbenbart usikkerhed om hvorvidt den borgerlige regering, der sad dengang da beslutningen om ulovligheden af overvågninger og aflytninger blev taget, selv i al hemmelighed for både folketinget og befolkningen lavede et justitsministerielt notat med retningslinier til PET, der var i modstrid med beslutningen. Hvis dette er sandt, er det en politisk skandale af historiske dimensioner, der må få konsekvenser. Under alle omstændigheder må afsløringerne få de konsekvenser, at:

- Der for det første opbygges et demokratisk kontrolorgan der sikrer offentligheden, at PET og FET ikke begår ulovligheder eller overtræder demokratiske retningslinier for offentlige myndigheders optræden – hemmelig myndighed eller ej, og overfor såvel urdanskere som nydanskere. Ligeledes skal det sikres, at deres arbejdsmetode med at sende agenter / provokatører ind som infiltratorer, der ligefrem opfordrer til ulovligheder, således som det er set i den såkaldte Odense-sag, omgående stoppes.

- For det andet, at ofrene for PET's ulovlige registrering og overvågning omgående gives mulighed for at få udleveret det materiale der ligger på dem, og at disse ydes erstatning for den uret de har lidt.

Militærforlig

Mens ligene af endnu to krigsdræbte unge danskere kom hjem, indgik alle partier i folketinget – minus Enhedslisten – et krigsforlig, som de tillader sig at kalde et forsvarsforlig, selvom det intet har med forsvar at gøre. At SF deltager i forliget er en rystende øjenåbner for de mange, der har troet på SF som et fredens parti. Med forliget ændres forsvaret til en udfarende krigsstyrke, som det siges: ”Forsvaret geares til at kunne løfte de internationale opgaver”. De internationale opgaver er krig, hvis nogen skulle være i tvivl. Til dette formål er der givet ekstra bevillinger til krigsmateriel, der jo som bekendt har en tendens til at blive smadret i krig. Der skæres ned på de hjemlige opgaver militæret har haft, og det må være opgaver som f.eks. redningstjenester og lignende til gavn for borgerne.

Oven i dette forlig vil komme forlig om køb af nye angrebsfly, som vi allerede nu ved, vil beløbe sig op i ufatteligt mange milliarder. Krigsministeren udtrykker sin glæde over det såkaldt brede forlig, som han ser som et godt grundlag for de kommende forhandlinger om flykøbene.

I forvejen er det afsløret, at forsvaret har et syndigt rod i deres regnskaber, har budgetoverskridelser og manglende forklaringer og dokumentation for brug af uhyggeligt mange penge.

Sammenholdt med dette, er det ufatteligt at der bare bevilges endnu flere milliarder til militæret. Deres budget er i forvejen større end hvad Storebæltsbroen kostede. Og sammenholder man militærets forkælelse med alle de andre offentlige institutioner, der ustandseligt udsættes for nedskæringer og ekstreme kontrolkrav, der fjerner arbejdskraft fra de oprindeligt tiltænkte opgaver til bureaukratisk kontrolnørkleri, er det helt uacceptabelt.

Danmark er nedslidt efter årtiers nedskæringer. Der er brug for milliarder af kroner til at genopbygge og renovere. Velfærden er i bund, og med den store økonomiske krise som kapitalismen har kastet borgerne ud i, vil der blive brug for mange penge til gensidig hjælp og støtte i en svær tid.

I stedet vælger ikke alene VKO partierne, men nu både Socialdemokraterne og SF at kaste borgernes penge, først ind i de bedrageriske bankkasser, og nu til militærets død og lemlæstelse.

Socialdemokraternes og SF’s menneskelige og sociale ansigt er afsløret som et krigerisk usocialt og menneskefjendsk ansigt. Med dette, vil det blive endnu sværere at samle den danske befolkning, til et opgør mod det borgerlige regeringsflertal. I alle meningsmålinger markerer danskerne med stort flertal, at de ønsker mere velfærd og at Danmark trækker sig ud af krigene ude i verden.

I den kommende valgkamp op til kommunal- og regionsvalgene må vores parti gå i spidsen for at varetage de krav befolkningen har til velfærd, som jo varetages i kommuner og regioner. Men det kan ikke ske uden at vi også lokalt markerer at det er regeringen og dens støtteparti der lægger de økonomiske rammer, og at de – nu sammen med SF – øser ud med gavmild hånd af velfærdsmidlerne til krig, død og ødelæggelse.

EU

Men et lille lys i mørket er dog blevet større. Her tænker jeg på Folkebevægelsens valgresultat til EU parlamentsvalget i denne måned. Selvom der skulle flere stemmer til et mandat efter at Danmark har fået færre pladser i parlamentet, fastholdt vi mandatet. Folkebevægelsen var tæt på at fordoble stemmetallet. Det flotte resultat var både et resultat af en bragende flot valgkamp for Folkebevægelsen, men også for den klare EU modstand. Junibevægelsens ”sidde på to stole” kritiske EU holdning mistede opbakning og dermed mandat, som så generelt politisk desværre, gik til Dansk Folkeparti, der optrådte markant EU kritisk under valgkampen. Det er også værd at bemærke sig, at de radikales ukritiske EU begejstring ikke fik opbakning, og man må vel nok sige, at Venstres spidskandidats manipulerende parole, der fik ham til at fremstå lidt kritisk, nok klarede skærene for deres ellers forventede større tilbagegang.

Vi vidste alle hvor vigtigt det var, at folkebevægelsen fastholdt sit mandat, og dette er blevet bekræftet af det nyligt afholdte EU topmøde.

Endnu engang viser EU toppen sit udemokratiske og manipulerende ansigt. Forræderiet overfor det irske folks nej er endt ud i tynde juridiske snørklerier om undtagelser i forhold til abortlovgivning og neutralitet. Hele den såkaldt sociale protokol, altså det nej der var begrundet i undergravningen af de irske overenskomster og faglige rettigheder, var der ikke et ord om i undtagelserne.

Til dette har vi kommunister gang på gang sagt, at det da også er en illusion at tro man kan lave protokoller der tager afstand fra selve det grundlæggende i EU, nemlig kapitalens uindskrænkede rettigheder.

Vi må så se, om det lykkes EU toppen og den irske premierminister at få lokket irerne til at sluge forfatningstraktaten fra Lissabon mødet med de tynde lunser de får smidt fra EU toppen. De tilstedeværende statsministre strålede dog som små sole, og regnede med at nu, var den hjemme. I hvert fald godkendte de selv den traktat, som har så stor folkelig modstand.  I parlamentet er der allerede gjort klar til at den ny forfatning gælder. Vi må gøre hvad vi kan for at bakke modstanden i Irland op, så vi endnu engang kan få slukket det sejrsikre smil hos eliten.

Som bekendt blev Baroso genvalgt til at blive indstillet som præsident – indtil videre formand – og mon ikke han bliver valgt. På BBC så jeg for øvrigt et TV portræt af ham og hans liv, og konstaterede at han, som så mange andre, havde begyndt sin politiske løbebane i ML – ja og så endt som formand for det mest reaktionære og arbejderfjendske i verden, EU. Sådan kan det gå.

Slutteligt om EU valget, var det samlede resultat for parlamentsvalget ikke ligefrem progressivt. Men for vores græske kammerater kan jeg oplyse at det gik godt med fremgang i stemmer og procenter for det kommunistiske parti, som bevarede deres 2 mandater, denne gang dyrt ”betalt”, og partiet de grønne kom ind med 1 mandat. For vores egen danske Panos, der var opstillet som nr. 6 på listen, fik han 17 % i Stockholm, 18,64 % i Gøteborg og 24,24 % i København. Tillykke.

Resultatet af det danske EU parlamentsvalg er et godt udgangspunkt for den forstærkede EU modstand, som er en integreret del af vores politiske arbejde. De bristede illusioner om en social protokol, der skulle sikre de faglige rettigheder, skal nu trænge ind i den danske fagbevægelse, så vi kan blive fri for at Fagbevægelsens top fortsætter sin afvisning af fælles europæisk faglige aktioner for vores rettigheder, begrundet i illusioner om aftaler der ikke er det papir værd de er skrevet på.

Fra vores kongres har vi beslutningen om at gå offensivt ud i en medlemskampagne over hele landet, og vi må sige at både med EU valget, det efterfølgende topmøde og med militærforliget har vi et rigtigt godt udgangspunkt.

Jeg vil slutte med at kommentere en tragikomisk nyhed om den stigende arbejdsløshed. TV avisen torsdag bragte op til flere gange en historie om at det nu er helt nye typer, der bliver arbejdsløse, og at disse ikke vil finde sig i den behandling man som arbejdsløs får på jobcentrene. De talte med en arbejdsløs kollega, som klagede over den ydmygende behandling hun havde været udsat for, og den klare fornemmelse af at blive behandlet som et B-menneske.

Ikke et ondt ord om at indslaget blev bragt. Det skulle have været bragt for flere år siden da – åbenbart – en anden type arbejdsløsemennesker, også klagede over det selv samme. Eller de skulle have gjort noget ved de mange klager der er kommet gennem årene fra fagbevægelsen. Eller de skulle have undersøgt hvad der lå bag statistikken om at medarbejderne klager over grovheder og ligefrem truende adfærd fra de arbejdsløses side. Reaktioner der forståeligt nok kommer af vrede, ja megen, megen vrede over behandlingen og vilkårene. Men i virkeligheden kunne journalisterne bare have læst arbejdsløshedslovgivningen og direktiverne fra arbejdsministeriet, så ville de se, at allerede der beskrives arbejdsløse som B-mennesker, der skal ydmyges, mistænkeliggøres og kontrolleres i alle ender.

Det er da helt fint at der omsider kommer presse fokus på det. Måske begynder de arbejdsløse journalister også at klage over dagpengesatsen. Så går vi måske bedre tider i møde på i hvert fald det punkt.  

Landsledelsesmødet den 28. – 29. marts 2009

Anders Fogh Rasmussen har for længst set i den politiske krystalkugle, at tiden var ved at løbe ud for ham og hans kumpaner. Hverken spindoktorer, løgne eller fjendebilleder kan længere skjule konsekvenserne af klassekonfrontationspolitikken, som de har kaldt liberalisme. Måske har han lært af sin gamle ven George Bush, at når man alligevel skal af sted, så skal man skynde sig at få raget mest muligt til sig og vennerne inden man går, efter devisen: efter os kommer syndfloden. Men det er nu mere sandsynligt at eftermælet er ligegyldigt i de kredse, blot de har sikret sig selv. Det har historien mange eksempler på, også den nyere. Direktøren for Roskilde Bank er et af de nyere eksempler. Det forstyrrer ikke hans jagt ture at alle de mennesker han snød til at sikre sig selv et stort udbytte ligger i grus.

Historien om Roskilde bank er et ualmindeligt godt eksempel på den måde som kapitalismen fungerer på. Sælgerne i banken kunne – på direktørens ordre – true kunder med lån i banken til at tage et nyt lån til køb af flere aktier for at få kursen til at stige på grund af den så (kunstigt) voksende efterspørgsel på aktierne. Det skete sågar kort tid inden banken skulle gå konkurs. Alligevel kunne direktøren gå af med honnør og millionhåndtryk og efterlade ruinerne til kunderne og samfundet. Der er åbenbart ikke nogen fare for at denne direktør – i folkeøjne en storsvindler – skal frygte at politiet tropper op og forstyrrer ham, mens han sidder i sit frivillige otium og tæller sine mange penge. Han har jo kun snydt kunderne, og det er åbenbart legalt i den kapitalistiske lovgivning. Anderledes forholder det sig med en små svindler som Stein Bagger. Han har snydt de andre svindlere, og det er straks mere alvorligt i lovgivningen.

