Offentlig og gratis uddannelse til alle!

 

KPiDs indlæg på international konference i Bruxelles den 27. maj 2008

Aflagt af Hjørdis Nielsen

 

De danske studerende på universiteterne mobiliserer for at fastholde det gratis uddannelsessystem.

Retten til gratis uddannelse er i Danmark tilkæmpet igennem mere end hundrede år.

I det danske folketing er der et flertal uden om regeringen for gratis uddannelse, men EU sætter folketinget under pres for forandring.

En forandring, der har til hensigt, at de studerende selv skal betale for deres uddannelse.

 

Brugerbetaling er allerede en realitet.

EU har allerede i strid med dansk lov om gratis uddannelse opkrævet brugerbetaling af danske studerende igennem det såkaldte Erasmus Mundus uddannelsesprogram.

De studerendes organisation har klaget til ministeren for de videregående uddannelser, og efter vedvarende tøven fra ministerens side, rejste et medlem fra oppositionen i folketinget sagen, og der samlede sig et flertal mod brugerbetalingen.

 

En snigende anti-demokratisk udvikling

Nu er Kommissionen kommet med sit forslag til Erasmus II fra 2009-2013.

Endnu engang har EU sat brugerbetaling ind.

Denne gang i en endnu mere radikal udgave, hvor ingen studerende skal have lov til at slippe for brugerbetaling. Heller ikke selv om uddannelse er gratis i deres land.

Kommissionens krav er blevet stillet gennem ministeren: Danmark skal fjerne de lovgivningsmæssige barrierer for at udbyde danske uddannelser i udlandet og indgå internationale uddannelsesalliancer.

Erasmus Mundus programmet er netop en sådan international uddannelsesalliance, og den pro-EU-minister peger på, at den politiske enighed om gratis uddannelse i Danmark er en af de store hindringer for internationaliseringen, fordi den hindrer danske universiteter i at tjene penge på EU borgere

 

Danske studerende og deres organisation protesterer og aktionerer.

De studerendes organisation har opfordret medlem af EU-parlamentet fra den danske Folkebevægelsen mod EU til at tage sagen op, og han har stillet ændringsforslag til Kommissionens forslag vedrørende brugerbetalingen

Ændringsforslaget siger, at det er medlemsstaterne selv, der afgør, hvordan de vil finansiere deres uddannelser.

Ændringsforslaget blev vedtaget i EU-parlamentets arbejdsmarkedsudvalg.

Men forude lurer desværre mange farer både på kortere og længere sigt, set i lyset af EUs øgede indflydelse på uddannelsesområdet.

 

Ideologiske angreb på indholdet i uddannelserne

Den danske ny-liberale regering med sit meget højredrejede og populistiske støtteparti har sat et ideologisk felttog ind mod borgerne generelt.

Regeringen har samlet et flertal for at pålægge lærerne i grundskolen og gymnasierne meget konkrete mål og prioriteringer for indholdet undervisningen.

 

Målene er ikke alene faglige mål men også politiske. 

De politiske mål er især udtrykt i formålet vedrørende faget ”Historie”

Lærernes organisation giver udtryk for, at ændringerne er så vidtgående, at de markerer et helt nyt historiesyn, de politiske ændringer ændrer fagets værdigrundlag.

I fagets formålsparagraf er ordene om historiebevidsthed og deltagelse i et demokratisk samfund slettet.  I stedet lægges der vægt på overbliksviden og kronologi.

Arbejderbevægelsens historie er reduceret til parenteser og for det meste udtrykt i subjektive portrætter af visse toneangivende mennesker.

Begrebet lighed og menneskenes kamp for lighed igennem historien er totalt udeladt. 

 

Afslutning

Kampen for at bevare den gratis og lige adgang til uddannelserne i Danmark er hård og ideologisk nederdrægtig. Kommunisterne støtter mobiliseringen af de studerende, lærerne og forældrene ideologisk og demokratisk.