Ivan Hansen
I anledning af 90året for den russiske Oktoberrevolution i 1917.
Oktoberrevolutionens betydning før og nu.
Første verdenskrig 1914 – 18 blev afsluttet med en revolutionær bølge i sit kølvand, som skyllede gennem det europæiske kontinent og efterlod de kapitalistiske samfundssystemer i Europa, i endnu dybere krise, end den der fremkaldte krigen.
For halvfems år siden blev resultatet af oprøret mod det kapitalistiske blodbad i Europa, at de russiske arbejdere og bønder vendte våbnene mod sine plageånder og tog sin skæbne i egne hænder. Oktoberevolutionen blev fuldbyrdet.
Efter at DEN RØDE HÆR havde jaget interventionsstyrkerne, fra en række europæiske lande, på flugt, påbegyndtes opbygningen af en socialistisk stat. For første gang i menneskehedens historie, havde et folk frigjort sig fra kapitalistisk udbytning og skabt en stat, med arbejderklassen som den førende kraft.
Men ikke alene blev det russiske borgerskab frataget sin ledende rolle. Borgerskabet overalt på Jorden fik indskrænket deres muligheder for, at gøre hele verden til tumleplads, for deres profithunger. Men ikke kun det. Borgerskabets muligheder for, at forstærke udbytnings-graden af deres nationale arbejderklasse hæmmedes.
Arbejdere overalt i verden hilste revolutionen velkommen og d.4.marts. 1919 blev Kommunistisk Internationale grundlagt i Moskva, hvilket affødte at der i alle lande dannedes kommunistiske partier, som styrkede arbejdende menneskers drøm om, at blive befriet fra løn-slaveriet. Det forekom dem nu, at ligge indenfor mulighedernes grænser.
Og det blev ikke ved drømmen, deres bevidsthed om egen styrke gjorde deres aktioner målrettede.
Den kapitalistiske afsætnings- og strukturkrise som første verdenskrig udsprang af, blev yderligere skærpet derved.
I 1929 brød en verdensomspændende økonomisk, strukturel og politisk krise ud. Millioner og atter millioner mennesker blev kastet på gaden i den kapitalistiske verden, medens den socialistiske stat mangedoblede sin produktion, afskaffede arbejdsløsheden, gav kvinderne fuld ligestilling med manden, såvel økonomisk som politisk og ingen kvinde blev tvunget til at blive moder mod sin vilje. Staten påtog sig alle udgifter til social forsorg, al sygdomsbehandling blev gratis.
Arbejdslønningerne og levefoden steg kontinuerligt. Løn under sygdom blev en selvfølge.
Analfabetismen blev afskaffet. Ingen kunne mere leve af andres arbejde. Der blev indført stemmeret fra det attende år.
Denne dynamiske udvikling i verdens første socialistiske stat, højnede bevidstheden i den internationale arbejderklasse, om dens rolle som det afgørende element i den kraft, der kan udvikle menneskesamfundet til et organ, hvor der er lige muligheder for alle.
Det betød at de revolutionære kræfter i verden fik øget selvtillid.
Den socialistiske stats udenrigspolitik støttede frihedsbevægelserne politisk, økonomisk og ikke mindst gennem uddannelse af studenter, fagfolk, politiske administratorer og i det hele taget alt hvad et folk har brug for, for at kunne skabe sig en selvstændig tilværelse. Kolonisystemet begyndte at vakle.
Kolonierne blev mere og mere en økonomisk klods om benet på koloniherrerne og forøgede modsætningen mellem de imperialistiske staters monopoler.
Der var åbenbare forberedelser til, et nyt forsøg på, at løse kapitalismens krise, ved hjælp af en verdens-krig.
Allerede i 1937 havde den engelske udenrigs-minister Halifax udbedt sig en fortrolig samtale med Hitler. Den fandt sted d.19. november 1937. På den engelske regerings vegne hyldede han føreren for de store ting han havde udrettet, ikke alene for Tyskland, men for hele Europa ved udryddelsen af kommunismen, for hvem vejen til Vesteuropa nu var spærret med et solidt bolværk. England, sagde han, ønskede et engelsk- tysk samarbejde med Frankrig og Italien og forsikrede at alle spørgsmål om ændringer i den europæiske orden som før eller siden måtte finde sted, f.eks. problemerne med Danzig, Østrig og Tjekkoslovakiet nemt kunne løses. Det var et vink med en vognstang om, at de ville være partnere i et togt mod øst. De tre fascistiske stater Tyskland, Italien og Japan - med Finland på slæb, rullede optimistisk med musklerne.
