9. kongres i Kommunistisk Parti i Danmark, maj 2009. Landsledelsens beretning v/
Betty Frydensbjerg Carlsson
Vi kan vist roligt betegne denne kongresperiode politisk, som kapitalismens storhed og kollaps. Når det ikke (endnu da) blev til dens storhed og fald, var det fordi regeringerne rundt omkring i den kapitalistiske verden afbødede dens fald med massive pengegaver – såkaldte krisepakker. Ud af dette kan vi se, at det er lykkedes kapitalismen med dens målrettede liberalistiske politik, at gøre profitten privat og gøre tabene samfundsmæssige. Det er da noget af en bedrift, og hvordan har noget sådan kunne komme så vidt?
Kapitalismens liberalistiske strategi har været deregulering af kapitalen – ”markedet er den bedste regulator”, hed det, men sideløbende med en stram styring af samfundene. Den politik har betydet massive værdier der er overført fra samfundet til kapitalen, eller markedet som de ynder at kalde sig. Ingen konkurrenceforvridning fra offentlige virksomheder. Fri og uhindret adgang over alle grænser og til alle lande og indgreb mod konkurrenceforvridning som f.eks. dyre overenskomster eller lovgivninger i de enkelte lande. Det er med begejstring blevet kaldt Globalisering, men resultatet er også, at et kollaps som det vi oplever nu, bliver globalt, og gør det svært for de enkelte lande at begrænse krisens virkninger endsige løse de katastrofer den påfører landenes borgere.
Politisk har kapitalen sikret sig en stram lønstyring og regler der sikrer den en stabil arbejdskraftreserve, og her er en anden sektor i kapitalen kommet stærkt ind – Finanskapitalen. Siden man på Lenins tid betegnede finanskapitalen som en egentlig herskende klasse, afløseren for monarkierne, har den udviklet sig eksplosivt. Både erhvervsvirksomhederne og finanskapitalen er globalt indfiltret i hinanden. Finanskapitalens bestemmende aktionærer er anonyme og fordelt over hele verden. Udover deres pengeudlånsvirksomhed og spekulation i alskens værdipapirer, har samfundene givet dem rådighed over hele samfundets penge, fra alles lønninger til pensioner og understøttelser. Det har de naturligvis tjent styrtende på, og har oveni tilladt sig at tage penge for at have dem til rådighed.
Derpå kom en ny guldgrube dem i hænde gennem politiske beslutninger: Boligpolitikken. Først skulle de konkurrenceforvridende kommunale boliger privatiseres, og så skulle der stoppes for byggeri af de almennyttige boliger. Det lykkedes alt sammen, så der kun var én mulighed for at få en bolig, nemlig en såkaldt ejerbolig. Presset på ejerboligerne satte priserne i vejret, for her var det markedets udbud og efterspørgsel der rådede, og så kørte rouletten med de kunstigt opskruede værdier. For de etablerede betød det at for lille løn blev kompenseret med velvillige lån i bankerne og kreditforeningerne. Det var meget lettere at låne penge i banken, end at skulle slås for dem mod en uvillig arbejdsgiver. Det samme gør sig gældende for kreditforretningernes kontokort til forbrug. For de nyetablerede slog de afdragsfrie lån igennem her i kongresperioden. De kom til at blive lejere i deres ejerboliger for den månedlige rente banken eller kreditforeningen tager, uden at de kommer til at eje en krone i deres bolig. De er uden en almindelig lejeres rettigheder i henhold til lejeloven, og er nu stavnsbundet til boligen, da de kun kan sælges med stort tab. De mange låntageres fremtid ser sort ud. Finanskapitalen er ikke rar at være i lommen på.
Finanskapitalen og virksomhederne har haft deres meget fede år. Som alle andre mennesker må de så tære på det opsamlede når de magre år sætter ind. Det er forbryderisk at komme og bede om penge af samfundet, hvis arbejdende mennesker har fodret dem, og også kommer til at betale med arbejdsløshed og økonomisk konkurs med deres bolig og andre lån. Men her er ingen hjælp at hente. Pengene er allerede givet til den samme finanskapital som er skyld i katastrofen. Kunne man så ikke forvente en smule taknemmelighed? Nej det kan vi ikke. Trods milliardgaverne og nationalbankens diskontorentenedsættelse har banker og kreditinstitutioner hævet udlånsrenten. Mere vil have mere, sådan er kapitalen. Det der hedder marginalrenten, altså forskellen mellem indlåns- og udlånsrenten er nu rekordhøj. Det er ikke alene svinsk, det er også udtryk for den tåbelige kortsigtede profithunger, som er systemets kendetegn. Det tåbelige ligger i at rentestigningerne vil betyde at de mange der har købt bolig med et meget stramt budget, nu kommer til at stå i den situation, at budgettet ikke holder. De må gå konkurs og forlade deres hjem. Det samme vil ske for de mange der bliver arbejdsløse og ikke kan klare deres lån, og de mange der har ladet sig overtale til at tage afdragsfrie og rentetilpasningslån. Og for de der er i arbejde er der ingen forventninger om lønforhøjelser, uanset hvordan virksomhedernes overskud ser ud. Dansk Industri kan nu meddele, at halvdelen af deres medlemsvirksomheder har afsluttet de årlige lønforhandlinger med en nulløsning, som de kalder det. Det er også både kortsigtet og kriseforstærkende. Krisen forstærkes af de forringede afsætningsmuligheder. Den nuværende krise er blevet sammenlignet med den store krise fra 1929 og -30érne. Måske er det på sin plads at erindre arbejdsgiverne om den berømte ordveksling med den gamle Ford, der kaldte tillidsmanden for automobilarbejderne til sig og meddelte, at han havde fået opfundet samlebåndet, så han kunne fyre de fleste arbejdere. ”Meget vel, svarede tillidsmanden, men hvem skal så købe Deres biler?”
Det er derfor også sund fornuft, når vi her fra kongressen foreslår på den ene side, at staten skal sikre at ingen skal tvinges til at forlade deres bolig på grund af krisens virkninger og sociale begivenheder, og at gæld som ikke kan betales til de griske pengeinstitutter skal indefryses som en offentlig prioritet, og på den anden side at staten genindfører loven om automatisk dyrtidsregulering af løn og sociale ydelser, med fuld dækning for alle prisstigninger, samtidig med at dagpengene ved arbejdsløshed, sygdom og barsel samt pensioner, SU og social bistand sættes klækkeligt i vejret, så disse ydelser er til at leve for. Men det er ikke kun sund fornuft. Det er også et nødvendigt kampskridt at arbejderklassen stiller krav til krisen. Med de nævnte reaktioner fra kapitalens side – både finans- og industrikapitalen – lægges nye grundsten til næste og næste krise. Fra finanskapitalens centrum, Wall Street i USA, ser vi allerede nu, at de fortsætter som hidtil med at give hinanden enorme udbytter som om intet var hændt. Nu også for samfundets pengegaver.