For Fogh og hans kumpaner i Venstre, Konservative og DF ser deres egen fremtid også ganske lys ud. Som statsministerens intelligente kone har udtalt: Jeg gider ikke høre mere om krisen. Hjemme hos os er der ingen krise…Ups!  – så lær dog at vare din mund kone - Men vennerne kom hende omgående til undsætning: Modigt sagt, hed lederen i Jyllandsposten et par dage efter, der er jo ingen grund til at pibe.  Nej hverken Fogh eller venner kan se frem til at skulle leve af en arbejdsløshedsunderstøttelse på fattigdomsgrænsen. Tvært imod er Fogh selv i gang med at sikre sig tak hos vennerne for at have gjort Danmark til en krigsførende nation og for at have slæbt unge danskere i krig til fysisk og psykisk invaliditet eller død. Jobbet som NATO chef vil sikre ham en højere position på indkomststigen blandt det mindretal der tjener store penge. Vennerne har han nået at give store skattelettelser inden han går. Ideen med at de stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder har regeringen og DF tolket derhen, at det derfor er flertallet der skal bære byrderne, for de har virkelig været mindretallets regering. Et bestemt mindretal altså.

Vi har tidligere diskuteret skattereformen, hvor det stod klart at indkomster op til 300.000 kr. årligt ikke får noget ud af reformen, for ikke at sige et minus på grund af de nye afgifter. FOA viste at det største flertal af befolkningen lå netop i denne indtægtsgruppe. På sidste LL møde efterlyste vi tal for hvor mange der ligger på højere indtægter. Tallene vi nu har viser, at gruppen mellem 300.000 og 500.000, som er en ret almindelig indtægt for f.eks. håndværkere, og som får en mindre skattelettelse, kun er på ca. 290.000 mennesker. Samlet viser tallene, at mere end 90 % af befolkningen får intet eller kun lidt. Derimod får det rige mindretal rigtigt mange flere penge til rådighed. Ud af knapt 4,5 millioner mennesker ligger godt 530.000 på en indtægt mellem 500.000 og en million, altså ret så vellønnede. Gennemsnittet for dem er omkring 800.000 kr. De helt store gevinster scores af et mindretal på 45.000 der tjener fra 1 million til mange millioner. Det er mindretalsbeskyttelse der vil noget. Når dette betyder så meget er det jo fordi, at de manglende skatteindtægter fra de der tjener mange penge betyder, at der igen vil blive skåret på de kollektive ordninger vi betaler til over skatten. Det betyder øget brugerbetaling og dårligere serviceniveau.

For de rige betyder det ikke noget at skulle betale for deres børns uddannelse. Ikke noget at vælge et privathospital hvor som helst i verden hvis de bliver syge, eller at skulle betale lidt mere for strøm og varme. For det store flertal betyder det at der bliver færre der får råd til at give sine børn en længerevarende uddannelse, at sygdomsbehandlingen på de offentlige hospitaler bliver endnu ringere og at de ældre i samfundet får endnu sværere ved at klare sig.

Med den hidsigt voksende arbejdsløshed er der lavet en undersøgelse der viser, at de der bliver fyret kun vil kunne blive i deres ejerbolig ½ til højst 1 år. Så kommer konkurserne og presset på lejerboliger der ikke er til stede.

Den såkaldte opposition er omsider vågnet op. Kravet om igangsættelse af beskæftigelsesfremmende initiativer fra såvel Soc. SF og radikale og ikke mindst fra fagbevægelsen har dog ikke vundet gehør parlamentarisk. Det kommer det heller ikke til i en form der nytter noget. Det finder de sig så i, og lover valgtaktisk at det vil de sætte gang i, hvis de får regeringsmagten. Men værst er det, at fagbevægelsen finder sig i det. Derfor er der – med de menneskelige katastrofer vi kan forudse komme – brug for at sætte en helt anden dagsorden op her og nu. En dagsorden der sætter fokus på problemets kerne: Det kapitalistiske samfundssystem og finanskapitalen. 

Vi siger i vores udtalelser og diskussioner at socialismen er alternativet, og det er sandt. Men trods al den elendighed vi oplever som arbejderklasse i disse tider, er erkendelsen af dette langt fra slået igennem. Tværtimod knuger angsten for arbejdsløshed, og vi ser sågar endnu engang at mennesker bøjer sig for krav om lønnedgang i et håbløst forsøg på at bevare sin arbejdsplads. Vi må derfor præcisere og målrette både angrebene på samfundssystemet og vores bud på alternativer både her og nu og på langt sigt.

I vores strategi om kampen mod monopolerne som en samlende kamp, er bekæmpelsen af de største monopoler nærværende. Her er der tale om finanskapitalen, som er så globalt sammenfiltret, at et krak et sted, som det var tilfældet i USA, kan rive hele den globale finansverden med sig. For at redde deres grådighed har befolkningerne overalt allerede måttet betale tusinder af milliarder i tilskud til dem, på bekostning af de støtteforanstaltninger vi i stedet skulle have understøttet hinanden med som ofre for krisen. Finanskapitalen har tiltaget sig selv verdensherredømmet og påstår sig livsnødvendig for samfundenes overlevelse, som om det var en videnskabelig sandhed. Det er det ikke! Finanskapitalen er en gren af kapitalismen der har tiltaget sig magten over samfundene og hver enkelt samfundsborgers økonomi. Den bestemmer den politik der skal føres globalt og nationalt, den ejer medierne, den lader sig ikke kontrollere eller tillader demokratisk indsigt eller valg til dens ledelser. Den er i sandhed, som det blev sagt på Lenins tid hvor den var nyetableret som et led i kapitalismens udvikling, en tilbagevenden til monarkiet – nu finansmonarkiet. Alle andre vundne demokratiske foranstaltninger er blevet underlagt dens magt.

Men den magt kan svækkes og knuses. Til dette er den aktuelle situation oplagt, hvor finanskapitalen har blottet sig, og har måttet kræve direkte almisser af befolkningen, uden at kunne kvittere med beskæftigelse, bedre service i deres banker og pensionsselskaber, endsige godtgørelse af de tab de har påført småsparerne og pensionsopsparere.

At skabe forståelse for det socialistiske alternativ handler om at vise forskellen på en politisk linie der konsekvent på både kort og lang sigt er til fordel for arbejderklassen, frem for lappeløsninger og underkastelse, som kendetegner den parlamentariske opposition.

Da krisens omfang blev kendt, var vi sammen med den internationale kommunistiske bevægelse omgående på banen med vores konkrete forslag til krisehjælp til befolkningen ud fra de specielle forhold der gælder for vores land. Disse forslag skal vi videreudvikle og konkretisere i det forslag til kongresresolution vi skal udarbejde til vedtagelse på vores kongres i maj.

Vi står nu umiddelbart foran fejringen af NATOs 60 års jubilæum i starten af april. At medierne først og fremmest omtaler denne begivenhed med gisningerne om hvorvidt Fogh bliver den ny generalsekretær, er hvad man kunne forvente. Hvad der kunne være langt mere brug for er en gennemgang af NATOs historie og ugerninger. Vi har i vores blad tidligere haft fat i de mange krige NATO har ført gennem sin tid, og har beskæftiget os med de nye doktriner, der har gjort NATO til en angrebspagt. I disse dage er det tiåret for NATOs angrebskrig mod Serbien, og NATOs krig i Afghanistan raser med stigende dødstal blandt både befolkningen og de indtrængende soldater. Den nuværende chef for NATO har bekymret udtalt, at det er afgørende for NATOs fremtid at denne krig vindes. Som vi skrev, kan NATO lige så godt allerede nu hejse det hvide flag, og dermed skåne liv.

Befolkningerne synes derimod ikke det er afgørende at ”vinde” krigen. Her i Danmark markerede vi sidste lørdag med demonstrationer og møder vores modstand mod NATO, og om en uges tid vil vi se massedemonstrationer i Strasbourg under NATOs topmøde. Vi har på alle måder vendt os mod NATOs krigspolitik, og deres påståede dogme om krig mod terror. Sammenligningen mellem terrorisme og religion, i dette tilfælde den islamiske, har på alle måder været falsk, og påstanden om at krigen skulle ramme denne religions fundamentalister er totalt slået fejl. Reaktionære religiøse har fået vind i sejlene. De er sammen med våbenindustrien de eneste sejrherrer i denne krig.

Der er heller ikke nogen sejrherre i den hjemlige kamp mod ”terrorisme”, hvor højesteretsdommen i denne uge faldt mod Fighters & Lovers. En aggressiv regering med Bush i ryggen ønskede at slå hårdt ned på solidaritetsarbejdet med befrielsesbevægelser. Det har hen ad vejen givet dem en del problemer. Befolkningen har rystet på hovedet og jurister har rystet alvorligt på hovedet og påpeget store demokratiske og grundlovsmæssige brud i forhold til sagen og særloven. Terrorloven er en særlov, men en del af straffeloven. Men listen over hvem man anser for at være terrorister er politisk bestemt af politikere i USA og annekteret af EU. Norge, som ikke er medlem af EU, har afvist at inddrage USA's og EU's terrorliste i deres straffelov, for – som de påpeger – at stemple f.eks. Farc og PFLP som terrorbevægelser, gør det sværere at løse konflikterne politisk. Listen rejser mange problemer i forhold til freds- og forsoningsarbejdet, siger de. Det er svært at forhandle fred, hvis den ene part på forhånd er kriminaliseret. Det har de jo ganske ret i.

Hele denne misere som regeringen har rodet retsvæsenet ud i med terroranklagerne mod foreningen Oprør og Fighters & Lovers, resulterede i en yderst pragmatisk dom, hvor Højesteret alene forholder sig til lovparagraffer, og dermed stadfæster landsrettens dom. Dog udnytter de deres mulighed for at ændre på dommens størrelse, og gør dommene fra landsretten betingede, så ingen skal i fængsel. Det må siges at være en typisk dansk ”Nå dom”

Kravet fra os må være helt klart, at Danmark lige som Norge siger fra overfor den dikterede terrorliste over bevægelser der strider mod USA's interesser og bekæmper deres allieredes politiske gerninger og ugerninger.

Slutteligt et par ord om kapitalens angst for den åbenlyse mulighed vi har for at skabe opbakning og bevægelse for socialisme, mod kapitalismen og finanskapitalens regimente. 

Kapitalen har sat nogle lakajer til at arbejde for at åbne et dansk museum. Ikke bare om kommunismens påståede forbrydelser, men såmænd om marxismens farlighed og årsag til forbrydelser, som de ser det. På deres hjemmeside, hvor de meddeler at de arbejder på at åbne museet på 90 års dagen for DKP’s stiftelse, den 7. november i år, søger de donorer (dem skal de nok få) og så roder de sig ud i et forfærdelig ynkeligt forsøg på at redegøre for marxismens farlighed. Det slipper de ikke godt fra, og det må siges at det bliver særligt ynkeligt med den nuværende økonomiske krise i det kapitalistiske system.

Men vi må da tage til efterretning at vi åbenbart er både stærkere end vi selv ser os, og potentielt farlige for det kapitalistiske krisesystem med alle dens åbenlyse og skjulte forbrydelser. Tak for det. Det er nu godt at vide når vi skal ud og agitere.

Landsledelsesmøde lørdag den 7. februar 2009.
Den aktuelle politiske situation

En journalist på Radioavisen havde i forgårds regnet ud, at 7 mennesker i timen hele døgnet rundt i øjeblikket blev arbejdsløse herhjemme. Torsdagens udmeldinger fra de stakkels banker kom nok til at forøge det tal.

Da vi for kun 3 år siden havde kongres påviste vi med tørre tal, at profitterne var øget eksplosivt. Profitten var i EU området øget fra at være ¼ af Bruttonationalproduktet til 1/3. I USA, som i sådanne spørgsmål er foregangsland, var profitten øget endnu mere på bekostning af lønandelen. Dertil kom – påpegede vi – at der ligger et problem for deres økonomi fremover, blandt andet fordi 60 % af al deres forskning skete på det militære område, og at deres militærbudget var fordoblet på 7 år, som de havde betalt ved at optage lån. For at opretholde profitraten lagde USA derfor pres på WTO og EU for at nedsætte selskabsskatten og overføre sociale omkostninger til arbejdskraften selv. Det er lykkedes ganske godt. Til gengæld måtte arbejderklassen så finansiere en stor del af deres forbrug med lån.