De såkaldte ”demokratiske” lande, England, Frankrig og USA, vendte det døve øre til truslerne, i skadefro overbevisning om, at Hitler i første omgang ville kaste sig over ”den kommunistiske fare” fra øst. Således at de kunne hoppe med på vognen og få del i rovet. Men den tyske monopolkapital havde andre planer. De agtede ikke at dele rovet med nogen, de ville have det hele for sin egen mund. Derfor skulle England og Frankrig først elimineres fra skuepladsen.
Det huede imidlertid ikke verdens største kolonimagts monopolherrer, at Englands premiereminister Neville Chamberlain, ved underskrivelsen af den såkaldte Münchenaftale i september 1938, havde givet tysk monopolkapitals frontkæmper Hitler, frie hænder i Europa.
Efter det tyske overfald på Holland, Belgien, Frankrig og Danmark blev Chamberlain fyret på gråt papir. I stedet indsattes den engelske storkapitals usvigelige forkæmper Winston Churchill. Han havde bevist sin troskab, ved at stille sig i spidsen for interventionskrigene, mod den nyfødte arbejderstat Sovjet-unionen, og sin hyldestartikel til fascisten Mussolini. Artiklen blev bragt i italiensk presse d. 20. januar 1927, det hedder heri bl. a. følgende: Hvis jeg havde været italiener, er jeg overbevist om, at jeg af hele mit hjerte ville have været med Dem fra begyndelsen til enden i Deres triumferende kamp mod leninismens dyriske glubskhed og lidenskaber… Fascismen har forsynet os med den fornødne modgift over for den russiske gift. Herefter behøver ingen stor nation savne det yderste middel i forsvaret mod bolsjevismens voksende kræftsvulst.
De engelske kapitalister var til fulde overbevist om, at han ville føre dem frelst ud af krigen, på vilkår der tilgodeså borgerskabets klasseinteresser.
Skønt Sovjetunionen gennem sin udenrigspolitik, havde gjort alt, hvad der var muligt, på denne front, for at forhindre krigen, og kommunistiske partier over hele verden, satte kampen for bevarelse af verdensfreden, øverst på aktionsprogrammernes dagsorden, lykkedes det som bekendt ikke, at forhindre den kapitalistiske krise i, at udvikle sig til den anden verdenskrig, hvor over 50 millioner uskyldige menneskeliv blev ofret, på de internationale monopolers alter, og ligeså mange eller flere blev invalider. Alene de sovjetiske tab af menneskeliv var over 20 millioner. Det var en smertelig del, af den pris det sovjetiske folk betalte for, at befri Europa fra fascismens rædselsregimente. Mon ikke det vil være klogt, at tage disse kendsgerninger i betragtning, når man sætter sig til doms over Sovjetunionen, for dets enorme militære potentiale. Thi, sandheden er jo også, at heller ikke den anden verdenskrig helbredte den økonomiske og strukturelle krise som fremkaldte krigen.
Allerede i 1946, kun et år efter krigens afslutning, genoptog don Quixote Churchill sit felttog mod Sovjet-unionen. I sin Fultontale i USA, proklamerede han de selvudråbte ”vestlige demokratiers” korstog, også kaldet ”den kolde krig” mod Sovjetunionen. Samme år d.19.-september, foreslog han på et møde i Zürich, dannelsen af Europas forenede stater og trak hermed det såkaldte Jerntæppe ned gennem Tyskland.
Takket være Sovjetunionens og de øvrige socialistiske staters aktive udenrigspolitik og solidaritet med de nationale frihedsbevægelser, i de af imperialisterne under-trykte Kolonilande, fik hele kolonisystemet dødsstødet, som en af anden verdenskrigs efterveer.
De kapitalistiske staters svar, blev logisk nok, en voldsom militær oprustning, med henblik på at genvinde det tabte terræn. Til formålet skabtes den økonomiske, politiske og militære blok NATO i 1949, som Danmark tilsluttede sig fra første færd. De første forsøg på, at demonstrere den nye styrke, faldt ynkeligt til jorden i Vietnam. Sydafrika faldt også ud af den imperialistiske sfære og det ser heller ikke bedre ud i Irak.