Kapitalismen er et system for en lille klike af selvbestaltede magthavere, som agerer kynisk og kortsigtet for egen vindings skyld. I dens spor følger rovdrift, klimaødelæggelser, krige, og millioner af ofre for krig, sult, sygdom og invaliditet, for tidlig nedslidning, for tidlig død og arbejdsløshed. Som samfundssystem er det en forhindring for samfundenes udvikling, en hindring for en teknologisk udvikling til gavn for menneskene på jorden, en fare for vor klodes overlevelse. Derfor er dets afskaffelse som system nu en absolut nødvendighed.
Også i dens aggressive udenrigspolitik er kapitalismen i krise. Der blev talt meget om USA som verdens selvbestaltede politibetjent, og det skal da indrømmes at Sherif George Bush til hest sad lige i øjet for satiretegnerne. Men sandheden var langt mere alvorlig. Det var iskold business. Nok virkede han ikke som om studenterhuen trykkede ham, men han var snu nok. Han, hans familie og venner havde store økonomiske interesser i såvel olie som våbenindustrien. Det blev til angrebskrigene i Irak, Afghanistan og Sudan, for bare at nævne de største nederlag. Allerede i 2007 kostede krigen i Irak USA's skatteborgere 2 milliarder dollars om ugen. Tallet er steget støt frem til i dag, på samme måde som drabstallene, der nu har rundet 100.000 Irakere. Først nu med præsidentskiftet er der truffet beslutning om at trække sig ud. USA og deres nærmeste venner, hvoraf Danmark desværre var en af dem, invaderede en diktaturstat, udsultet af blokade. De efterlader sig et sønderbombet, udplyndret, kaotisk land, der har mistet uerstattelige kulturværdier og er hærget af bander og forskellige religiøse grupperinger, der systematisk har myrdet fagforeningsfolk, intelligensen og kulturpersonligheder. Irak bløder i løgnens og demokratiets navn, men det profitable korstog fortsætter, nu forstærket i Afghanistan. Også der står imperialismen overfor sit nederlag. Nogle få har tjent styrtende mange penge på krigene, men for menneskeheden har det været dyrt på alle måder. Tabene af menneskeliv stiger dag for dag i Afghanistan. og krigen i Afghanistan har indtil videre kostet USA's skatteborgere omkring 500 milliarder dollars. Alene for militæret.
Disse tal viser lidt om hvor givtig våbenindustrien er for dens ejere, og hvor vigtigt det er for den at have sine venner i regeringerne.
De seneste tal vi har, er fra 2005, hvor der blev brugt for mere end 6.600 milliarder kroner i verden på våbensalg. USA står for 48 % af salget af disse våben. Ved udgangen af 2006, var de globale militærudgifter oppe på 1.059 milliarder dollars, det vil sige 6.2 billioner kroner alene brugt i 2006. Det er mere end hvad der blev brugt under hele den kolde krig, og det er 15 gange mere end den samlede globale bistand til Ulandene. Mere end 50 % af verdens militærudgifter går til militære operationer.
For at fodre krigsindustrien har USA måtte låne mange penge. Med det økonomiske kollaps oveni nederlagene på krigsfronten, ser verden anderledes ud i dag, end da Bush kunne agere som den ubestridte verdenssherif. Styrkeforholdet har ændret sig.
Mens USA var travlt optaget af sine oliekrige i mellemøsten, de sydlige republikker i det tidligere Sovjet og på Balkan, voksede Kinas økonomi sig stærk på verdensplan, Indien voksede sig frem til at blive centrum for IT teknologi, og i land efter land i Sydamerika fordrev folkene USA's tidligere vasaller og stemte sig til en social, antiimperialistisk udvikling. Alt dette har svækket USA's førerposition i verden. USA er afsløret som Kejserens nye klæder: De har ikke noget at have deres selvudråbte fører position i. En sammenbrudt økonomi, massiv fattigdom, massiv arbejdsløshed og stigende analfabetisme og en tårnhøj kriminalitet, der i høj grad er socialt betinget.
Det er det, som USA's befolkning gjorde oprør mod ved det seneste præsidentvalg. Om dette så vil ændre på den situation afhænger af mange faktorer, herunder om det lykkes at genrejse en stærk fagbevægelse i USA, som man er i gang med. USA's fagbevægelse har tidligere spillet en afgørende rolle også i fredskampen. Forandring skal komme fra folket. Eliten, herunder Obama, skal man ikke forvente de store forandringer fra. Selvom han ikke kunne undgå at se det fatale nederlag i Irak i øjnene, har han ikke lagt sig ud med NATO. Tværtimod står han for at ville forstærke indsatsen i Afghanistan.
Nato har igen besluttet at forøge militærudgifterne og fortsætte krigstogterne i demokratiets misbrugte navn. Den tidligere generalsekretær udtalte før Nato topmødet i år, at Afghanistan kunne blive Natos Waterloo. Det er der millioner af mennesker der gerne så, men sådan skulle det ikke blive. Endnu. Nato fejrede sig selv med pomp og pragt på sin 60 års jubilæumsdag. For de stakkels danskere druknede beslutningerne fra topmødet i pressens engagement i problemerne med at få vores statsminister valgt. Det lykkedes med lokumsaftaler. Med ham har Nato fået en rigtig konflikt skaber, der med stor fornøjelse sætter en verden i brand for at en borgerlig avis skal have retten til at sammenligne den islamiske religion med terrorisme.
Nato har en del projekter, og kravet om at medlemslandene skal stille med top moderne angrebsfly, kan kun tolkes som forberedelser til mere krig. Dermed tvinges medlemslandenes regeringer til at bruge et svimlende milliardbeløb på køb af angrebsfly. For Danmarks vedkommende beløber det sig til anslået 40 milliarder kroner – indtil videre. Beslutningen skal tages her i år, og da der forståeligt nok er en stor modstand i befolkningen, som er trængt helt ind til Socialdemokraterne, forsøger Militærminister Gade sig med et taktisk fif, der spiller på SF’s liderlighed efter at blive accepteret som regeringsduelig i en Nato / EU regering. Først militærforlig der binder over en årrække, senere på året beslutning om flykøbene. Vores folder om strålekanoner i stedet for jagerkanoner bliver altid godt modtaget, når den uddeles. Parolen om social oprustning og militær nedrustning har klangbund i befolkningen. Det er bare ikke nok. Næste fase er at organisere modstanden mod beslutningen. Det bliver en stor opgave. I modsætning til mange andre lande, er fredsbevægelsen her i landet alt for svag. Senest så vi dens umådelige svaghed i forbindelse med den planlagte demonstration i København mod Nato op til topmødet og 60 årsdagen for Nato. Som krigsførende nation burde vi netop her i landet kunne have mobiliseret til massedemonstration. Flertallet af danskerne er imod krigene, så der skulle være de bedste forudsætninger for en bred folkelig protestbevægelse.