Det har bl.a. de danske banker og andre kreditinstitutioner tjent utroligt godt på.

Men da en af de største banker fredag fremlagde et såkaldt katastrofalt regnskab – af tv 2 ligefrem kaldt et underskudsresultat – hvor overskuddet ”kun” var godt en milliard, greb de til de traditionelle kapitalistiske redskaber, nemlig at fyre medarbejdere i stor stil, og samtidig hæve renterne på lån og gebyrer for serviceydelser. 

Af deres regnskab fik vi at vide, at de store tab var sket ved udlån til erhvervslivet. De nævnte ikke de store tab på børsspillet.  Men tabet på lån til erhvervslivet er også interessant. Vi ved jo hvem der her er tale om. Det er først og fremmest byggeriet, som både er gået i stå og samtidig er i en situation at ingen har råd til at købe eller leje deres boliger til den pris de er kommet op i. Dertil kommer følgeindustrien og så almindelige forbrugsvirksomheder som mode-møbel-køkken og lignende virksomheder. Deres kriseproblemer bunder også i manglende økonomisk formåen hos de der skulle købe.

Et af de store problemer er, at de valgte politikere ikke kender de økonomiske problemer der plager de mange, der må leve af helt andre indtægter. De færdes i helt andre luftlag.

For almindelige dødelige ligger der to ligefremme konklusioner på bankernes udmeldinger

1. Når det er erhvervslånene de taber på, og ikke de små almindelige private lånere, ja så er det totalt tåbeligt at medvirke til at endnu flere almindelige private mennesker bliver arbejdsløse og dermed får halveret deres indtægt. Derved forøger de muligheden for tab på de private lån. Når de dertil hæver udlånsrenter og sænker de i forvejen latterlige små indlånsrenter kommer en lang række mennesker på spanden. Både de der allerede har lån til - og i boligen og er spændt for til det yderste. Det gælder ikke mindst de mange uden rentesikring eller afdragsfrie lån, og de nye på boligmarkedet, som så slet ikke får råd til at købe de mange tomme boliger. Det vil forstærke krisen.

2. Den samfundsmæssige side af sagen. Regeringen og folketinget – kun minus Enhedslisten – har nu i 2 omgange bevilget flere hundrede milliarder til bankerne, som bare får lov til at fortsætte som de plejer, nu med dyrere produkter. Hvis de samme penge var bevilget til at hæve erstatningen for arbejdsløshed, havde arbejdsløsheden ikke forstærket krisen i samme omfang, men det havde været muligt at opretholde et nogenlunde normalt forbrug. Lige nu må vi imødese en selvforstærkende virkning.

Det må få os til at genfremsætte et gammelt fagligt krav om at det skal være meget dyrere at afskedige folk. Det kan f.eks. handle om større tryghed i ansættelsen og politisk om at arbejdsgiverne skal betale mere til samfundets omkostninger til arbejdsløshedsunderstøttelse.

Sådanne krav er slet ikke inde i hovederne på nogen politiker. Tvært imod fremlægger regeringens skattekommissions i den aktuelle situation med eksplosiv arbejdsløshed, et forslag til en tidligere besluttet skattereform. Det pæneste man kan sige om den er at den er helt utidssvarende. I hvert fald har nutidens virkelighed overhalet kommissionens opgave om at lave en skattereform der skal få den enkelte til at arbejde mere. Derfor burde den ikke tages alvorligt, men det gøres den desværre alligevel, og det kan få ganske alvorlige følger.

Ser vi på reaktionerne hos regerings- og folketingets partier, er der ingen af de politiske partier der har sagt fra ud fra at problematikken er helt og aldeles forældet. Men vi kan dog se, at Socialdemokraterne må have fået nye spindoktorer. For kort tid siden både argumenterede og stemte de, og SF for den sags skyld, gladelig for at pensionister, arbejdsløse og efterlønsmodtagere fortsat skulle afgive en del af satsreguleringen til at betale for de sociale udgifter, som burde have været på finanslovens sociale budget. Nu er socialdemokraterne så pludseligt gået ud og har protesteret særligt over at der ikke er skattelettelser til pensionisterne. Man kan deraf se, at de pludselig har fået øje på at der er mange pensionister, der ikke har ekstra pensioner oveni folkepensionen, og må leve af en folkepension på 8 -10.000 kr. om måneden før skat. Man kan også se, at de har fundet ud af at mange af disse pensionister stemmer på Dansk Folkeparti i – godt nok naiv tiltro til at det er DF der er det sociale parti. Skal de gøre sig håb om regeringsmagten, skal de vinde disse pensionister over til sig. Man kan også se, at de har fået øje på almindelige arbejdere, der bliver arbejdsløse i hobetal i øjeblikket, og som mister mindst halvdelen af deres normale indtjening. De har sikkert også hørt fra deres venner i fagbevægelsen, at arbejdsløshed for rigtig mange betyder at folk må gå fra hus og hjem.

Socialdemokraterne har så kvitteret med at foreslå en større arbejdsløshedsunderstøttelse. Så langt så godt. Men de renoncerer øjeblikkeligt på dette krav ved at finansiere det med en kortere periode for muligheden for at få understøttelse. Det må siges at være en naiv tro på at krisen varer kort. Det ser den absolut ikke ud til – tvært imod lyder det fra både økonomer og erhvervslivet at det kommer til at tage lang tid. – Og så kan alting jo ske i mellemtiden.

Derfor er det tiden nu til at blive ved og ved med at fremhæve, at kapitalismen ikke selv er i stand til at løse problemerne, og slet ikke på deres egne præmisser. Svaret er socialisme, men allerede indenfor det kapitalistiske system, kan der foretages politiske foranstaltninger til gavn for almindelige menneskers levevilkår. En af kapitalismens egne, en bankdirektør siger det sådan om den nuværende politik: ”Stemningen er, at vi bare skal tilbage til ”business as usual”, der skal gang i flere lån, så ruller det, og vi glemmer alt det her” og han fortsætter: ”Hvis ikke man kommer væk fra den kortsigtede tankegang, så har man grundlæggende ikke ændret noget som helst, og så vil man igen se en finanskrise. Optimismen vil komme igen, så begynder ejendomspriserne at stige, og så kører det hele igen, og politikerne vil komme med nye løfter”. Det er jo rigtigt set af manden, der er direktør for en lille såkaldt alternativ bank, men hvad han ikke ser, er at så skal hele systemet grundlæggende laves om. Det er vores opgave at få det frem.

Men det er en svær kamp, for alt skyts er sat ind på at det netop ikke er denne diskussion der skal frem. Hvis vi ser på den ideologiske krig, som systemet har medierne til at føre, så læg mærke til hvad der pludselig er eskaleret. Hvert et lille tasketyveri, overfald og røveri beskrives nu nøje og dagligt. Ikke kun i den kulørte formiddagspresse, men også i Statsmedierne. Tænk hvis en menneskelig tragedie som det at miste 15.000-20.000 kroner hver måned på grund af fyring og i tilgift et stort sår på sjælen på grund af afskedigelsen, fik en lige så stor opmærksomhed. 

Idé krigen kører også på problemområder som sygdom. Udsultningen af de offentlige budgetter har som bekendt haft forfærdelige konsekvenser på især hospitalsområdet. Og nu har regeringen fremlagt sin plan for nedlæggelse af endnu flere hospitaler, for at koncentrere bevillingerne til færre. Det sælges som færre, men topmoderne hospitaler. Problemstillingen er en ganske anden, nemlig de enorme beløb fra samfundet der kanaliseres over i den private hospitalssektor. Missionen om at gøre sygdom til en forretning er lykkedes over al måde på kort tid. En million danskere har nu privat sygeforsikring, og privathospitalerne scorer både kassen og det samfundsuddannede personale på bekostning af de offentlige hospitaler. Den tidligere formand for etisk råd, overlæge Ole Hartling beskriver situationen således: Resultatet af de private forsikringer er på den ene side underbehandling af folk uden forsikring, og overbehandling af folk med. Han giver et eksempel fra foregangslandet USA, hvor det ofte sker at en fødselslæge lige lægger en tang om hovedet på den nyfødte baby, for derefter at kunne skrive fødsel med tang på regningen. Det giver flere penge. Det sker også i Danmark siger han. Alt i alt konkluderer han at lægerne med privatiseringen af sygehusene ikke mere kan overholde lægeløftet om at ”stedse bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige, uden persons anseelse.”

De fleste kender situationen. Jeg blev f.eks. henvist til en øjenlæge. Efter en uges forgæves ringning til øjenlæger, hvor telefonen hele tiden var optaget, kom jeg pludselig igennem med det samme hos en. Men da jeg talte med sekretæren fik jeg at vide, at jeg ringede i hans private klinik tid. Hvis jeg skulle betale over sygesikringen skulle jeg ringe i en bestemt tid. Det gjorde jeg næste dag. Der var så også optaget på telefonen hos ham i hele den tid. Problemet er, at mange siger til et sådan eksempel at det jo viser hvor dårligt det offentlige system er, og hvor effektivt det private er. Der ligger kampen. Ide kampen og værdikampen.

Dette er et par eksempler på kampen for vores kollektive rettigheder som vi betaler solidarisk til. Den reaktionære avis Jyllandsposten kører i øjeblikket en serie med fokus på de mange penge vi bruger på vores såkaldte velfærd. Overraskende nok – for dem altså – viser deres undersøgelse, at en ekstrem stor del af pengene går til arbejde med at opfylde de mange kontrolforanstaltninger. Det vil sige skemaer og meget mere. Disse mange kontrolbureaukratier er der dog en offentlig institution der er fritaget for, og det er militæret – kaldet forsvaret. Som I har set i vores blad, viser det sig at militæret herhjemme bruger en hel Storebæltsbro om året. Godt19 mia. Da vi skulle lave folderen imod køb af nye Jæger fly havde vi udregnet hvor længe man kunne drive et topmoderne hospital for de samme penge. Det var godt 30 år. Vi skal sætte dette i perspektiv igen i forbindelse med de store militærudgifter, som der, bemærkelsesværdigt nok, ikke skal leveres kontrolrapporter på hvad de bruger pengene til.

Dette dyre militær befinder sig så med en dyr afdeling i Afghanistan, der kræver mange flere penge til erstatning for det der bliver sønderskudt i krigen derude, mere krudt og uddannelse af flere krigere. De skal indføre demokrati i landet ved hjælp af kanoner og avancerede jæger fly. Indtil nu er det gået den modsatte vej. Men det er kapitalismens metode, på samme måde som Israel vil erobre land ved at sige, at de bekæmper religiøs fanatisme med beskyldning om den netop Palæstinensernes religion er fanatisme og lig med terrorisme. Det gør de så ved at smadre et helt folk med de mest avancerede våben.

Den israelske krig mod Gaza fik med god grund folk i hele verden til at rejse sig i protest og afsky. Vi har som parti vedtaget udtalelser og deltaget i internationale fordømmelser, været medarrangører til demonstrationer og har bragt dokumentationer på vores hjemmeside og i vores blad. Afskyen mod Israels handlinger var så stor, at det tvang vores udenrigsminister til at rømme sig en smule, men alligevel var det aggressorerne Israel der igen og igen fik medieplads. Vi kender alle deres argumenter om at de bare forsvarede sig mod – ikke Gazas, men Hamas’s raketangreb. Det var elefanten der gik i krig mod musen og skød gråspurve med kanoner. Der blev aldrig stillet spørgsmål til Israel om hvordan de kunne forsvare at de ignorerede FNs beslutning om krigen.

Også her har vi idé krig. Ideologisk skal vi lige lægge mærke til at statsradiofonien (DR 1) lige lancerer en ny seersluger i den bedste tv tid, søndag aften kl. 20, Livvagterne. Puha, de gode helte fra hemmeligt politi er godt nok gode til at forhindre at vi alle sammen bliver slået ihjel af danskere med forfædre i mellemøsten og måske medlem af en anden fraktion af den arabiske religion end den kristne og jødiske.