Alligevel kan et tredje forsøg på, at finde en militær løsning, på det kapitalistiske verdenssystems uforenelige modsætninger, absolut ikke afvises. Det er måske i gang.
Det man kalder ”den nye verdensorden” indeholder jo, at militær indblanding i selvstændige staters indre anliggender, er legitim politik, med USA i fører-sædet og FNs underdanige accept.
Danmark har allerede involveret sig, som deltager i tre af den slags krige: Jugoslavien, Irak og Afghanistan. Og er således, at betragte som en krigsførende magt. Det er måske svært at forstå, hvad lilleputstaten venter sig af det eventyr, men det er altså en kendsgerning.
Nu er Sovjetunionen og de andre socialistiske stater i Europa, løbet over ende, og et vigtigt bolværk, mod en ny og endnu grusommere krig, er dermed gået tabt.
En beklagelig kendsgerning, som kommunister verden over, har måttet tage til efterretning og indrette deres politiske engagement efter.
Kampen for freden og national selvstændighed skal igen stå øverst på vores nationale dagsorden. Og det bliver en svær opgave, at engagere folkene aktivt i, på vore breddegrader.
Men, der er for menneskeheden, ikke råd til flere eksperimenter. Vi lever i Atombombens tidsalder, en ny verdenskrig kan udslette alt liv på jordkloden.
Det drejer sig derfor om, at udslette årsagerne til krige, før det kommer så vidt.
Den opgave kan ikke løses uden kommunister, som er de eneste der kan og har mod til, at erkende tilstedeværelsen af det kapitalistiske samfundssystems akilleshæl, den indbyggede uovervindelige modsætning, mellem købere og sælgere af varer.
Kampen for fredens bevarelse er derfor nøje knyttet til, i hvilken udstrækning det kan lykkes, at indskrænke monopolkapitalens rovdrift på menneske-samfundet.
Menneskene beskytter sig mod rovdyr, ved at indskrænke disses jagtmarker, for ikke at blive ædt, derfor uddør de af mangel på næring. Den samme metode må samfundsmæssigt anvendes overfor monopolkapitalens rovdrift, ellers går menneskeheden til grunde.
Nu er vi jo ikke mange bevidste kommunister her på vore breddegrader, det kan derfor godt forekomme, som en uoverkommelig opgave, at give sig i lag med, på vores afsnit. Men Marx og Engells var helt alene om, at påvise det kapitalistiske samfunds indbyggede selvmord og Lenin var helt alene om, at anvise vejene til at skabe den nye samfundsmodel, som Marx og Engels påviste nødvendigheden af.
Da bolsjevikkerne i 1917 overtog magten var der kun 4000 partimedlemmer i hovedstaden Petrograd.
Under den tyske besættelse af Danmark havde det kommunistiske parti ca.3000 medlemmer i hele landet, heraf sad ca.300 af de mest erfarne ledere i forgården til dødslejren Stutthof, hvor halvdelen af dem havnede, nemlig Horserødlejren. Alligevel spillede partiet hoved-rollen i ledelsen af den danske modstandsbevægelse.
Det er således ikke alene antallet af partimedlemmer, der er bestemmende for en opgaves løsning, selvom det selvfølgelig ikke er ligegyldigt.
Det er kvaliteten og indsigten i substansen, der er det afgørende.
For medlemmer af det kommunistiske parti er endemålet for vor virksomhed, at fuldbyrde udviklingen af menneskesamfundet til et fællesskab hvor enhver yder efter evne og modtager efter behov som Marx og Engells formulerede det, i Det kommunistiske Manifest.
Dertil kræves der adskillige store etaper i udviklingsprocessen.
Den første af disse etaper vil være, at folket, med arbejderklassen, som den førende kraft, overtager magten i samfundet.
Men inden det kan komme så vidt, må folket fratage monopolkapitalens ejere deres enerådighed, over samfundspolitikken og sikre Freden.
Det gøres ikke med flotte ord og et kryds på stemmesedlen. Det kommer til at koste knofedt. Og det kræver at der lægges en strategi og taktik for enhver fase af kampen.
For indeværende fase på vort frontafsnit, foreligger strategien i form af, for Danmarks vedkommende, vort partiprogram Folkemagt mod Pengemagt.
Det er her på sin plads, at knytte et par bemærkninger til betydningen af Strategi og taktik i klassekampen.