Et af problemerne for fredskampen er at den eksisterende fredsbevægelse er for sekterisk, og i for stor udstrækning opbygget omkring partiers samarbejde. Partier, der så i for høj grad ønsker at promovere sig selv, og havner i de almindelige politiske diskussioner og uenigheder. Historisk er det ungdommen der er bærende og dybt engageret i fredskampen. Det er deres fremtid det handler om. Det er dem som kommer hjem i ligposer. Og historisk har ungdommens engagement i kampen mod krig og militarisme betydet en voksende bredere forståelse for de politiske sammenhænge for krig og fred. Det er derfor især der, der skal sættes ind med engagement.
De overlevende unge krigere som i dag kommer hjem fra Afghanistan er psykisk invaliderede. Intet menneske går psykisk ustraffet igennem drab og ødelæggelse. Det er nyt for danskerne at opleve hjemvendte der pludseligt begynder at skyde vildt omkring sig i gaderne. Men disse unge er desillusionerede og psykisk nedbrudte. De troede på sagen da de tog af sted, som unge har gjort det i århundreder. Det eneste deres nødråb har ført til, er at der nu indføres en militærmarch eller en flagdag til ære for krigsdeltagerne. Det er at føje spot til skade. Disse unge er tragiske ofre for propagandaen og den ideologiske krig der føres for at få krigspolitikken igennem.
De har brug for at forstå hvad de blev misbrugt til og for at bruge den viden til i stedet at kæmpe for at forhindre krig, som så mange Vietnam veteraner gjorde, for at stoppe USA's krig i Vietnam.
Men virkningerne af både krigspropagandaen og historieforfalskningerne som har hærget i de sidste 15 år sås desværre tydeligt på befrielsesdagen den 4. maj, hvor velmenende pårørende havde arrangeret ”Soldaternes dag” for de der er sendt i krig i udlandet. Da man forelagde dem protesterne fra overlevende fra frihedskampen over at misbruge denne dag til dette, åbenbarede de, at de ikke vidste hvad den 4. maj var for en dag, og oplyst herom svarede de, at det jo da så var det samme de kæmpede for.
Nej, det er det ikke. Da Danmark blev besat af Nazi Tyskland overgav både regeringen og militæret sig. Det blev det uofficielle Danmark, det danske folk, ikke mindst arbejderklassen med kommunisterne i spidsen, der måtte redde både Danmarks ære og frihed. De kæmpede på trods af at regeringen kaldte dem terrorister og satte det danske politi ind på at fange og arrestere dem. De blev udleveret til dødslejrene af den danske regering, og i dag ved vi dokumentarisk, at netop det danske militær, ved krigens afslutning indgik aftale med fjenden, Nazi Tyskland, om ikke at overgive sig til de sovjetiske allierede tropper, hvis de kom som befriere før englænderne. Det gjorde de på Bornholm, som alene på grund af denne aftale måtte bombes til tysk overgivelse.
De enorme fortjenester i våbenbranchen er ikke en forretning man bare opgiver. Derfor kom 11. september da også mistænkeligt belejligt for dem, og kampen mod terror er blevet det påståede grundlag for den fortsatte vanvittige oprustning og krige. Hovedfjenden blev defineret hen mod mellemøsten, og herefter som de islamiske lande. Religionskrigen var erklæret, også ideologisk, og det plejer jo historisk at forvirre begreberne. Men krigen mod terror og religion som sammenhæng har fået mange vidtgående konsekvenser. I Irak, som alt andet lige ikke tidligere var et religiøst land, blussede religionen op. I Afghanistan vinder den fundamentalistiske Islam frem med Taleban, og de heltemodige danske tegninger af deres religion som bombeterrorisme fik rystet befolkningerne sammen om deres religion. Det er psykologi side 1, men skabte stor overraskelse og vrede i den hjemlige politiske andedam. Her nøjedes man ikke med at afbrænde flag, nej der blev sat en sand ideologisk og politisk klapjagt ind mod flygtninge og indvandrede danskere med aner i den definerede muslimske verden. Nu skulle der stås fast på ytringsfriheden, men konsekvenserne var ikke indtænkt i dette korstog. Det måtte eksportindustrien tage skraldet for, og det var tæt på at koste Fogh hans generalsekretærpost i Nato.
Krigsmagernes kamp mod terror har haft afskyelige konsekvenser langt ind i de enkelte samfund. Først en politisk terrorliste over politiske bevægelser i verden der kæmper imod besættelse, diktatur og undertrykkelse, der har til hensigt at smadre arbejderklassens internationale solidaritet. Herhjemme valgte progressive og humanistiske kræfter at bekæmpe dette udemokratiske tiltag med åbenlys civil ulydighed. Retssagerne mod bevægelsen Oprør og senere firmaet Fighters & Lovers har sat fokus på befrielsesbevægelserne Farc i det korrupte narko-diktatur Colombia og PFLP i det besatte Palæstina. Hele retsspillet omkring F & L sagen viser problemstillingen i en nøddeskal. Først underretten der går ind i spørgsmålet om hvorvidt de nævnte bevægelser på EU's terrorliste også er terroristiske, hvilket der ikke fandtes nok bevis for, til afslutningen i højesteret, der helt pragmatisk tager stilling til om de anklagede har brudt gældende lovgivning. – Og i øvrigt på ægte dansk ikke-konfrontationslinie vis lader dommen for at have brudt gældende straffelov blive betinget. Det bekræfter at spørgsmålet om at bestemme hvem og hvad der er terroristisk er politisk bestemt. Det er et klassekampsspørgsmål om styrke. Paragraffen de er dømt efter hænger sammen med den særlov der er vedtaget, og den har mange andre uhyggelige konsekvenser, der totalt bryder med borgerlig demokratisk retspolitik, så som omvendt bevisførelse, hemmelige retssager, administrative domme og udvisninger uden retssag m.m.
