Sådan er kapitalismen

Syrien NATO's næste

”humanitære” krig

Målet med artiklen er at tilbagevise bølgen af mediernes propaganda og løgne, som kommer til udtryk omkring situationen i Syrien.
”Protesterne” begyndte ikke fra en intern politisk splittelse som det er beskrevet af pressen. Fra første stund var de et resultat af et skjult USA-NATO efterretningsoperation med formål at skabe socialt kaos, og sikre at den syriske regering kom i unåde, og et angreb på Syrien som nationalstat.
Siden midten af marts 2011 har væbnet islamistiske grupper – med skjult støtte fra vestlige og det israelske efterretningsvæsner – udført terror angreb rettet mod regeringsbygninger. Trænede bevæbnede mænd og snigskytter, inkluderet lejesoldater, har målrettet angrebet politiet, de væbnede styrker, ligesom civile er blevet ramt. Det har rapporten fra den Arabiske Ligas Observatørmission påpeget – nemlig at disse grupper at lejesoldater er ansvarlige for drab på civile.
Selv om den syriske regering og militæret bærer noget af ansvaret, så er det vigtigt at understrege det faktum at disse terrorhandlinger – dræb på kvinder, mænd og børn, er en del af et USA -NATO- Israelsk initiativ, som består i støtte, træning og finansiering af ”en væbnet enhed” som opererer inde i Syrien.
BEVISERNE BEKRÆFTER at udenlandske efterretningsoperatører har indflydelse i ”oprørernes” rækker – idet uroen og drabene i landet udviklede sig, mens agenter fra M16 og CIA var inde i Syrien for at vurderer situationen.
M16 og CIA er i Syrien for at finde af hvilket udstyr disse grupper behøver, og hvor mange dissident-soldater der er i den ”Frie Syriske Hær”. Målet med det væbnede angreb var og er, at udløse reaktioner fra politiet og de bevæbnede styrker. Reaktioner som indebærer placering af tanks og pansrede køretøjer, med det sigte, på et tidspunkt at retfærdiggøre en militær intervention under NATOs mandat. En sådan NATO ledet intervention er på dagsordenen. Den blev udarbejdet før udbruddet af protestbevægelserne i marts 2011. Ifølge militære kilder har NATO, Tyrkiet og Saudi-Arabien diskuteret formen for en sådan intervention.
Amerikanske, Britiske og Tyrkiske operatører forsyner oprørerne med våben. Storbritanniens Forsvarsdepartement bekræfter at ” der lægger en hemmelig plan for en fly-forbudszone styret af NATO, men først skal det støttes af FNs Sikkerhedsråd, og der snakkes om at kampen i Syrien kan blive længere og langt mere blodig end i Libyen.

DEN SOCIALE OG POLITISKE SITUATION I SYRIEN
Der er grund til social uro med demonstrationer i Syrien. Arbejdsløsheden er øget voldsomt i de senere år, de sociale forhold er blevet forværret, specielt siden adoptionen af de storstillede økonomiske reformer i 2006 under IMF’s vejledning, som indeholdt nedskæringer, fastfrysning af lønninger, deregulering af finanssystemet, handelsreform og privatisering. 
En fraktion inden for den herskende klasse har omfavnet den nyliberalistiske ideologi, IMF’s ”økonomiske medicin” har tjent til at berige den økonomiske elite. USA - venlige fraktioner har også udviklet sig indenfor Syriens militær og efterretningsvæsen.
Men ”prodemokrati” bevægelsen, der er indsmurt i støtte fra islamister, NATO, og det man kalder ”det internationale samfund”, udgik ikke fra arbejderklassen og befolkningen i det civile syriske samfund. Bølgen af de voldelige protester repræsenterer en meget lille del af befolkningen, de har igen grobund i de bredere lag, og deres kamp mod social ulighed, arbejdsløshed og borgerrettigheder.
Majoriteten af Syriens befolkning støtter ikke ”protestbevægelsen” som kendetegnes af et væbnet oprør. Faktisk er det lige modsat. Trods styrets autoritære træk, er der betydelig folkelig støtte til regeringen og Præsident Bashar Al Assad, som jo også er blevet bekræftet af de store regeringsvenlige demonstrationer.
Syrien er en uafhængig sekulær stat, dets populistiske, antiimperialistiske og sekulære base er arvet fra det dominerende Baathparti, som integrerer muslimer, kristne og drusere.
Målet for USA-NATO er at fortrænge og ødelægge den sekulære syriske stat, og erstatte Bashar Al Assad og regeringen med enten et arabisk kongedømme, en USA venlig, islamisk republik eller et styre som er et USA -venligt ”demokrati.