I krigen mod Gazas befolkning blev det konsekvent sagt at det var en krig mod Hamas, i stedet for mod Gaza, selvom det var Gazas befolkning der blev slået ihjel. Netop dette ideologiske trick har skabt den nødvendige forvirring i modstanden. Vi har fået henvendelser fra kammerater der har spurgt til vores holdning til Hamas, og som umiddelbart har reageret på såvel læserbreve, kronikker og taler på fælles demonstrationer, der har sidestillet Israels aggression med Hamas’ s aktioner. Deres taler er typiske eksempler på den danske kultur med ”forlig jer i skabhalse”., uanset hvad det gælder.

Den vigtigste diskussion er rejst om hvorvidt vores parti skal være medindbyder, og medansvarlig til demonstrationer hvor vi i forberedelsesarbejdet for at gøre protesten så bred som muligt, accepterer talere fra f.eks. Socialdemokraterne og de radikale, der i deres protesttale også giver regeringen i Gaza medskyld. Det er en vigtig diskussion. På den ene side er vores opgave som parti at sikre så stor og bred en protest som muligt, og alene kan vi jo ikke mobilisere store dele af befolkningen. På den anden side får vi også sendt et forkert signal og budskab ud. Det er en vigtig diskussion, for det drejer sig ikke alene om den kamp vi står i, og kaster alle vores kræfter ind i. Det kræver bredde og engagement for at ændre politikken, men vi skal også selv markere vores analyser og synspunkter klart.  

Der ved vi jo at vi er svage. Alt dette er en vigtig del af vores kongresdiskussion, og vi har også emnet på i vores sommerlejr. F. eks. hvorfor er vi aldrig talere på de mange demonstrationer, konferencer og andre arrangementer, som vi er de meget aktive organisatorer af? Kræver vi det ikke eller hvad?

I den politiske del af diskussionen om holdningen til krigen mod Gaza må vi slå fast, at for det første har befolkningen i Gaza lovformeligt og demokratisk valgt Hamas partiet til regeringsparti. Vores parti er ikke tilhængere af religiøse partier, hverken her, i Israel eller andre steder, men en forudsætning for det borgerlige demokrati og for fredelig sameksistens i verden er, at man respekterer de regeringer som befolkningerne vælger. Vi må ligeledes slå fast, at den del af Palæstina som jøderne fik tildelt af FN efter 2. verdenskrig er det, som lovformeligt er Israel. Resten af området – og det er rigtigt meget - har Israelsk erobret i krig mod deres nabolande, herunder mod deres etniske broderfolk, Palæstinenserne.

Vi må også slå fast at Israel er den mest krigsekspanderende nation i verden efter 2. verdenskrig.

Alligevel har Danmark været vært ved et møde de sidste to dage om blokade af våben til Gaza.

Ved at hjælpe Israel med at opretholde og styrke blokaden af Gaza gør den danske regering sig medansvarlig for de lidelser blokaden forårsager. Begrundelsen for at hjælpe Israel med blokaden af Gaza er et ønske om at stoppe våbensmugling til Gaza. Det internationale møde havde deltagelse af Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Norge, Spanien, Storbritannien og USA, Israel deltog meget smart, kun som observatør. På opfordring fra USA stod det danske udenrigsministerium som vært for konferencen, der i Danmark blev nedtonet til at blive kaldt et ekspertmøde. Mødet var en opfølgning på Tzipni Livnis aftaler med Bush regeringens udenrigsminister, Condolizza Rice, der aktivt skal forhindre Palæstinenserne i at føre modstandskampen mod den israelske besættelse. Det er noget af en skændsel. Af deltagelsen kan det ses, at det ikke var lykkedes at få Ægypten med.

I øvrigt må vi understrege at netop det kapitalistiske system umuliggør stop for salg eller smugling af våben. Det er det en alt for god forretning til. Det vil altså sige, at dette møde alene har haft det formål at søge måder til at forhindre Palæstinenserne i at få adgang til våben i en situation hvor de bliver brutalt overfaldet af en af verdens største atom – og våbenmagter.

Hele denne forfærdelige situation kalder på et fælles internationalt fredsinitiativ. Det er det verden oprettede FN til efter 2. verdenskrig, og som blandt andre Danmark skrev under på at ville respektere. Når Danmark derfor tager parti i en konflikt, bryder vi løftet. Vi ved at FN i den grad er blevet nedtonet og undermineret med ret for nogle til at ignorere beslutninger i FN. Det har så også betydet en udvikling hvor grundlaget for FN, og betydningen af dets oprettelse er ved at blive glemt. Et eklatant eksempel på dette ses i Jyllandspostens faste æder af spalteplads, antikommunisten Bent Jensen. Han får en hel side hvor han udgyder en parole om kamp mod Islamiske arabere, som han sammenligner med nazisterne, og så kræver han Iran smidt ud af FN.

Han har i hvert fald ikke forstået en dyt af historien om krig og fred og oprettelsen af FN, eller også har han, og som den kriger han er, puster han med til forsøget på en folkelig forståelse for retten til at dræbe og selv blive dræbt i en grusom krig for idealer man indoktrineres med.  – Nu i fornyet og smartere udgave.

Landsledelsesmødet 11. oktober 2008.             
Den politiske situation v/ Betty F. Carlsson

________________________________________________________________________

Den kapitalistiske krise

”Krisen må betegnes som en nedsmeltning af hele verdensøkonomien”. Denne alvorlige udtalelse kommer fra direktøren for Den Danske Bank. Og sandt er det, at kapitalismens krise nu er helt udenfor kontrol og så omfattende, at selv nationer er truet med konkurs, sådan som det ser ud for bl.a. Island.

Den ultra liberalistiske kapitalisme, som systematisk er sat igennem på verdensplan, har betydet deregulering af kapitalen sideløbende med en stram styring af samfundene gennem krav om massiv overførsel af samfundsværdier til kapitalen. Kapitalen har haft fri og uhindret adgang over alle grænser, og kapitalen er blevet så indfiltret globalt, at der ikke mere er tale om national kapital. Det betyder at de enkelte lande – eller for den sags skyld regioner som f.eks. EU – ikke har nogen mulighed for at begrænse eller løse de katastrofer som krisen medfører for deres landes befolkninger.

Centralisering af de væsentlige politiske beslutningsprocesser, sådan som de f.eks. har været dikteret i vores del af verden gennem EU, har betydet en forkælelse af storkapitalen. Ikke alene ved skattebegunstigelser, tilskud og retten til fri og ukontrolleret spekulation, men også ved at skaffe nye indtægtskilder. Det er sket gennem privatiserings- og udliciteringskrav, stram styring af kommuner og regioner, og ved at sikre gennemførelse af en lønstyring og udhuling af pensioner og andre offentlige ydelser, der har nødvendiggjort at almindelige mennesker har måttet stifte gæld for at kunne opretholde deres levestandard og kunne få en bolig. Det gælder her i landet – endnu. I andre lande gælder det også at folk må låne for at kunne få sine børn uddannet, og for at kunne betale for sygdomsbehandling, indlæggelse på hospital m.m.

Dette er indholdet i den højt besungne globalisering.

Krisen kunne forudses

”Markedet er den bedste regulator”, lød påstanden fra nobelpristageren i økonomi Milton Friedman fra USA, gentaget gennem årene af flere fans, herunder vores egen statsminister med hans bog om minimalsamfundet. Og så gik det ellers løs med at realisere det. Resultatet af den tese ser vi i dag.

Så meget desto værre er det at høre den selv samme statsminister klynke og bede samfundets skatteydere om hjælp til at redde markedet i dag. Når han skråsikkert kunne lancere det såkaldt deregulerede samfund med markedskræfterne som styrende økonomisk magt, er det ynkeligt at høre ham tale om, at krisens dybde og omfang ikke var til at forudse. Lad så endda være, at han må se i øjnene, at han tog fejl. Men at bede om penge for at lade det hele fortsætte er forbryderisk. Det er det, som han og regeringen gjorde med forslaget til økonomisk redningspakke til finanssektoren. 

Det danske økonomiske ugeskrift Mandag Morgen skrev allerede i august 2007 at ”Krisen stikker langt dybere, end de fleste forestiller sig” og i november 2007 ”Det kan blive den mest komplekse og dybeste krise nogensinde”.

Alligevel blev der ikke taget nogen initiativer til at gribe ind eller til at skærpe tilsynet fra den regering der ellers er berygtet for skærpet tilsyn og et helt overspillet kontrolsystem – når det ellers gælder borgere, kommunale kasser, kommunale ansatte, A-kasser osv.

De kendte bankkrak blev en øjenåbner for hele samfundet. Men problemerne strækker langt videre ud. For hele det økonomiske samfundssystem bygger jo netop på den kapitalistiske finanssektor. Finanssektoren har hele samfundets penge. Fra borgernes lønninger og pensioner til offentlige kassers og pensionsinstitutters. Går man ind og ser på pensionskasserne, fra ATP, kommunepension til PKA og Dania, har de haft meget store tab. Nogle af dem endda så store tab, at de ikke har likvider svarende til deres pensionsforpligtigelser. Alligevel spiller de fortsat med folks penge. Et enkelt pensionsselskab, Kommunepension, udtaler endda, at de forøger deres opkøb af aktier. Det må vel kunne betegnes som lige så uansvarligt som at købe en lottokupon for at få sit budget til at hænge sammen, og pensionskasserne ved, at de store årgange fra krigstiden netop går på pension i disse år. De har is i maven siger de, men det er altså medlemmernes penge de spiller for, og har de mon spurgt dem, om de også har is i maven?

Krisehjælp til skadevolderen

Aktiekursernes styrtdyk er globalt, og nok så mange gavepakker fra skatteborgerne i USA, England, Danmark og andre lande kan ikke dæmme op for det. Og da slet ikke når der som i Danmark bare udskrives en blanco check til fortsat spekulation. Den store krise har dybtgående årsager. Aktiefald og likviditetskrisen er virkningen heraf. Af årsager kan nævnes flere seriøse problemer, udover uhæmmet spekulation og manglende kontrol og regulering: De mange kunstige fortjenester uden produktion bag, krigsførelse og -krigsøkonomi, mangel på energiressourcer og ikke mindst købedygtige aftagere til de producerede produkter. Der er i dag langt mere brug for købere end for sælgere. Det løses ikke ved at pumpe penge i finanssektoren, sideløbende med at man udhuler befolkningens købekraft gennem reallønssænkning, lønbegrænsning, forringelser for såkaldte overførselsindkomster, anlægsstop for kommunerne, større arbejdsløshed og forringede dagpenge, Tværtimod.

Krisehjælp til ofrene påkrævet

Politikere er ikke i stand til at kunne løse kapitalismens kriser. Heller ikke i Danmark. Men de danske politikere kan afbøde dens virkninger for vores samfund, for danskerne. De der gennem spil på Børsen nu lider tab, har haft deres overordentlig fede tider. Finanskapitalen, industrien, byggeriet har haft deres overordentlig fede tider, og som direktøren for Danfoss udtalte: ”Vi må se i øjnene at de fede tider er forbi”. Ja, siger vi kommunister, men så skal I tære på fedtet og ikke sende regningen videre til den sagesløse befolkning.

Derfor skal der vedtages en akut krisepakke, der imødegår krisens virkninger for borgerne.

Kommunisterne foreslår følgende:

-         Ingen offentlige tilskud til spekulanter og aktionærer for at redde dem fra kaos i deres eget system. Skærpet tilsyn med bankerne og genopbygning af en statslig bank.

-         Øjeblikkelig stop for Danmarks engagement i USA's og NATOs krige.

-         Ophævelse af kommunernes anlægsstop.

-         Ret for kommunerne til at opkræve den skat der er nødvendig for at kunne løse deres opgaver, og levere den velfærd som borgerne med rette forventer og kræver.