Disse særlove har et klart racistisk sigte, og fungerer som i et fascistisk samfund, hvor døre sparkes op af et hemmeligt politi midt om natten og en far slæbes ud i håndjern for øjnene af skrækslagne børn under massiv TV dækning. Et hemmeligt politi der kan udvise en familiefar uden dom. Stribevis af sager sket på denne måde, pustet stort op i pressen om alle de terroristreder man har fundet, men hvor langt de fleste sager er endt med at der ikke var noget hold i anklagerne. Et grimt eksempel er den såkaldte Tunesersag, hvor det ikke har kunnet bevises at vedkommende familiefar ville myrde nogen som helst, hvor gerne PET end ville have at tegneren, der satte Danmark på verdenskortet som racistisk og antiislamisk, skulle være i fare for at blive myrdet på ytringsfrihedens alter. Særlovene giver det hemmelige politi ret til at udvise mennesker administrativt uden at behøve at delagtiggøre retten i nogen som helst form for bevis eller indicier. De således politidømte, får tildelt såkaldt tålt ophold med alle former for chikaner og lænker i bedste Guantanamo-stil.
Fra juridisk side advares stadig stærkere mod denne uhyggelige drejning i dansk retspolitik. Den er et brud på selve den borgerlige stats basis grundlag om den tredelte magt: Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Den lovgivende og udøvende magt overtager i stigende grad den dømmende magts rolle. Det sker med terrorlovgivningen, med våbenlovgivningen og den våbenlov der er på vej, som også SF nu vil støtte, med loven der er på vej om at sænke den kriminelle lavalder, så også børn skal kunne straffes. Forslaget til en ny særlov relateret til opgøret om narkomarkedet har dertil et klart racistisk sigte, med bestemmelser om at domme også skal indeholde udvisning. Man må med rette spørge hvor man vil udvise HA til, som jo er den halve del af bandekrigene? Skal vi til at have særlige fangeøer som det er kendt fra USA, fra Frankrig i gamle dage og Grækenland fra fascismens tid?
Nej. Der er brug for et folkeligt oprør mod den fascistoide udvikling vi er inde i. Det gælder både civil ulydighed som vi har set med indsamlingerne til Farc og PFLP, men det handler også om, at der er brug for en bred folkelig bevægelse der sætter fokus på retspolitikken, på den middelalderlige straffestrategi og undermineringen af de demokratiske rettigheder. Imperialisternes krig mod terrorisme har gødet jorden for religiøs fundamentalisme og denne statsterror bliver i stigende grad mødt med de fortvivlede ofres modterror. Hårde straffe virker ikke mod kriminalitet og social uro, men skærper kriminaliteten og gør den mere forrået. Der er masser af erfaringer om det, bare se på USA, eller i det mindste den historiske erfaring. Så fat det dog, fristes man til at sige til Socialdemokratiet og SF, der i stedet for at sætte en social og humanistisk dagsorden, kører med på de borgerliges fascistoide udvikling med stikkervirksomhed, selvtægt, straf og udstødning.
Palæstina
Terrorlovene skulle bruges til at ødelægge den naturlige internationale solidaritet, der har været arbejderklassens grundlæggende holdning. Men den systematiske terror hele verden var vidne til med Israels overfald på først Libanon og sidst befolkningen i Gaza vækkede befolkningerne over hele verden til fornyet solidaritet med det palæstinensiske folk. Trods massiv indsats på propagandaområdet fra Israels side, lykkedes det dem ikke at ændre på folks afsky for deres Holocaust mod det palæstinensiske folk. Israels indflydelse på verdenseliten og pressen er enorm, og de har et meget stort netværk af agitatorer og opinionsdannere over hele verden. Det er usigeligt groft når de igen og igen misbruger jødernes forfærdelige skæbne under nazismen til at berettige dem til selv at begå samme grusomheder. Antisemitisme er et af de mest misbrugte ord, som bruges igen og igen mod kritik af staten Israels politik, som de f.eks. gjorde under demonstrationerne i Malmø mod Israels terroristiske politik mod palæstinenserne, hvoraf mange også er efterkommere af Semitterne. For slår man ordet op, er ordet Semit ”en fællesbetegnelse for et arabisk /mellemøstligt folkeslag som fra omkring år 3000 før vor tid dominerede mellemøsten. Semitterne har flere fælles kulturtræk, og både jødedom, kristendom og islam er opstået blandt semitterne”. Dette historiske faktum er manipuleret i EU's officielle definition af antisemitisme, som kun omtaler jødedommen. ”med Antisemitisme forstås en bestemt opfattelse af jøderne, som kommer til udtryk ved had til jøder. Hadet kommer til udtryk ved at der rettes verbale og fysiske udtryk for antisemitisme mod jødiske og ikke-jødiske enkeltpersoner og/eller deres ejendom eller mod de jødiske samfunds institutioner, religiøse rum og bygninger”.
Vi kommunister er hverken imod semitter eller andre folkeslag. Vi vender os med afsky mod staten Israels voldelige og aggressive politik overfor det folk der har beboet området i tusinder af år. Vi vender os mod deres erobringskrige, deres fordrivelser af det ikke jødiske palæstinensiske folk og deres besættelse af nabolande. Vi tilsiger det palæstinensiske folk vores helhjertede solidaritet.
På samme måde fastholder og styrker vi vores solidaritet med det kæmpende Cuba mod USA's blokade og fængsling af de 5 cubanere, vores solidaritet med hele det sydamerikanske folks kamp for at opbygge et socialt retfærdigt og antiimperialistisk samfund, og udtrykker vores støtte og forhåbninger til at Alba samarbejdet vil styrke hele denne for menneskeheden progressive udvikling i Sydamerika. Vi tilsiger vores solidaritet med de lande, der i en global kapitalistisk verden fastholder og arbejder for at opbygge et socialistisk samfund, og alle folk der kæmper for fred, frihed, demokrati og selvstændighed.
Miljøet
Kapitalismen er i fuld gang med at ødelægge vores klode. Stadig hyppigere naturkatastrofer, klimaforandringer, folkevandringer på grund af sult og katastrofale stigninger i livstruende sygdomme taler sit tydelige sprog. Vor klode er ved at bukke under for rovdrift, kemikalier, forurening og mangel på luft. Jordens lunger, urskovene falder en for en for at give plads til burgerkoncernernes okser eller salg af tømmer som overlevelse for de samtidig udbyttede og fattige lande som har de livsvigtige urskove. Konference efter konference ender i ingenting i forhold til problemets størrelse. Hykleriet kender ingen grænser. Der tildeles kvoter for forurening, som handles lystigt. De fattige lande sælger deres ubrugte kvoter på markedet, der styres af udbud og efterspørgsel. Lige nu hvor der er global recession opkøbes de billige kvoter af de rigeste energikoncerner til senere brug.