Strategien indeholder følgende ingredienser og er som hovedregel uforandret i den fase den er gældende for:
· En blotlæggelse af, hvilke klassekræfter der er til rådighed i samfundet med fælles objektive interesser, økonomisk, socialt, kulturelt og nationalt. Det vi med et enkelt udtryk omtaler som en klasseanalyse.
Taktikken er underlagt Strategien som forfølger målet, medens taktikken er selve kampen for at nå målet. Den bestemmer hvilke aktioner, og i hvilket omfang, de på det givne tidspunkt og sted, kan befordre bevægelsen mod målet.
Taktikken tilpasses Ebbe og Flod i bevægelsen, organiserer og omorganiserer kampen i overensstemmelse med de givne muligheder for sejre, delsejre eller eventuelle midlertidige retræter. Taktikken ændrer sig derfor mange gange i den fase strategien er fastlagt for.
I vores teoris righoldige annaler, kaldes den revolutionære Strategi og Taktik for: Videnskaben om ledelsen af proletariatets revolutionære Kamp.
I vore partiprogrammer ses det, at vi anvender Aktionsenhedens metode som kampform. Den kan med succes anvendes, under såvel legale som illegale kampbetingelser eller om partiet har medlemmer i parlamenter eller ikke. Den udspringer netop af den revolutionære Strategi og Taktik og er selve krumtappen i klassekampen.
Kammerater!
I vores frustration over den ebbe i klassekampen, som har hærget den internationale arbejderklasse i en årrække, er vi blevet så deprimerede, at vi næsten har glemt, at der også var en tid hvor vi høstede store sejre.
Det kan måske være hvad det være ville.
Men vi glemte også med hvilke midler, vi opnåede disse sejre. Og det var tæt på, at blive en katastrofe, for det parti i den danske arbejderklasse, som behersker Videnskaben om ledelsen af proletariatets revolutionære Kamp. Vi overlevede, kvantitativt fattigere, men hvad der er det vigtigste – kvalitativt rigere.
Alle kommunistiske partier i verden gennemlever denne vanskelige periode.
Men nogen har haft det sværere end andre og nogen har formået, at holde hovedet mere klart end andre.
Indenfor de sidste par år, oplever vi endda, kommunistiske partier, der har været i stand til, at mobilisere arbejderklassen i forbund med småborgerskabet, til at sætte monopolkapitalen stolen for døren, og give magten til folket.
Mest markant fremtræder omvæltningen i Venezuela. Inspireret af det cubanske folks heroiske kamp for, at overleve USA-imperialisternes bestræbelser på, at fratage folket herredømmet, over dets egen skæbne; har venezuelanerne frigjort sig, fra monopolejernes dominans og disses afhængighed af USA imperialismens politik.
Men også andre lande i Sydamerika, har betrådt denne vej, til et opgør med kapitalens magt. Sidste skud på stammen er Ecuador.
De portugisiske og græske partiers voksende indflydelse, er der også grund til, at have sin opmærksomhed henvendt på. Selv i Rusland begynder folket, at blive bevidst om den onde skæbne der har ramt det. Der er også belæg for, at rette opmærksomheden mod den hastigt voksende indflydelse, som den Kinesiske Folkerepublik og Vietnam har på verdensarenaen.
De steder hvor lyset altså, trods alt, er ved at fortrænge det reaktionære mørke, er det politiske partier der anvender Videnskaben om ledelsen af proletariatets revolutionære Kamp i deres agitation og propaganda, for en bedre tilværelse for folket, der er drivkraften i den samfundsforandrende proces. Der er lys forude, som vi gerne vil bade os i, det er skitseret, for Danmarks vedkommende, i KPiD’s partiprogram Folkemagt mod Pengemagt.
Det vedtog vi på vores partikongres i 2002. Vi må give det nyt liv.
Det gøres ved, at belyse det, i relation til Videnskaben om ledelsen af proletariatets revolutionære kamp.
Det vil sikkert være en god idé, at lave en plan for et sådan stykke arbejde, der kan gøre os egnede, så vi bliver i stand til, at fortælle vore medmennesker, hvordan vi forestiller os, at den fremtid vi skitserer i parti-programmet, kan blive til virkelighed. Til glæde og redning for menneskeheden. Den fremtid som netop den russiske revolution i 1917 trods alt, har banet vej for, ligesom Pariserkommunen i 1871 banede vejen for Oktoberrevolutionen.
Som Digteren skrev i sangen Internationale:
Vi skal vågne til kamp af vor dvale!!!