-         Regeringen skal forebygge den forventede voldsomme stigning i arbejdsløsheden, bl.a. ved at iværksætte offentlige arbejder som f.eks. udbygning af det kollektive trafiknet og overtagelse af strandede byggeprojekter, eventuelt i samarbejde med den almennyttige boligsektor.

-         Øjeblikkelig ophævelse af moms på madvarer og medicin.

-         Lovgivning der sikrer at ingen tvinges til at gå fra hus og hjem på grund af rentestigninger, arbejdsløshed, sygdom og lignende.

-         Banker og kreditinstitutioner skal forbydes at sætte folks bolig til salg på tvangsauktion.  Ved arbejdsløshed og lignende sociale begivenheder skal gæld i boligen fastfryses som en offentlig prioritet.

-         Dyrtidsregulering af lønninger og overførselsindkomster genindføres.

-         Bortfald af satspuljeordningen, fuld regulering af overførselsindkomster.

-         Forhøjelse af pensioner og dagpenge til et tidssvarende niveau.

-         Skærpet tilsyn med pensionsselskaber.

-         Fastfrysning af priserne på el, gas og vand.

Vi må konstatere, at den omfattende privatisering er medvirkende til at forstærke virkningerne af krisen overfor befolkningen. Folketinget må tage skridt til at genopbygge en stærk offentlig sektor indenfor væsentlige samfundsområder.

Finanslov der tager højde for problemerne

Ved åbningen af folketinget og ved forelæggelsen af regeringens finanslovsforslag for 2009 gjorde regeringen næsten alt det, der ikke skal gøres i den nuværende situation. Man begynder næsten at tro på at krisens alvor og omfang virkelig er blevet ignoreret af regeringen, dens taleskrivere og embedsmænd. Det virkede himmelråbende grotesk da statsministeren talte om mangel på arbejdskraft, og nedskæringer i dagpenge og -periode.

At byggeriet er i mega krise har vi længe vidst. Det ses ikke kun af de krak der allerede er sket, men kan daglig ses på skilte og vinduer med ”Til salg” og ”Til udlejning” skilte. Priserne er for høje, lønningerne er for lave, der er ingen aftagere, selvom der er folk nok der har brug for en bolig. Som alle ved er byggeriet en nøgleindustri, der river andre brancher med sig. Det vil sige arbejdsløshed. I Sverige varsler Volvo fyring af 3000 arbejdere. Danfoss har varslet fyringer, og andre vil følge efter i resterne af industrien herhjemme, i finanssektoren, i kommunerne m.m., og så kommer alle underleverandører, de mindre selvstændige, handlen osv. osv. – Vi har oplevet det så mange gange. Her oveni skal så lægges finanskrisen. Jo – Fogh skal nok få sin arbejdskraft. Og det sker jo ikke kun her i Danmark. Det sker globalt, så den vandrende arbejdskraft skal nok komme til at bruge sine ben.

Hele finanslovsforslaget var en videreførelse af regeringens vej mod det totale minimalstatssamfund, som jo lige nu viser sin manglende levedygtighed. Sideløbende har kommunerne og regionerne lagt deres budgetter, som nu er endelig vedtaget. Her ser man virkningerne af skattestoppet, anlægsloftet og for regionernes vedkommende for få penge til at løse de pålagte opgaver. Borgerne over hele landet kan forvente nedskæringer sideløbende med fordyrelser i de sociale serviceordninger som f.eks. børneinstitutioner, ældrepleje, madordninger, dårligere skoler, dyrere og ringere kollektiv transport, mere brugerbetaling på uddannelserne, kulturtilbud og fritidstilbud, sygehusnedlæggelser og længere ventelister. Kort sagt, for den enkelte borger betyder det prisforhøjelser for et dårligere liv.

Der er kun et svar til dette, og det er et kommunalt og regionalt oprør. Fra de nuværende lokalpolitikere ser der ikke ud til at komme andet end en mumlen om problemer, så oprøret skal komme fra befolkningen. Der er nu et år til kommune og regionsvalgene. For kommunisterne er opgaven i alle vores afdelinger og blandt alle vores medlemmer, så få vi end måtte være, at sætte dette på dagsordenen. Hverken vi eller befolkningen vil acceptere disse nedskæringer. Hverken vi eller befolkningen vil acceptere det liberalistiske fiaskoramte minimalsamfund. Vi kan være oprørets talsmænd - repræsentanter og organisatorer. Oprøret skal ud over kommune og regionsgrænser og rettes mod de politiske ansvarlige for denne udvikling. Det er regeringen og folketingets partier der har ansvaret for at også Danmark følger denne dikterede politik.

Tryghed i alderdommen

Op til folketingets åbning var der kun én demonstration. Det var såmænd de fagligt organiserede gamle og ældre der demonstrerede. Resten af fagbevægelsen var usynlige trods trusler om øget arbejdsløshed kombineret ned nedskæringer i arbejdsløshedsunderstøttelsen og perioden. Pensionisterne satte fokus på den elendige pension, der for hvert år gøres mindre og mindre værd gennem loven om satspuljen der betyder at pensioner, dagpenge og kontanthjælp reguleres mindre end lønningerne og prisudviklingen. I debatten til regeringens finanslovsforslag var dette til diskussion, men kun SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil ophæve dette. Selv socialdemokraterne er imod, men de har jo også været med til at privatisere pension gennem indførelsen af arbejdsmarkedspension.

Vi kommunister har fra starten været imod denne privatisering af økonomisk tryghed i alderdommen. Udover ulighed har den afstedkommet at den almindelige folke- og invalidepension er faldet til et niveau der ikke slår til i dagens Danmark. Småsparere og arbejdere med arbejdsmarkedspension modregnes, så der skal virkelig være mange penge på pensionskontoen før levestandarden bliver højere end den lave folkepension. Og her står vi så med et privatiseringsproblem. For selvom pensionskassepension er garanteret, så er virkeligheden den, som jeg sagde indledningsvis, at flere pensionskasser sågar har brugt deres ”bufferkonto”, hvilket igen giver en risiko for at offentligheden igen må træde til hvis finansverdenen fortsætter sin nedsmeltning.

Derfor var og er kommunisternes forslag om en folkepension der er til at leve ordentligt af, rigtig. Vil og kan nogen så spare op til flere penge i alderdommen er det staten uvedkommende. Såvel skattemæssigt som hvis de taber penge i finansspil.

Kriminalitet

Som Regeringens økonomiske liberalistiske politik har spillet fallit, så har dens kriminalpolitik gjort ligeså. Efter de mange år med stadig skærpede straffe, fordømmelser og udhængninger, særlove og alle mulige og umulige hindringer, diskriminationer og økonomiske straffe overfor indvandrede danskere og flygtninge, er voldskriminaliteten steget og våben er blevet hverdag. Det er da en fiasko der vil noget, for den politik.

Jagten på mere eller mindre imaginære terrorrister er steget til det hysteriske, og sidst ville regeringens anklagemyndighed hævne sig på den ene påståede terrorist de fik dømt for at have stået i forbindelse med udenlandske terrorrister og planlægge et angreb, ved at fratage ham sin danske indfødsret. Den gik dog ikke denne gang.

Men den gik i landsretten med at få dømt T-shirtfirmaet Fighters & Lovers for at samle ind til terror organisationer. Hele dette spørgsmål om hvem USA og EU synes er frihedskæmpere og hvem der er terrorrister er vel også i bund og grund en politisk og ideologisk kamp, som vi skal kæmpe.

Men vi må vel nok i den aktuelle situation sige, at når såvel USA som vores udenrigsminister bruger markedsøkonomi som definition på demokrati, så er der ikke den store respekt eller opbakning til deres hellige kamp for demokrati og retssamfund.

Trods skærpede straffe, overvågningskameraer, sikkerhedsvagter, farvepatroner på pengesedler med mere, kom bankrøverne ikke udefra. Bankrøverne tømte banken indefra – fra direktionskontoret.

Kommunistisk Parti i Danmark. Landsledelsesmødet lørdag den 6. september 2008.

Den politiske situation v/ Betty Frydensbjerg Carlsson

________________________________________________________________________

 

Det har været en usædvanlig politisk aktiv sommer i år. Her tænkes ikke kun på vores partis mange aktiviteter, startende med et stort og vellykket Sct. Hans arrangement på Amager Strand i København, til Nordisk sommertræf hvor 70 kammerater modtog skoling, diskuterede den politiske udvikling, vores alternativ, den irske folkeafstemning og meget mere og også malede bannere til K-festival. Derefter forberedelserne og gennemførelsen af vores vel nok største K-festival gennem årene med mange mennesker, stort salg og mange nye prøveabonnenter. Alt i alt en vellykket sommer for partiet.  

Men det er som nævnt ikke kun os der har været aktive. Der har virkeligt ikke været megen agurketid i sommeren 2008. Den startede med et brag af en irsk folkeafstemning om Lissabon forfatningstraktaten, og så kom der ellers gang i den. Selv landets statsminister, Anders Fogh, har været aktiv i sin ferie eksil i Frankrig. Der har han gået og udtænkt nye onde angreb på de svageste danskere, og har kunnet komme hjem med et forslag om endnu en dagpengereform der skal gøre det endnu værre for de arbejdsløse. 

Der var megen forvirring i den politiske elite efter det irske nej. Det overvejende chokerede svar – også her fra den danske elite – var, at så må de bare stå udenfor. Alle andre EU medlemslandes parlamenter havde jo vedtaget forfatningstraktaten, så det var der ikke nogen tåbelige, uvidende folkeslag der skulle ødelægge. Det fik os til at vedtage udtalelsen fra Nordisk Sommertræf om at i så fald, brød EU regeringscheferne deres egne regler i den nugældende forfatning, hvor et medlemsland har vetoret. Og et sådan veto var det irske nej. Vores statsminister udtalte ellers frejdigt, at det ingen indflydelse fik på vedtagelsen om at danskerne skulle stemme om vores egne undtagelser en gang til, - men det gjorde det så alligevel, da EU alligevel ikke turde bryde den gældende forfatning. Sammen med andre og nye skandaler i sommerens løb er EU blevet en prekær sag for regeringen. 

Afsløringen af at Danmark direkte bryder og misinformerer om EU's regler og domme om udlændingepolitikken blev sommerens store nummer. At diskussionerne i første omgang kom til at handle om for eller imod en dansk såkaldt stram udlændingepolitik, gjorde Dansk Folkeparti og De radikale sit til – i hver sin ende af synspunkterne herom. Men efterhånden står det klart at det centrale i denne sag er, at Danmark gennem sit medlemskab er bundet af EU direktiver og domme fra EF- domstolen. Det er de radikale tilfredse med, især i dette spørgsmål, DF er selvsagt rødglødende, det er jo deres mærkesag at kunne diktere regeringens udlændingepolitik. I panik lovede statsministeren at få genåbnet det direktiv som danner grundlag for dommen, men så kommer meldingerne fra EU om at hvis det skulle lykkes at opnå enighed om at genåbne og se på dette direktiv, vil det formentlig få den konsekvens, at der yderligere vil blive slækket på reglerne. Med til dette hører også, at direktivet er udfærdiget under Danmarks formandskab, og at regeringen derfor har kendt til det, men undladt at gøre opmærksom på det overfor både folketinget og befolkningen. Lige nu forsøger EU's institutioner lige så febrilsk at komme statsministeren til undsætning på en eller anden juridisk finurlig måde, men med de andre EU landes politiske udmeldinger kan det blive en vanskelig manøvre. 

Denne sag har været en øjenåbner for danskerne om hvor lille indflydelse vi har på vort eget lands politik og love, uanset om man er enig eller uenig i indholdet af disse love, og for os er det vigtigt også at fremhæve andre domme der har vital betydning for os. Her tænkes på de 3 domme fra EF-domstolen om arbejdsmarkedet, overenskomster, arbejdsmarkedslovgivning og tilbudsgivning på offentlige anlægsarbejder. Her har regeringen igen løjet overfor befolkningen om at vi sagtens kan fortsætte med vores egne regler, som de har gjort det i den såkaldte Østaftale som de har indgået med bl.a. fagbevægelsen / LO.   