Forleden blev det meddelt, at Danmarks flagskib på miljøområdet, vindmøllefabrikken Vestas, måtte fyre 1200 arbejdere. De forklarede at de måtte have fabrikkerne der hvor ordrerne er – for profittens skyld selvfølgelig. For tiden ligger 98 % af markedet i udlandet. Klimaminister Connie Hedegaard, der på forunderlig vis har fået skabt sig – og dermed Danmark – et miljøbevidst image, hang sig i dette, da hun skulle bortforklare problemet. Men sagen er jo, at ordrerne fra den danske stat udebliver, og at de privatiserede, med eller uden statsligt aktieflertal, danske energivirksomheder fortsætter med at bygge de dødsens forurenende kuldrevne kraftværker rundt omkring på det globale marked. Regeringens miljøtaler er ren bluff. Om Danmark så også skal være nok så meget vært for klimatopmødet, og fremhæves af Obama, så er Danmark et af de mest energibrugende og forurenende lande i EU. Der bygges broer og motorveje, og spares på den kollektive trafik, storlandbrugets forurening er helligt, og virksomhedernes miljøbøder er latterligt små. Typisk for tiden er, at ansvaret for miljøet lægges over på den enkelte borger, der skal skamme sig over alt det CO2 tunge affald de belemrer kloden med, når de afleverer skraldeposerne fyldt med gifttrykte reklamer og unødig emballage. Undskylde at de går i dagligt bad efter deres beskidte job, undskylde at de ikke har råd til at købe de – tvivlsomt – økologiske madvarer osv.
Det er budbringeren og ikke afsenderen der hænges ud. Det er hykleri af værste skuffe, og det løser ikke et dybt alvorligt problem for vores overlevelse.
EU
Ved vores 8. kongres havde de franske og hollandske folk nedstemt EU's forslag til en overstatslig forfatning. Dermed var der nedlagt veto. Servicedirektivet var indført, og den første faglige sag – den svenske Waxholmsag – var indbragt for EU domstolen. I kongresperioden er der løbet meget vand i stranden fra EU. Allerede året efter på G89 mødet i Tyskland så udkastet til en ny forfatning dagens lys. Et folkeligt nej accepteres ikke i EU. EU forfatning light, som den kaldes, blev kort efter vedtaget i Lissabon, og nu skulle det være slut med demokratipjattet og folkeafstemninger. Den beslutning lå fast. Der var ikke mange nej stemmer i Folketinget da det stemte om at godkende forfatningstraktaten uden folkeafstemning. End ikke Enhedslistens medlemmer var fuldtalligt tilstede. Når folketinget kunne komme ud over Grundlovens § 20 om folkeafstemning ved suverænitetsafgivelse, brugte juristerne de 4 undtagelser Danmark har i henhold til Edinburgh - aftalen. At man straks efter planlagde ny folkeafstemning om at fjerne disse undtagelser var en smart, men uredelig taktik. Diskrete undersøgelser fortalte dog de EU ivrige politikere at risikoen for endnu et nej – ikke mindst til Euroen – var meget stor, og med krisen stod ØMU politikken bestemt ikke på danskernes ønskeseddel. Medvirkende til aflysningen af folkeafstemningen var nok også, at statsministeren ikke mere gik efter præsidentposten i EU, men efter Nato posten.
Men heller ikke denne gang fik EU sin vilje. Det eneste land der ikke kunne komme udenom en folkeafstemning var Irland, og det blev som bekendt et nej fra irerne. Chokbølgerne har endnu ikke lagt sig, men vær sikker på at vi kan forvente nye rævekager om en fælles forfatning. For også at undgå en folkeafstemning om dette, er det ikke utænkeligt at det også er medvirkende til den udsatte afstemning om afvikling af undtagelserne. EU politik er jo kynisk, og hvis Irerne skal lokkes med i forfatningen efter den danske model med nogle undtagelser, så ser det jo ikke godt ud at undtagelser kun er midlertidige…
Vi står umiddelbart overfor valget til EU parlamentet den 7. juni. Endnu kan man ikke mærke på samfundet eller dets medier at der er valg. Det er en klar politisk taktik, der handler om at nedtone hele EU's vigtige rolle for den politiske udvikling vi er inde i. Denne gang bliver det sværere at fastholde Folkebevægelsens mandat i parlamentet, eller få flere mandater, da Danmark samlet fremover kun har 13 mandater mod 14 tidligere. Derfor må vi alle af hus og agitere for både valgdeltagelse og kryds på liste N og agitere for deltagelse i de møder der arrangeres på Grundlovsdagen den 5. juni.
EU og arbejdsmarkedet
For er der noget der er blevet klarlagt i vores kongresperiode, så er det hvad EU vil med arbejdsmarkedet, herunder fagbevægelsen, og hvad den store udvidelse af EU med de tidligere socialistiske lande i Europa også skulle bruges til. Da Portugal overtog formandskabet i andet halvår af 2007 mødtes EU landenes arbejdsministre for at udmønte Lissabon-forfatningstraktatens store angreb på vores social- og arbejdsmæssige rettigheder. Selvom traktaten er faldet med Irlands nej, fungerer denne del af traktaten. Der faldt dom i Waxholmsagen, og dermed stod det klart at indgåede nationale overenskomster ikke er noget værd i forhold til arbejdsgivernes rettigheder i det fri marked. De kan medbringe egen billigere arbejdskraft på egne betingelser. Senere blev dette understreget og udbygget med dommen om forbud mod at offentlige arbejdsopgaver må gives til lokale virksomheder for også at gavne beskæftigelsen lokalt, og igen med dommen om at national arbejdsmarkedslovgivning ikke gælder for udenlandske virksomheder, der opererer i et EU land. Regeringens og socialdemokraternes bluf med at lave en aftale med fagbevægelsen for at beskytte danske overenskomstforhold og arbejdsmarkedsforhold, er klart tilbagevist efter dommene i EU domstolen. Formålet med EU's arbejdsmarkedspolitik er helt klart at få arbejdskraften fra de nye EU lande til at virke som løntrykkere og underbydere af arbejdsforholdene, som de har været kendt her i Skandinavien og i andre EU lande med overenskomstsystemer, og af national lovgivning i andre EU lande, der har lovgivning i stedet for overenskomster.