OPRØRET: LIBYEN MODELLEN
Oprøret i Syrien har mange træk det minder om det i Libyen, Det er integreret af en paramilitær brigade med linjer til Al Qaida og de er direkte støttet af NATO, hvor Tyrkiets Overkommando søger for våben og træning af oprørerne. Kilder bekræfter at oprørerne er trænet i brug af nye våben af tyrkiske militærfolk på tyrkiske baser nær den syriske grænse. Ligeledes er britiske og andre specialstyrker på banen i byen Homs involveret i træning af oprørsstyrker samt organisering af våbenforsyning i samarbejde med det tyrkiske militær.
Som i Libyen bliver den finansielle støtte kanaliseret af Saudi-Arabien, som giver Anti -Assad bevægelsen store mænger af våben og midler som bliver smuglet ind i Syrien.
NATOs aktiviteter er ikke begrænset til træning og leverancer af våbensystemer til ”frihedskæmperne” men også til rekruttering af nye oprørere. Det minder om hvervningen af Mujahedin til at føre CIA Jihad (hellig krig) – denne rekruttering af Mujahedin var en del af NATOs strategi i Libyen, hvor lejesoldater blev sendt ind for at kæmpe mod Gaddafi.
Denne libyske model med oprørsstyrker integreret med ”islamiske brigader”, sammen med NATO specialstyrker, bliver anvendt i Syrien.
USA's ambassadør, Robert S Ford, blev sendt til Damaskus i januar 2011, da protestbevægelserne i Egypten var på det højeste. Robert S Ford var manden til det job, der skulle udføres som ”nummer to” på USA's ambassade i Baghdad (2004-2005). Her spillede han en nøglerolle i indførelsen af Pentagons ”Irak Salvador Option” som bestod i at støtte irakiske dødspatrulje og paramilitære styrker ud fra de erfaringer man havde fra Central- Amerika.
Det er værd at bemærke sig, at Obamas nyudnævnte CIA-chef, General David Petraeus, spillede en nøglerolle i organiseringen af skjult støtte til ”frihedskæmpere”, og i infiltrering af det syriske efterretningsvæsen og de væbnede styrker

DE VESTLIGE MEDIERS ROLLE
Militæralliancen mellem USA- NATO- Israel, og deres kamp for at udløse en borgerkrig bliver ikke omtalt i de vestlige medier. Desuden har flere ”progressive stemmer” kritikløst godkendt NATOs fremstilling – mere generelt har vestlige medier vildledt om hvad der var indholdet i den arabiske protestbevægelse, nemlig, tomme lommer, arbejdsløshed og social usikkerhed.
Protestbevægelsen i Syrien blev fremstillet som en del af det ”arabiske forår”, nu kendt som den ”arabiske hverdag”. Det blev sagt, at bevægelsen var prodemokratisk og var en udløber fra Egypten. Men der er grund til at tro, at begivenhederne i Syrien var planlagt i god tid i forvejen, koordineret med regimeskiftet i andre arabiske lande, inkluderet Egypten og Tunesien.
Udbruddet af protestbevægelsen i den sydlige grænseby Daraa var nøje timet til at følge hændelserne i Tunesien og Egypten.
I højt råbende kor, beskrives de fredelige protestbevægelser som protester rettet mod Bashar Al Assad. Men beviser, bredt bekræftet, beviser at islamiske paramilitære grupper er involveret i terrorhandlingerne.
Store ”regeringsvenlige” demonstrationer bliver tilfældigt præsenteret som ”bevis” for en massiv regeringsfjendtlig protestbevægelse. Rapporter om omkomme er baseret på ubekræftede ”øjenvidner” eller på syriske kilder i eksil.
Fraværet af konkrete data har ikke forhindret vestlige medier i at sætte ”store tal” på antal af omkomne, uden oplysning om kilden for disse tal, eller om hvem der er ansvarlig for de omkomne.

FARLIG KORSVEJ
Retningen går imod en bredere krig i Central- Asiatisk - Mellemøstlig krig. Eskalering er en integreret del af den militære dagsorden, med destabilisering af stater gennem ”regimeskifte” som er nært koordineret med militær planlægning. Det er et militært velkendt kneb, når der lægges op til USA-NATO krigsteater.
Der planlægges en ”humanitær” militærkampagne, hvori Tyrkiet vil spille en central rolle. Det er en farlig korsvej. Hvis der kommer en militær aktion mod Syrien, vil den større Central-asiatiske mellemøstregion, som går fra Nordafrika og det østlige Middelhav til den Afghansk - Pakistanske grænse med Kina være blevet opslugt i en udvidet regional krig

Der findes i dag fire brændpunkter med krig på dagsordenen: Afghanistan, Pakistan, Irak, Palæstina, og Libyen – Hvis man får magt som man har agt, går vejen til Iran og dets hovedstad Teheran gennem Damaskus. En USA-NATO krig mod Iran vil involvere, som det første skridt ,  en destabiliseringskampagne (”regimeskifte”), skjulte efterretningsoperationer rettet mod den Syriske regering – en krig mod Syrien skal bruges til  en militærkampagne rettet mod Iran, hvori Tyrkiet og Israel er direkte involveret.
En antiimperialistisk forståelse af hvad der sker i Syrien er af afgørende betydning for kommunister og andre progressive, og for arbejdet i fredsbevægelserne.

Michel Chossudovsky, ugeavisen Friheten, Norge

Bearbejdet og forkortet af Arne Cheller.

Marts 2012.