Sagen har givet anledning til mange politiske dilemmaer. Socialdemokraterne står og vader, med deres populistiske politik om en restriktiv udlændingepolitik, og hos de ny-omvendte SF´r, der både er nyomvendte i deres holdning til EU og til indvandrere / flygtningepolitikken må de virkeligt være ude at skide. Man har da heller ikke hørt nogen skæren igennem fra den side på det sidste. Men sagen for regeringspartierne er ganske klar: Bevidst at vildlede og lyve overfor folketinget er at sidestille med den tidligere Tamilsag, som vi nævner i vores forslag til udtalelse. Det betyder at regeringen kan få en rigsretssag på halsen, og i virkeligheden betyder det, at den må gå af. Det er så Dansk Folkepartis dilemma…

Vi må som parti gøre vores til det bliver konsekvensen, og i den forbindelse må vi aktivere fagbevægelsen og gøre opmærksom på de faglige EU domme, hvor man også har lavet en politisk aftale, der ikke holder. 

Hvor regeringen også lyver, men det er jo politiske løgne der skal dømmes af befolkningen, er på hele velfærdsområdet. At hele det offentlige område skal styres af markedskræfterne gennem privatisering har længe været i gang. Man har dog ventet med de mest følsomme områder som vores sygehusvæsen, den sociale omsorg og uddannelserne. Det er der nu vedtaget i EU at der skal tages fat på disse områder, og vi ser så småt konsekvenserne herhjemme. På det uddannelsesmæssige område har vi på sidste landsledelsesmøde diskuteret EU beslutningerne og deres strategi, og det udbygges i dette nummer af vores blad og næste med.  

Forårets og sommerens strejker satte klar fokus på det sociale og – sundhedsmæssige område. Regeringen var iskold. De kunne have løst konflikten ved at give de krævede 15 %, men ønskede det ikke af ideologisk – politiske grunde. Nu er resultatet som de havde håbet: Sygeplejerskerne forlader det offentlige sygehusområde og søger over til privathospitalerne. Det betyder tomme senge og operationsstuer og alenlange ventelister. Når de private hospitaler kan give den krævede løn, hænger det sammen med at de gennem det frie sygehusvalg, som EU har domsfæstet, får en række patienter fra de offentlige hospitalers ventelister. Dertil kommer, at de får en højere økonomisk ydelse af staten / regionerne for deres behandlinger end de offentlige hospitaler gør, som oven i hatten skal finansiere uddannelse, efteruddannelse og forskning. Indførelsen af de private sygeforsikringer på arbejdsmarkedet som et overenskomst- og aftale gode, føjer spot til skade. Når disse oven i købet er fradragsberettigede, tydeliggør det formålet her og nu: De skal bruges for at lagdele sygehusvæsenet, så vi når frem til den ultraliberale model som EU vil have – og som er kendt fra USA, nemlig at det offentlige sygehusvæsen alene skal være discountvæsenet for de der ikke har råd til private hospitaler og private sygeforsikringer. Med finansloven for 2009 cementerer man denne udvikling, og det kunne i øvrigt allerede ses af den økonomiske aftale der blev lagt for regionerne i sommerens løb, hvor man ellers kendte alle de problemer hospitalerne står overfor, ikke mindst efter konflikten.  

Som vi tidligere har sagt: Når sygehusene skulle lægges ind under regionsmodellen som er uden egen økonomi, var det for at udsulte dem, og for nemmere at kunne sælge dem samlet, når det viser sig at regionerne ikke kan klare opgaven, som de nok vil sige. 

Men også her vil der opstå nogle partipolitiske dilemmaer. Socialdemokraterne holder jo kongres i denne weekend, og i TV torsdag, hvor formanden Helle Thorning var inde til et større interview, gik hun på partiets vegne stærkt ind for et godt offentligt sygehusvæsen. De vil foreslå at der ikke skal være skattefrihed for private sundhedsforsikringer. Dermed ligger hun på linie med op mod 90 % af befolkningen der også mener at vi skal prioritere et offentligt sygehusvæsen i top. Men samtidig lægger dette EU venlige parti sig ud med EU politikken. Det er deres dilemma. 

Det store felttog mod de kollektive sociale rettigheder ser vi lige nu med de kommunale budgetter, hvor det jo står klart, at halvdelen af kommunerne igen skal skære ned. Dertil kommer de skandaler der er kommet frem om at kommunerne ikke må bruge penge udover det loft som kommunerne har fået lagt for investeringer – anlæg og renovering – som regeringen har bestemt. Det er f. eks. En stor skandale i forbindelse med de nedslidte og sundhedsfarlige folkeskoler, hvor kommunerne ikke må renovere, selv hvis de har pengene til det. Skandalen med at en vestjysk by godt må anlægge et vandcenter kulturhus, medens skoler, plejehjem og børneinstitutioner ikke må blive repareret, taler sit tydelige klassesprog. Også her skal liberalismen slå igennem. For skolerne skal det betyde at de velbeslåede overskudsforældre skal sende deres børn i billige privatskoler (med tilskud fra staten) så kan udskuddet blive på de udslidte folkeskoler. Det passer fint med strategien om at uddanne eliter og så alle de andre arbejdsbier. Alfa og beta mennesker som Hoxley allerede skrev om i 1930érne. Opløsning af civilisationen, tilbage til urtiden med den stærkestes overlevelse. Intet under at tegneren Roald Als længe har tegnet Anders Fogh som stenaldermand. Det er liberalismens væsen. Idrætsanlæg skal ikke renoveres, i stedet skal der bygges eliteanlæg, gerne til at kunne huse en kommende elite olympiade. Plejehjem til de der kan betale, resten på fattighus, private børneinstitutioner, resten på asyl, osv. Det er fremtiden, hvis vi ikke siger stop. Det gør ikke alene vi, men mange berørte udover landet også, men det er dog spredt og lokalpræget og mangler samlet gennemslagskraft. Men de lokale oprør skal vi præge, så de også får helhedspræg, for vi skal huske folk på, at kommuner og regioner er helt i lommen økonomisk på regeringen og folketingets flertal, som igen er i lommen på EU.  

Men uanset strategien og målbevidstheden hos liberalisterne, så er al overgang kompliceret. Således også den nuværende overgang fra det der bliver kaldt det kollektive velfærdssamfund tilbage til den rene liberalisme og markedskræfternes frie spil. Et eksempel herpå er at Dansk Arbejdsgiverforening har protesteret overfor Vejle kommune, der må sætte taksterne på børneinstitutioner op så de har et leje, hvor – som arbejdsgiverforeningen påpeger – almindelige arbejdere som kassedamer, rengøringsassistenter og lignende lavtlønnede, ikke kan tjene så meget ved at gå på arbejde, at de kan betale for at få passet deres børn…

Ja det er jo også et dilemma for kapitalen, man vil have alle i arbejde, man vil have lavtlønnede arbejdere, men samtidig skal der gives færre penge til det såkaldt offentlige forbrug, og de satans arbejdere har jo børn der skal passes når de selv er på arbejde.

I før omtalte interview med Helle Thorning Smith borede journalisten meget i socialdemokraternes udmelding om at man ikke kan få både skattelettelser og bedre offentlig service. Han nævnte i den forbindelse, at priserne jo stiger voldsomt på dagligvarer og transport (benzinen) og hvis man ikke får skattelettelse, vil man jo få en nedgang i levestandard. Typisk for en socialdemokratisk toppolitiker nævnte hun ikke med et ord, at de samme prisstigninger sker for pensionister, arbejdsløse og den største gruppe af befolkningen, nemlig dem der har et lønniveau der ikke vil få gavn af regeringens forslag om skattelettelser.  

De bebudede nye angreb på dagpengereglerne er groteske. Samtidig med at regeringen i sin finanslov kalkulerer med en stigning i arbejdsløsheden, vil den skære dagpengeperioden ned, angiveligt for at få flere hurtigere i arbejde. Tallene holder for det første ikke. For det andet, er de arbejdsløse efter et halvt år sat i aktiveringsarbejde, ofte på de offentlige nedlagte jobs, for dagpengene. For det tredje ved alle vist nu, at de jobs der ikke kan besættes er jobs for specielle uddannelser, som hverken en uddannet socialpædagog eller havnearbejder kan få. Reaktionerne fra socialdemokraterne var ret chokerede, da de gik ind i forslaget, og begyndte at tale om at dagpengene skulle sættes op for de højere lønnede, der mistede alt for meget ved arbejdsløshed, for til gengæld at acceptere en nedsættelse af perioden for at kunne modtage dagpenge.

Der er lige nogle ting vi skal gøre opmærksom på: For det første, er dagpengene ikke de 90 %, som er princippet i dagpengereglerne. Det har bl.a. socialdemokraterne længe været med til at sætte loft over. Den gennemsnitlige dækning for løntabet er 47 %, og det gælder også for lavtlønnede. Problemet med dækningen kan altså nemt løses ved at fjerne loftet, så dækningen er 90 % af indtægtstabet ved ufrivillig arbejdsløshed.

For det andet skal man huske, at for de grupper der ikke er noget arbejde til, vil konsekvensen være, at de ryger over på bistandshjælp, - så længe den eksisterer. For det tredje, skal man se i øjnene at al tale om det grå guld er bluff. Ser man på tallene er der en høj grad af ældre arbejdskraft der går arbejdsløs, ofte nedslidt oven i købet. Grænsen for hvornår man betegnes som ældre sænkes til stadighed i virksomhederne, og for det fjerde, skal man også lige have i erindring, at efterlønnen ikke mere eksisterer for rigtigt mange mennesker fra fyrrerne og nedefter, samtidig med at regeringen vil sætte efterlønsalderen yderligere op og også folkepensionsalderen. 

Slutteligt om den aktuelle politiske udvikling. Vi har før i landsledelsen diskuteret afviklingen af det borgerlige demokrati, de demokratiske rettigheder, retssamfundets opløsning og ideologien om at stikke og anmelde sin nabo for at undergrave den naturlige – og farlige – solidaritet. Det har fået stor pressemæssig bevågenhed at en socialdemokratisk borgmester i København nu vil have lærerne til at overvåge og anmelde elever der muligvis i deres udvikling og søgen efter et ståsted, skulle interessere sig for ekstreme religiøse bevægelser. Glemt er Grundlovens religionsfrihed, og med forslaget tænker han ikke på menneskefjendske kristne ekstremer, scientologi, Jehova, Jødedom og hvad der ellers findes af ekstreme sekter indenfor dette marked, men alene på den islamiske religions ekstreme sekter. Med det kendskab vi nu har til EU's og dermed Danmarks såkaldte terrorlovgivning, skal skolebørn så også fremover vækkes om natten af PETs antiterrorgrupper, og vi må spørge, skal disse børn også rives væk fra deres forældre og udvises uden retssag? Skal forældrene have dummebøder? Det vil Karen Jespersen sikkert klappe i sine kolde hænder af.

Dette stikkeri er omgående fulgt op af det nedskårede politi som nu beder borgerne om bruge deres filmende mobiltelefoner til at anmelde medtrafikanter og naboer. Vi er nogle der husker forargelserne over de sagsmapper man fandt i DDR’s Stasi arkiver om naboovervågning. Med den type anmeldelser man her appellerer til, er man som borger og barn retsløs, med de terrorlove vi er blevet påduttet.  

Men også på dette område er overgangen til de eliteønskede nye tider svær. Foreløbigt har en heltemodig skoleinspektør reageret kraftigt mod ønsket om at anmelde børn, og det borgerlige retssystem har på landsretsplan stadfæstet at anklagemyndighederne ikke kan gøre brug af deres anti Farc vidner i sagen mod ”Fighters and lovers” for at deres støtte til FARC og PLFP var støtte til terrororganisationer ifølge USA's og EU's terrorliste. Anklagerne er politisk dikterede og ikke underbyggede. Til gengæld kan disse dommere sammen med den modige skoleinspektør sikkert regne med at de er havnet i PET’s kartotek over terrorist elskere. 