Direktivet om arbejdstiden skabte nogen forvirring herhjemme. Når den ekstremt reaktionære arbejdsminister var imod direktivet, måtte det være til at støtte, mente flere, herunder LO. Men arbejdsministeren ville bare have det gjort endnu værre end det blev og er. Direktivet betød en undergravning af vores overenskomstmæssige arbejdstid og regler om overarbejdstillæg. Det der kaldes fleksibel arbejdstid blev kraftigt forringet i forhold til de danske overenskomsters bestemmelser om dette, og man kan nu se, at indførelsen af den fleksible arbejdstid i sin tid, var starten på glidebanen bort fra den faste arbejdstid, vi efter hård kamp havde fået igennem. Det de gamle kæmpede for i starten af det 20. århundrede: 8 timers arbejdstid, 8 timers fritid og 8 timers hvile, er igen blevet aktuelt. Det er kendt, at danskerne er det folk der arbejder mest og har den højeste produktivitet. Samtidig har vi den laveste gennemsnitslevealder i EU. Også dette faktum skydes nu også over på at vi selv er skyld i det, fordi vi ikke lever sundt nok. Men det på tide at vi får sat fokus på at arbejdslivet også har forbindelse med sundhedstilstanden. Med kendskab til det øvrige Europa som levealderen sammenlignes med, så er danskerne ikke det eneste folk der ikke lever af æbler og salat alene.
Når alt tyder på at kravet om kortere arbejdstid igen kommer på dagsordenen til de kommende OK forhandlinger i 2010 inden for den private sektor, er det både for livets og familielivets skyld. – Og denne gang har arbejdsgiverne ikke manglen på arbejdskraft som undskyldning.
Arbejdsministrenes beslutninger på mødet i Portugal var hele det system der kaldes Flexcecurity. Desværre stod Danmark som model – altså med det dårligste fra vores arbejdsmarked, den fleksible arbejdskraft med korte opsigelsesvarsler og det danske dagpengesystem. Med sidstnævnte var det især modellen at vi som arbejdsløse kan, og bliver sendt i arbejde for dagpengene efter kort tids arbejdsløshed. Oven i dette har regeringen gang på gang forsøgt at gøre dagpengeperioden kortere og har skåret i dagpengesatsen. Meningen med dette er klar for os. Ud af fagforenings- og a-kassesystemet når dagpengene er brugt op, og så kan vi gå ud og konkurrere med Polsk og Litauisk arbejdskraft om hvem der tilbyder sig billigst.
Hvis formålet med EU ellers er svært at gennemskue, så står EU's rolle efterhånden ganske klar på det arbejdsmarkeds- og socialpolitiske område. Derfor må fagbevægelsen nu se at få klippet navlestrengen til Socialdemokratiets politik over, i hvert fald i deres holdning til EU. EU er i total modstrid med medlemmernes vitale interesser, og skal bekæmpes som sådan fra fagbevægelsens side.
Om en uge, den 15. maj, har fagbevægelsen i EU landene kaldt til fælles aktionsdag. Atter engang tøver både LO og de store forbund herhjemme med at gå aktivt med, og det på trods af at netop den højt besungne danske model er blevet så totalt undergravet af EU som den er. På trods af at den store private sektor står umiddelbart overfor at starte nye overenskomstforhandlinger. På trods af at arbejdsgiverne har været så frække at udnytte den tamme top i fagbevægelsen til at kræve og få gennemført 0 resultater af de årlige lønforhandlinger. På trods af erfaringerne fra de offentlige overenskomstforhandlinger, der fik resultater fordi medlemmerne blev aktiviseret og gik på gaderne. På trods af at Enhedsfagbevægelsen er død og gule fagforeninger og fagforeningsfirmaer skyder frem som paddehatte.
Lad os sige det klart til vores faglige ledere: Se så at få lettet røven og gå ud i kamp for medlemmernes livsvigtige interesser.
Socialpolitikken
Virkningerne af mange års nedskæringer på det sociale område er nu slået så meget igennem, at vi har fået reaktion og aktiviteter til sikring af det sociale sikkerhedsnet, som har været kendetegnet for vores samfund. Med kommunalreformen fik regeringen det perfekte redskab til sin massakre. Denne reform begyndte sin virkning med starten af denne kongresperiode. Allerede i efteråret 2006 startede oprøret i Århus mod de kommunale nedskæringer på de såkaldte velfærdsgoder, eller mere præcist, de forhold vi byder brugere, børn, unge og gamle af den offentlige service vi betaler for over skatten.
Det blev især børneinstitutioner, skoler og gymnasier, de videregående uddannelser og ældreforsorgen der kom i fokus, og kom i kamp. Det lykkedes også at få sat fokus på de offentligt ansattes arbejdsvilkår og lønforhold. Oprøret bredte sig udover landet og det blev de første og største og mest brede og omfattende demonstrationer og aktioner vi havde set i årtier. Desværre glimrede den traditionelle fagbevægelse med sin fraværelse, skønt det netop er disse medlemmers børn, ægtefæller og forældre, der bliver berørt, for ikke at tale om de nuværende og kommende arbejdsløse. Opinionstallene har siden vist helt klart, at de borgerlige partier især har tabt kvindernes tillid, og det er da altid noget. Regeringen forsøgte at bøde på oprøret med bluf nummeret som de kaldte en kvalitetsreform, og andre bluf numre er siden kommet til. Op til folketingsvalget var der ingen grænser for hvad de ville love at gøre. Især tre løfter kom til at svide til dem: Løftet om at gøre noget for de mange psykisk syge børn der sidder indespærret i asylcentrene, løftet om at det skulle være slut med lukkedage i børneinstitutionerne, og at forældre skal have mulighed for at passe deres syge børn, og løftet om 5 milliarder mere til lønforhandlingerne for de offentligt ansatte i den sociale sektor. Men det holdt ikke længe.
Da valget var overstået meddelte regeringen og Dansk Folkeparti fuldkomment koldt, at løfterne under valgkampen om at gøre noget humant for de afviste Irakiske flygtninge og deres psykisk syge børn var bortfaldet. Det var beskæmmende at der ingen respons kom fra oppositionen, som i stedet rodede rundt i personligt karrierefnidder.
Lige så kynisk meddelte regeringen og deres støtteparti så, at de løfter de havde givet børnefamilierne om bedre forhold for at få dagligdagen til at hænge sammen, og at de ville sikre at der ikke mere skulle være lukkedage i børneinstitutionerne, var droppet. De ville heller ikke gøre noget for børnefamilierne for at de skulle kunne få mulighed for at passe deres børn når de er syge. Heller ikke der, var der nogen reaktion oppositionen.
Men reaktionerne kom fra befolkningen og fra arbejderne i den offentlige sektor, som holdt gryden i kog. Det betød at der var varmet godt op til strejkekampen på det offentlige område i 2008.
Der er megen erfaring at hente i denne strejkekamp, som hospitals, social- og sundhedsarbejderne og pædagogerne kæmpede i spidsen for. Først og fremmest at de fik opbygget det nødvendige stærke sammenhold mellem de ansatte i kamp, og brugerne, lige fra de syge, gamle og børnefamilierne, inkl. bedsteforældre. Aldrig før har en så langvarig strejkekamp været så populær i befolkningen – hele vejen igennem. Løfterne om de 5 mia. mere forsvandt som dug for solen, og det var pinligt at høre socialdemokraterne tale om at det ville være at blande sig i de frie forhandlinger. Lad os sige klart til dem: Efter kommunalreformen, hvor regeringen nu hvert år bestemmer hvor mange penge kommunerne og regionerne får, eller kan få lov til at bruge med et dikteret skattestop, ja så er folketinget arbejdsgiverne i forhandlingerne med de offentlige ansatte. Både i staten, regionerne og i kommunerne. Det er dem der bestemmer hvor mange penge der er at forhandle med. For de offentlige fagforeninger betydet det, at de skal erkende, at overenskomstkravene skal stilles inden kommunerne og regionerne går til den årlige ”forhandling” med staten. Og så er det der, vi i fællesskab skal fremføre vores krav til den del af social, sundheds, uddannelsespolitik, gadevedligeholdelse, renoveringer og alle de andre flere og flere opgaver, der nu er lagt ud til kommunerne og regionerne.
Sygehusene
Overenskomstforhandlingerne var en ideologisk krig for regeringen. Der var rigeligt råd til at efterkomme kravene om 15 % over 3 år. Yderst beskedne krav, når man tager lønniveauet i betragtning. Den lange strejke kom til at koste langt mere efter konflikten, da det blev bestemt at de private hospitaler skulle være med til at afvikle puklen af ventende patienter. Og en anden side af sagen var, at mange sygeplejersker bagefter valgte at forlade det offentlige hospitalsvæsen til fordel for det private. Når de private hospitaler kan give den krævede løn, hænger det sammen med at de gennem det frie sygehusvalg, som EU har doms fæstet, får en række patienter fra de offentlige hospitalers ventelister. Dertil kommer, at de får en højere økonomisk ydelse af staten / regionerne for deres behandlinger end de offentlige hospitaler gør, som oven i hatten skal finansiere uddannelse, efteruddannelse og forskning. Indførelsen af de private sygeforsikringer på arbejdsmarkedet som et overenskomst- og aftale gode, føjer spot til skade. Når disse oven i købet er fradragsberettigede, tydeliggør det formålet her og nu: De skal bruges for at lagdele sygehusvæsenet, så vi når frem til den ultraliberale model som EU vil have – og som er kendt fra USA, nemlig at det offentlige sygehusvæsen alene skal være discountvæsenet for de der ikke har råd til private hospitaler og private sygeforsikringer. Med finansloven for 2009 cementerer man denne udvikling, og det kunne i øvrigt allerede ses af den økonomiske aftale der blev lagt for regionerne for 2009, hvor man ellers kendte alle de problemer hospitalerne står overfor, ikke mindst efter konflikten. Problemerne for den offentlige hospitalssektor er de enorme beløb fra samfundet der kanaliseres over i den private hospitalssektor. Missionen om at gøre sygdom til en forretning er lykkedes over al måde på kort tid, igen betalt af danske skatteydere. En million danskere har nu privat sygeforsikring, flest gennem en arbejdsmarkedsaftale, og privathospitalerne scorer både kassen og det samfundsuddannede personale på bekostning af de offentlige hospitaler. Den tidligere formand for etisk råd, overlæge Ole Hartling beskriver situationen således: Resultatet af de private forsikringer er på den ene side underbehandling af folk uden forsikring, og overbehandling af folk med. Han giver en række eksempler Han konkluderer at lægerne med privatiseringen af sygehusene ikke mere kan overholde lægeløftet om ”stedse at bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige, uden persons anseelse.”
Kammerater, vi kan ikke tillade at lægerne her i landet ikke kan overholde lægeløftet. Gennem den kommende valgkamp i efteråret til de administrerende regionsråd skal vi sætte fokus på denne udvikling, og stille de nødvendige krav til opprioritering af investeringerne i det offentlige hospitalsvæsen og et stop for nedlæggelser af lokale sygehuse og andre mere eller mindre camouflerede nedskæringer.
Uddannelsespolitikken
Også de unge under uddannelse har været aktive for deres krav gennem de senere år, hvor liberalismens hærgen også rammer ind på uddannelserne. Først så vi det slå igennem på forskningen, hvor erhvervslivet kom i bestyrelserne på universitetet, samtidig med at de uddannelsessøgende og de ansatte røg ud af bestyrelserne. Forskningen blev herefter drejet væk fra den vigtige grundforskning hen til forskning for industrien, som derved kan bruge samfundsansatte forskere og universiteter til at udføre den forskning, virksomhederne ellers selv har måttet foretage.
Betaling for uddannelse sniger sig mere og mere ind. For de højere uddannelser er der indført brugerbetaling i forbindelse med de såkaldte Erasmus Mundus uddannelser, som er et stærkt fremmet EU projekt, der virker som en murbrækker for at kommercialisere uddannelser på højt niveau. Den lovstridige betaling i forhold til dansk lov om uddannelser er endnu ikke, et år efter klagerne, afgjort. Betalinger sniger sig også helt ned til folkeskoleniveau med forældrebetalte ture, køleskabe i klasseværelserne osv. Også her er det EU der har lagt planen for ensartning og privatisering af uddannelserne med indlagt udvikling frem mod lagdeling, altså deling så man får skabt eliteuddannelser for den pengestærke elite. EU's Lissabon og Bologna strategi sniger sig ind i uddannelsessystemet. Lige nu er der lanceret en omfattende gymnasiereform efter samme devise som alle de andre liberalistiske reformer: Mere resultatorienteret kvalitet for samme skrabede bevillinger.
Det eneste område der har undgået de liberale nedskæringsmassakrer, og den tidsrøvende kontrolforanstaltnings bureaukrati er militæret. Her er der så til gengæld også rod i regnskabet, og nu skal deres budgetter for de kommende år forhandles. Som alle andre offentlige institutioner kræver de flere penge, mere og nyt materiel og flere penge til uddannelse og efteruddannelse. Til dette lyder der ingen krav fra politikerne om at stramme op på budgetkontrollen og klare sig inden for budgetterne. Men fra os kommunister skal det lyde: Fjern alle udgifter til krig i udlandet og krigsgebyrer til Nato ved at trække alle tropper hjem og komme ud af Nato.