Kammerater. Der er nok af opgaver at arbejde med i den kommende tid. Men vi er i samklang med det store flertal af befolkningen, så vores initiativer er ventet og vil blive bakket op. 

Kommunistisk Parti i Danmark
Landsledelsesmødet søndag den 8. juni 2008
Den politiske situation

________________________________________________________________________

Man må sige om regeringen at den fører en udenrigspolitik med krudt i. Helt bogstaveligt. Nu er det kommet dertil, at dens politik ikke ”kun” slår soldater og udenlandske mennesker ihjel, nej, nu truer den også danskernes liv. Hævn kalder de der står bag bomben mod den danske ambassade det, terror kalder regeringen og dens støttepartier det. Uanset hvad det kaldes, betyder det død og ødelæggelse.

Det er kvalmende at se på de ansvarlige – statsministeren, udenrigsministeren, Dansk folkepartis ordfører - når de står frem med deres fordømmelser. Selvfølgelig fordømmer de efterladte at deres kære blev dræbt eller invalideret, men det kan ikke bruges til noget som helst. Det spørgsmål de stiller sig, og som må stilles er: Hvorfor? Hvorfor er Danmark blevet mål for bomber? Til det kan svaret være, at virkeligheden jo er, at lilleputstaten Danmark har lagt sig godt og grundigt ud med millioner og atter millioner af mennesker. Håner og fornedrer dem, og er i krig mod dem.

For alle andre end de krigsliderlige og arrogante selvgode danskere, er det tydeligt, at den krig de påstår at være en krig mod ”terrorisme” selv er terroristisk.

- At det er en krig som våbenleverandører og andre store virksomheder tjener styrtende med penge på,

- at de invaderede lande ødelægges og tømmes for uvurderlige kulturværdier,

- at der i virkeligheden føres krig mod fattigdom, kultur og uvidenhed. Men krig har aldrig helbredt hverken fattigdom, forbedret kulturen eller afskaffet analfabetisme og dårlige uddannelsesmuligheder. Dertil kommer at krige om hvilken gud og profets bomber der er værst, de statsautoriserede eller de uautoriserede, aldrig har ført til nogen afklaring.

Det vi kan og skal gøre er at kræve stop for statsterror, kræve Danmarks udenrigspolitik ændret fra at være udfarende aggressiv til at handle om investering i udvikling af de fattige lande og investering i uddannelse. Så enkel er recepten mod den uautoriserede terrorisme. Men det koster penge og det koster mistet profit, og det er ikke lige det, som liberalisme handler om.  

Anders Fog skal stoppes nu. Han er dødsensfarlig. Hans kumpaner er afgået som Tony Blair måtte gøre, eller afgående som Bush nu er. De stærke forlydender om at han står overfor at tiltræde stillingen som overhoved for NATO, gør kravet om at stoppe ham endnu mere alvorligt og relevant. NATO blev angiveligt dannet som en forsvarsalliance. Den er nu krigsskabende over hele verden. Derfor skal kampen mod NATO forstærkes, og vi kommunister skal være i spidsen for denne kamp.

Sygehuskonflikten

Bruger vores land mange penge på krige og dens konsekvenser, kniber det til gengæld med at ville bruge penge på at redde danske liv. Den langvarige arbejdskonflikt på sygehusene koster nu liv og førlighed. Også her når regeringens og folketingsflertallets hykleri op på rødt i skalaen. Standardbemærkningen med henvisning til den såkaldte danske model er for grov. Der findes ingen ”danske model” for forhandlinger indenfor den offentlige sektor mere. Al økonomi i kommuner og regioner er centralt styret. I Finansloven afsættes de penge forligspartierne vil bruge på sygehusene og sundhedssektoren, og for kommunernes vedkommende forhandles der en gang årligt mellem Kommunernes landsforening og regeringen om rammerne for kommunernes økonomi. Regeringen har indført skattestop, som også gælder kommunerne. Derfor er det hykleri, når ministre og folketingsmedlemmer taler om at ”gribe ind” eller ej. Jo som arbejdsgivere kan de gribe ind med ekstrabevillinger. Vedtager de en lov der stopper strejken, har de som arbejdsgivere misbrugt deres mulighed for at kunne lovgive sig ud af en konflikt, hvor de kunne have sørget for de nødvendige ekstrabevillinger til et forhandlingsresultat. Finansministeren ved – eller bør vide – hvad det koster at drive sygehusene og opfylde de krav de selv stiller til sygehusene om behandlingsgarantier m.m. De ved derfor også hvor meget de har afsat til lønningerne på finansloven. Hvis de vil forhandle efter ”den danske model” må de betale de ekstraomkostninger som et forhandlingsresultat giver. Ellers er der ikke tale om reelle forhandlinger.

Nu har FOA medlemmerne stemt ja til forliget mellem FOA og regionerne der administrerer sygehusene. Tilbage står Sundhedskartellets medlemmer. Uanset hvordan konflikten ender, må de offentlig ansattes organisationer lære dette af årets konflikter, at i de år hvor der skal forhandles overenskomst om løn- ansættelsesforhold - antal ansatte – uddannelse og efteruddannelse m.m., skal deres krav allerede stilles når finansloven forhandles og når der forhandles mellem staten og KL.

Hvis vi ser på hvordan journalisterne har stillet spørgsmål om ”indgreb” eller ej, afslører det at de er alt for uvidende om hvordan det offentlige arbejdsmarked er skruet sammen. Det virker som om journalisterne endnu ikke har fattet at det netop er staten der er den reelle arbejdsgiver overfor sygehusene. Måske fordi de ikke må bore mere i det, men i netop sådanne situationer ser man at kritisk journalistik ikke eksisterer, hverken i aviserne eller i de elektroniske medier. Et slående eksempel er forrige uge, hvor en meget vigtig nyhed for befolkningen, nemlig at staten og kommunerne var påbegyndt forhandlinger om rammerne for økonomien i kommunerne i 2009, druknede i en massiv dækning af en 2. gangs bryllupsfest, betalt af skatteyderne. Med en løbende pædagogstrejke, bakket fuldt op af forældrene, kunne det ellers nok være interessant at vide hvad staten tiltænker kommunerne af økonomiske muligheder for at dække kravene til gode børneinstitutioner, og hvad har man har tænkt sig at gøre ved de utidssvarende skoler og deres uhumske toiletter udover at brokke sig over dem og ellers udskrive flere tests og tale for mere disciplin.

EU forfatningen

En stor national skandale er fundet sted siden vi havde ledelsesmøde sidst. Et stort flertal i folketinget har vedtaget Lissabon traktaten med de nye forfatningsmæssige tiltag uden om befolkningen. Uanset at både grundloven og befolkningen krævede folkeafstemning, turde folketinget ikke lægge det ud til befolkningen. Man indså, at den folkelige opbakning manglede. Trods mere end 30 års tilværelse i EU’s slaraffenland kan det nemlig konstateres, at den folkelige uvilje mod EU systemet efterhånden er vokset til en sådan styrke og omfang, at det europæiske samarbejde som etableres af og i EU-systemet ikke længere funderes på et folkeligt mandat.

Dette illustreres meget tydeligt af vores tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, nu formand for EU-parlamentets socialdemokrater. På gruppens vegne fandt han det nødvendigt at rette en meget alvorlig henstilling til EU-kommissionens formand om at han skulle trække kommissionens forslag til direktiv for frit sygehus valg tilbage. Ikke fordi de var imod direktivet, men det der ængstede de gode socialdemokrater var, at direktivet alene ved sin fremkomst ville kunne puste liv i den latente folkelige uvilje mod EU, og dermed gøre det umuligt at gennemføre ratifikation af reformtraktaten af forfatningen.

Det er bemærkelsesværdigt for den nuværende og tidligere forfatninger i EU systemet, at kravet om en ny forfatning aldrig har været et folkekrav. Kravet har altid haft udgangspunkt i eliten, som derefter har stillet befolkningerne overfor et krav om godkendelse.

Der er dog endnu et håb tilbage: Irland. Deres nationale forfatning var så klar, at en folkeafstemning ikke kunne undgås. Irland stemmer på torsdag den 12. juni, og hele Unionens folkeslag er nu afhængig af hvad det irske folk stemmer.

Vi har i vores blad skrevet om initiativet ”Vote for me” og i de informationer vi har modtaget fra dette initiativ ser det ud til, at rigtigt mange mennesker fra mange medlemslande har sendt sin underskrift med appel til irerne om at stemme nej på deres vegne. Skulle det på trods af de mange penge der er pumpet ind i ja propagandaen i Irland alligevel gå hen og blive et nej, skal vi være oppe på de høje nagler, når begejstringen har lagt sig. Det ligger lige for at tænke sig, at EU systemet omgående vil forsøge at omgå det, som de gjorde i 1992 da Danmark stemte nej til den første unionstraktat, Maastricht-traktaten, og lave noget lignende som vores såkaldte nationale kompromis. At det i dag er blevet misbrugt til at undgå Grundlovens krav om folkeafstemning, og til efteråret skal til en fornyet folkeafstemning viser, at det var et katastrofalt kompromis, som SF stod fadder til, - og som de for øvrigt nu ikke mere vil have.

Men der er så meget SF ikke have. De vil heller ikke have at kvinder bruger et tørklæde om hovedet. Ikke kun når de er dommere, men overhovedet, for det er kvindeundertrykkende siger SF formanden. Den gode formand er ude på tynd is, og roder rundt i hvad der er religion, hvad der er kultur, hvad der er praktisk og hvad der er mode. Men uanset hvad, så bør SF-formanden også lære, at hverken forbud, forhånelse eller krig ændrer menneskers religiøse tro eller kultur. Tvært imod.

Hvis SF er ude i et korstog mod religiøs undertrykkelse, kunne vi foreslå dem at rejse krav om undervisning i folkeskolen om f.eks. materialistisk filosofi, historisk materialisme og andre videnskaber.

- Men det strider nok mod den undertrykkelse af videnskabelig tænkning der ligger i regeringens og folketingets beslutning om tvungen undervisning i en anden oldarabisk religion, som de kalder kristendom.  

Kommunistisk Parti i Danmark

Landsledelsesmøde den 29-30 marts 2008.

Den aktuelle politiske situation

Af Betty F. Carlsson, formand

________________________________________________________________________________

Liberalismen har bragt os et modbydeligt samfund, med fordømmelse, missionerende bedreviden, indskrænkethed, puritanisme, had og straf. Hvor det før var en dødssynd at sladre, er det er blevet en selvtilfredsstillelse at anmelde hinanden. De helt store problemer er mobning og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Der sættes fine kampagner i gang, sågar anført af kronprinsessen, men det nytter ikke. Det er selve grundholdningerne det er galt med.

Det værste er det ondskabsfulde had, som har sneget sig ind. Mange af os kan huske såkaldte vittigheder om jøderne, om hvor mange der kan være i en folkevogn – man talte 50 i askebægeret med. De var ikke sjove, og de forstummede. Lige nu vælter såkaldte vittigheder ind via SMS rundsending, som man jo gør nu. Beskedmappen i telefonerne fyldes op med bl.a. følgende: Nyt tilbud. Den ultimative overlevelsestur med BS Christiansen. Vi mødes i Vollsmose i vores Arla T-shirts og læser Jyllandsposten, mens vi laver helstegt pattegris over et bål af koraner. Også workshop for børnene hvor der kan tegnes tegninger af Muhammed… Og en anden: Lambi toiletpapir nu med underholdning i. Vi har tegnet profeten Muhammed og du farvelægger ham…

Det er det mest chokerende ondskabsfulde jeg længe har oplevet. Det værste er næsten, at disse historier rundsendes af gode danske borgere, der selv tvangsindmelder deres spædbørn i en lignende religion, og lader deres unge børn deltage i denne kirkes nærmest kannibalistiske ritualer hvor de påstås at skulle drikke Jesu blod og æde af hans legeme når de skal til nadver, som dette ritual kaldes.