Partiet
Kammerater. Med den totale folkelige opbakning omkring vores kendte kollektive rettigheder som vi betaler over skatten, og med liberalismens nederlag og afsløring af det kapitalistiske samfundssystem, skulle der være de bedste muligheder for at slå igen og kæmpe vores krav igennem.
Vi har et stærkt kommunistisk parti, og vi kæmper på alle fronter på trods af vores ringe størrelse.
Vi er med i de daglige kampe der skal udkæmpes lokalt og på landsplan, på arbejdspladser, klubber og i fagbevægelsen, i boligbevægelsen, i de faglige pensionistbevægelser, i sociale bevægelser, i fredsbevægelsen, solidaritetsbevægelserne, i faglige bevægelser mod EU og i folkebevægelsen mod EU og meget mere.
Ikke mindst EU problemet er blevet stadig større og mere omfattende og fælles for arbejderklassen i hele EU's domæneområde. Det har kaldt på fælles aktiviteter og gensidig udveksling af erfaringer. Her henter vi stor styrke og bidrager selv til den fælles styrke gennem det tætte samarbejde der er mellem de kommunistiske partier internationalt og imellem partierne i EU medlemslandene. Ikke mindst det græske og det portugisiske kommunistiske parti har været initiativtagere og værter for vigtige og udbytterige møder og konferencer om EU's politiske strategier og beslutninger, som vi skylder dem stor tak for. Vor store viden om EU og dets planer og strategier har vi derfor ikke kun fra Folkebevægelsen, som vi jo selv er en aktiv del af, men også på et klassemæssigt grundlag fra kammeraterne fra vores broderpartier der sidder i EU parlamentet og Europaparlamentet. Det har også betydet at vi har kunnet reagere hurtigt og fælles på de mange angreb der kommer på både arbejderklassen og de kommunistiske partier derfra. Det græske kommunistiske parti har også lagt sine kræfter ind på at genopbygge og styrke både Det Faglige Verdensforbund og Verdensfredsrådet, som der er stor brug for på verdensplan i disse år. Vi er stolte af at et af vores partis medlemmer er blevet valgt til styrelsen i Verdensfredsrådet, og det har da også givet resultater for en større bredde i fredsarbejdet herhjemme. Som altid er problemet for aktiv medvirken i arbejdet for internationalt fagligt og politisk samarbejde, også på EU plan, at det betinger sprogkundskaber i andre sprog end sit eget. Der har klassefjenden jo ikke nogen problemer, det har man folk til. Men også dette problem søger vi at løse.
Vi har ligeledes stor og gensidig glæde af det tætte samarbejde der er mellem vores nordiske kommunistiske partier, et samarbejde der i de seneste år er udvidet med deltagelse af DKP. Ikke mindst vores fælles årlige nordiske sommerlejr skoling, som blev besluttet på sidste kongres, er blevet en kæmpe succes. Så stor, at vi nu har problemer med at finde steder der kan rumme så mange. I år har vi måttet stoppe tilmeldingerne ved de 83. At især ungdommens deltagelse er vokset eksplosivt er ekstra positivt. Vi har haft deltagelse fra Polens kommunistiske parti i de fælles diskussioner vi måtte have fagligt om problemerne vi har i alle de nordiske lande med polsk arbejdskraft, der på samme tid udbyttes groft, og undergraver vores egne faglige rettigheder. Det var et meget udbytterigt besøg. I år får vi besøg af vores andet naboland, Tysklands kommunistiske parti, og glæder os til de fælles diskussioner om vores fælles problemer.
Også vores årlige K-festival har vi jo udvidet til at lave i samarbejde med DKP, og det har været et godt og kammeratligt samarbejde vi har opbygget, hvor vi må sige at sidste år var en absolut succes rent deltagermæssigt. Ikke kun på grund af den gode forberedelse og det gode vejr, men også fordi vi havde gjort mere ud af reklameringen og agitationen på pladsen. Vores jyske kammerater er en fast og kreativt bestanddel af festival som styrker kollektivet i vores parti om denne vores største agitationsmanifestation, og vi ser frem til at også flere DKP kammerater fra det jyske vil gå ind i ”Det jyske sjak” til gensidig glæde.
Festival er godt nok vores største udadvendte agitationsmøde, men et arrangement som markeringen af Skt. Hans på Amager Strand tiltrækker mindst lige så mange mennesker. Også dette arrangement har vi sammen med DKP. Om de mange deltagere skyldes at vi har kystens største og flotteste midsommer bål skal jeg lade være usagt, men her burde være langt flere agitatorer tilstede, og det er vi nødt til at blive langt bedre til. Vi er gode til at knokle udover alle grænser med alt det, vi synes er vigtigt. Vi løser alle de opgaver vi sætter os på kongresser og de beslutninger der træffes på landsledelsesmøderne. Vi udgiver hver måned vores blad, og der er blevet flere skrivende til bladet. Vi får nye abonnenter i vores kampagner. Vi havde sidste år en overraskende god indsamling. Den månedlige bladfond er steget, og der er stigende bladsalg. Men vi får alt for få nye medlemmer. Ikke mindst i forhold til det arbejde vi udfører. Det er derfor bydende nødvendigt at partiet får nye medlemmer nu, også for at sikre et nødvendigt fremtidigt generationsskift. Vi skal ud og målrette vores arbejde hen mod at agitere for medlemskab. Uanset hvor mange sympatisører vi har, kan dette samfund ikke forandres uden at der står et kollektiv bag. Et kommunistisk parti som vores, med den teoretiske og praktiske erfaring i klassekampen som vi har, som er vores ballast og særkende. Som der står i vores partiprogram, er vi ikke blot et parti på venstrefløjen. Vi er arbejderklassens kommunistiske parti. Vi nøjes ikke med at kritisere kapitalismen. Vi har et fast mål for kampen – socialisme.
At bekæmpe liberalismen, at formulere krav i aktuelle situationer som f.eks. nu, at udstikke paroler om at vælte den borgerlige regering, at bekæmpe imperialismen og dens krige – er gode mobiliserende paroler. Men kampen bliver først forandrende, når den føres som en kamp mod selve kapitalismen som samfundssystem. I denne kamp fremstår forskellen på den samfundskritiske venstrefløj og kommunisterne. Vi skal ikke kun ud og mobilisere. Vi skal ud og organisere. Organisere de bedste, de der aktivt vil være med i kampen for at smide det korrupte, umenneskelige, selviske og krakkede kapitalistiske samfund på historiens mødding. Og dem er der mange af.
Kammerater, lad os sige til hinanden: Vi kan og vi vil!