Stakkels Danmark, hvor et parti på venstrefløjen kan få kæmpe succes på at sige at de indbyggere, der ikke vil vores demokrati, kan skrubbe ad helvede til. Er det ovennævnte samfund der menes, så siger jeg tak for kaffe.

Et samfund hvor også socialdemokraterne svarer udstødte unge og deres forældre med trusler om mere straf. Et samfund hvor døre sparkes op af et hemmeligt politi om natten, et politi som kan landsforvise uden dom. Vores samfund er blevet fascistoidt, et kulturløst samfund med overvågning og offentlig udhængning og fordømmelse. Alle godter sig. Andres fiasko er trods alt bedre end ens egen..

Vores unge sendes i krig ude i verden. De tager af sted i god tro på sagen, som unge har gjort det i århundreder. Og nu som i århundreder vender nogle tilbage i live, desillusionerede, psykisk nedbrudte og nogle overlevende også fysisk invaliderede. Den løgnagtige Irak krig har Danmark omsider trukket sig ud af. Til gengæld er deltagelsen optrappet i USA's krig i Afghanistan. I dag ved vi at baggrunden for Irak krigen var grusom og kynisk. Det drejede sig om at oppiske en terrortrussel, så præsident Bush og hans familie og økonomiske venner kunne tjene styrtende med penge. Bushs tid er ved at rinde ud. Men han er i fuld gang med at nå at få sikret sine fremtidige indtægter ved krig. Når NATO nu appellerer til at forstærke NATO landenes indsats i Afghanistan, drejer det sig også om de store fortjenester våbenindustrien og krigsvareleveringsvirksomhederne har. Samtidig naturligvis med at sikre sin kontrol over området omkring olieledningerne. Det bliver lagt frem som et spørgsmål om solidaritet, og vores borgerlige regering har selvfølgelig hurtigt givet positivt respons på dette. Det er blevet kørt langsomt, men sikkert frem i de danske medier. Hele denne strategi kulminerede onsdag-torsdag med endnu en dansk soldat, faldet i Afghanistan krigen, kort tid efter den forrige faldne soldat.  En ledende militær befalingsmand stod frem i medierne og udtalte at ”vi” var nødt til at bringe disse ofre, for hvis ikke vi var i Afghanistan, ville de komme til os.

Det er så langt ude i hampen, at jeg ikke troede mine egne øjne, da jeg på Socialdemokraternes hjemmeside læste de aktuelle udtalelser fra formanden Helle Thorning om den faldne soldat, hvor hun ordret gentager majorens vanvittige påstande, som sine egne bemærkninger til sagen.

Hvad siger så den såkaldte venstrefløj? SF’s formand siger forsigtigt at Danmark måske skal revurdere vores krigsdeltagelse i Afghanistan, og Enhedslistens Frank Åen bakker op om dette. Hvilke initiativer tages der så på denne sorgens dag? Jo, Enhedslisten markerer sig på dagen ved at meddele offentligheden at den, helt på linie med det fremelskede stikkersamfund, har anmeldt finansministeren til Arbejdstilsynet for at have røget lovlig tobak på sit kontor!!!  Ikke fordi det er ulovligt, men fordi de ville missionere. Det hænger i øvrigt fint sammen med deres markering i forbindelse med en udsendt politisk føler om at forhøje priserne på tobak væsentligt, hvortil Enhedslisten omgående tilføjede, at så måtte det følges op af et forbud mod grænsehandel, hvis det ikke kunne blive et samlet EU initiativ????  En sådan udmelding giver flimmer på skærmen om partiets EU holdning.  Dertil kommer, at al erfaring viser, at det vil blive modtaget med kyshånd af den russiske smuglermafia. Og så træder de i øvrigt på de lavest lønnede i samfundet, som statistisk set er dem der ryger mest, og vel skulle være dem, der stemte på dem.

Det der mangler er klar tale. Det der mangler er, at den påståede opposition melder ud mod den politiske og kulturelle samfundspolitiske linie, som EU og de borgerlige partier kører frem. Den kommer hverken fra Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten. De kører med på bølgen. Det er hamrende farligt. Der er brug for en klar udmelding fra oppositionen til denne samfundsudvikling. Den kommer bare ikke.

Fuldkomment koldt, meddeler regeringen og dens støtteparti, at løfterne under valgkampen om at gøre noget humant for de afviste Irakiske flygtninge og deres psykisk syge børn er bortfaldet, i og med at de har genvundet flertallet. Ingen respons fra oppositionen.

Helt koldt meddeler regeringen og deres støtteparti, at de løfter de gav børnefamilierne om bedre forhold for at få dagligdagen til at hænge sammen, og at de ville sikre at der ikke mere skulle være lukkedage i børneinstitutionerne, er droppet, i og med de har genvundet flertallet. Ingen respons fra oppositionen.

Helt koldt meddeler regeringen, at de ikke vil gøre noget for børnefamilierne i forbindelse med at de skal kunne få mulighed for at passe deres børn når de er syge. Ingen respons fra oppositionen.

Helt enkelt: De vil blæse på valgløfter, på indstillinger om kvalitetsforbedring af den såkaldte velfærd, som deres nedsatte kommission pegede på, blæse på indstillinger som deres nedsatte familiekommission pegede på. Og skal vi gå tilbage til krigen, hvor soldaternes fagforening peger på at soldaterne bør uddannes bedre hjemmefra for at kunne overleve, så svares der også der, at de moderne sager de skal håndtere i Afghanistan først og fremmest skal sendes derned, og så må de lære det der, eller dø.

Sagt ganske klart: Liv betyder ikke noget for liberalisterne. Det burde oppositionen sige, frem for at flyde populistisk med strømmen og hidse sig op over ligegyldige sager som rygning og seksualliv.

Regeringens socialminister Karen Jespersen er et aggressivt eksempel på angrebspolitikken.

Da et nyt folketingsmedlem fra SF fremlagde sine erfaringer fra sit arbejde der fortæller os hvordan nedskæringerne har betydet forfærdelige svigt overfor misbrugte og mishandlede børn, svarer hun igen med at ville knalde hende for at have svigtet sit ansvar overfor loven, som hun netop påpegede ikke kan holdes indenfor de økonomiske rammer kommunerne har. Meldingen er klar til alle landets socialarbejdere: Hold din kæft om din viden om sådanne svigt, ellers kommer ministeren efter dig.

Da journalister konfronterer hende med at løftet om at afskaffe de 20 årlige lukkedage i daginstitutionerne koster ½ milliard, og at de 50 millioner kr. som regeringen har bevilget til formålet kun dækker 0,8 lukkedag, angriber hun kommunerne for ikke at tilrettelægge arbejdsstyrken.

Da hun konfronteres med at f.eks. Sverige har en socialpolitik der sikrer børnefamilierne ret til at passe deres syge børn, og ikke har lukkedage, smører hun den omgående af på de den danske OK model, og at det herhjemme er et overenskomstspørgsmål.

Det er rigtigt, at vi i Danmark har accepteret at et så samfundsmæssigt fælles problem, som børns pasning under sygdom er blevet et overenskomstspørgsmål, på samme måde som pensionen. Det er oven i købet kommet til at fylde rigtigt meget i overenskomstforhandlingerne, der jo efterhånden er blevet et procentspørgsmål. Også fagbevægelsen bakker op om dette, og siger ganske rigtigt, at regeringen og politikerne ikke skal blande sig i overenskomstresultater og forhandlinger.

MEN. Er samfundets børns vilkår et overenskomstspørgsmål, eller er det et fælles anliggende for os alle, som der skal lovgives om?

Er noget så vigtigt som at kunne passe sine børn når de er syge et overenskomstanliggende, der kan resultere i 1 dags pasning, 2 dages pasning, når enhver ved, at et barn normalt er sygt i mere end både 1 og 2 dage?

Skal ret til at passe et sygt barn være afhængig af at forældrene arbejder et sted med overenskomst?

Nej, det skal det ikke. Det er et fælles anliggende, at børn ikke alene passes, men får en pædagogisk omfattet social udvikling. Og det tilbud skal være tilgængeligt ud fra de behov forældrene har i forhold til deres arbejdstid. Alle forældre skal have ret til at passe deres syge børn. Det skal vi betale kollektivt, ligesom når vi selv er syge, og får dagpenge eller arbejdsgiveren får refusion for lønnen.

Det samme gælder for voksnes sygdom. De private sygeforsikringer skal ud af overenskomsterne, det gælder også for vores pensionisttilværelse. Alle skal sikres en folkepension man kan leve af. Hvis nogle vil og kan aftale individuelt med arbejdsgiverne om yderligere pensionsopsparing, eller vil spare op privat, så er det et privat anliggende.

Det må vi kommunister slå fast. Både politisk og i vores faglige politik. Og det er vigtigt at pege på dette. Det er jo ikke noget nyt, sådan var det før, men nu er det vigtigt at stille op som et alternativ til den liberalistiske politik, der ignorerer at der er andre muligheder.

Her tænkes især på den frække henvisning til den såkaldt danske model. Denne model er totalt gennemhullet. Med EU dommen i Vaxholmsagen, er den danske model faldet sammen. Når fagbevægelsen mister strejkeretten, medens arbejdsgiverne for øget deres ret til at tage den billigste arbejdskraft uanset gældende overenskomster på området, med henvisning til EU's ret for kapitalen til frit at kunne etablere sig hvor den vil med hjemlige arbejdsvilkår, er den danske model blevet en hæmsko for fagbevægelsen, det vil sige arbejderne. Den binder os jo til kun at måtte bruge strejkevåbnet i forbindelse med officielle overenskomstforhandlinger. Overenskomster der kan blive sløjfet ved inddragelse af arbejdskraft og virksomheder fra andre lande med helt andre løn- og arbejdsvilkår end vores efter EU dommen. Som bekendt skal der jo være fri konkurrence og licitation indenfor EU. Tyskland går for tiden foran på det sociale område. En meget stor del af hjemmehjælp og hjemmesygepleje hyres gennem polske firmaer, der leverer billig arbejdskraft. På byggeområdet kender vi allerede konsekvenserne. Den danske model, som den hedder, er for tiden idealet i EU, som de vedtog i Lissabon. Vi binder arbejderne rent konfliktmæssigt, og tvinger dem til at arbejde gratis for kontingent- og skattebetalte dagpenge når de er arbejdsløse. Det er det rene eldorado for kapitalen, og gennem dette system kan man ved nedskæringer nedlægge offentlige arbejdspladser, og få arbejdskraften tilbage betalt af dagpenge. Også i denne del af samfundet har det fascistoide samfund fået magten med kontrol og fordømmelse af ufrivilligt arbejdsløse, medens kontrol af sikkerhedskrav kaldes bureaukrati og Bagmandspolitiet er nedlagt.

Slutteligt et par bemærkninger om de offentlig ansattes overenskomstforhandlinger. Del-og-hersk politikken vandt endnu engang, og tilbage står nu de lavest lønnede med de dårligste arbejdsvilkår. Til gengæld er det netop disse mennesker der nyder borgernes største respekt. Det viser alle meningsmålinger. Med de sidste udmeldinger er de varslede strejker udsat, og der er indkaldt til nye forhandlinger i forligsinstitutionen. Der er dog intet der tyder på at der er mulighed for at løse løn problemerne der. Her skal vi huske, at der i OK forhandlinger snakkes procenter, og der er fandens til forskel på 10-15 osv. % af en løn på 19.000 kr. og 50.000 kr.

Som alt lyder nu, vil de ”sidste” offentlig ansatte være i strejke 1. maj. Den opbakning der er i offentligheden, skal forberedes til at lyde 1. maj. Det skal vi forberede, for uden opbakning sætter vi hverken liberalismens menneskefjendske politik i relief, eller vores eget alternativ, som sætter en helt anden human og social politik på dagsordenen.